Vi var de første

For ikke så længe siden var piloter pionerer og stewardesse, et ønske-drømme job. De første piloter var helte. Ja, de var faktisk så populære, at man måtte hænge et skilt op uden for cockpit, hvor der stod: ” Denne pilot er gift “. Piloter og deres maskiner er der skrevet mange bøger om. De første stewardesser var også pionerer, men dem er der ikke skrevet bøger om. De første danske stewardesser var et stykke ubeskrevet kvindehistorie, et stykke ukendt danmarkshistorie. Af den grund, udgav Nellie og jeg i 2014 bogen ”Vi var de første” og den bog handler om dem.

Den tidlige flyvning i Danmark begyndte på Kløvemarken som blev det store samtaleemne i København. Der blev delt løbesedler ud og droscherne drog af, med hvide flag for at fortælle, at der blev gjort forsøg på at flyve. Med held, fløj man nogle meter. i den svimlende højde af 84 meter. Folk strømmede til og man medbragte madkurve og lejrede sig i græsset. Priserne på husene omkring Kløvermarken steg.

“Hvis alle unge pigers gyldne drømme om at blive luftfarts-stewardesse kunne opfyldes, ville himlen formørkes af stewardesser”

1938 ansatte DD (Det Danske Luftfartsvæsen) de første to danske stewardesser, Hanne Hansen og Dorris Jensen. Man annoncerede efter piger med lyst til et liv i luften. Hun skulle tale tre sprog, beherske syge- og barnepleje, servere uden at spilde og ikke blive luftsyg. Som den perfekte værtinde til et middagsselskab skulle hun kunne tale med gæsterne og opfylde deres ønsker. Ca. 300 søgte og de to der blev ansat skulle naturligvis have tilladelse fra deres forældre. Samme aften Danmark blev besat, var Doris Jensen på vej mod London. Hun kom hjem fem år senere. Hanne Hansen fløj under hele krigen Da civilflyvningen kom i gang igen efter krigen skulle man bruge yderligere tre stewardesser. Mange unge piger ønskede at se verden, de ville faldskærmsfolde sig ud, da krigen havde lukket dem inde. I 1945 var der flere hundrede ansøgere til jobbet som stewardesse, man skulle kun bruge tre. Senere kom flere til og Nellie og jeg fandt frem til 26 af dem der fløj for SAS fra 1945 – 1960. Tiden blev en faktor, ikke kun den aktuelle, men fordi den yngste var 72, den ældste 92 år. De havde alle fløjet propelfly og tiden vi skriver om er før jet alderen. Flyene larmede og man fløj i ca. tre km`s højde. Når man fløj over alperne sad passagerne med iltmasker, fik blå negle og læber.

Pigerne måtte ikke være gifte,det måtte mændende gerne og det forventedes, at hun opførte sig som den gode hustru. I reklamerne antydedes det, at en mand ville få en bedre service i luften end derhjemme. Man skulle være fyldt 24 år når man begyndte, men holde op inden man var fyldt 30. Derefter skulle uniformen erstattes med et forklæde for at have maden klar, når manden kom hjem.

“De er selvfølgelig i deres gerning højt hævet over almindelige serveringsdamer, de nærmer sig stjernerne, og de er da også genstand for en opmærksomhed, som mangen en filmstjerne må misunde dem”

I slutningen af 50’erne rullede den første DC-8 fra samlebåndet i Long Beach, Californien. Den franske Caravelle og jetalderen var i gang. Nye tider var på vej, kvinderne begyndte at komme ud på arbejdsmarkedet. Bogen om “vores damer”, de første stewardesser har nu levet i tre år, også i form af foredrag . Den handler om den Verden de voksede op i og den Verden de kom ind i – en Verden deres mødre end ikke havde kunne drømme om.

Denne aften afholdt Nellie og jeg det sidste foredrag, om de første stewardesser. En æra er forbi.