Det er nok 10 år siden, at min farmor blev begravet. Der var en stille sørgmodig stemning i kirken, for selv om min farmor vær gammel og det var ventet, var det selvsagt vemodigt. Hun blev begravet en hvilken som helst hverdag fra en kirke på Østerbrogade. Kiisten blev båret gennem det dunkle  og stumme rum, dørene mod lyset og livet  blev åbnet og transformeringen mellem det forgangne og det fortsatte indtraf. Det er det, dette indlæg skal handle om, øjeblikket eller måske snarere, livets fuldkommenhed i balancen mellem tab og utilstrækkelighed tilbage i mørket og så den insisterende livslyst og viljen til at holde ved. Netop det øjeblik og den følelse, har netop mødt mig igen.

Det er den sidste dag i måneden, endnu en hvilken som helst hverdag, men det er også dagen, hvor jeg efter uvirkelige måneder i uvished og ventetid, er blevet kaldt tilbage på arbejde efter Covid-19 vandaliserede min arbejdsplads. Jeg ifører mig strømper, sort pudsede sko og det strøgede silketørklæde. Jeg knapper jakken, tager tasken i hånden og retter ryggen, jeg er klar. Passagererne i metroen ser på mig og jeg har svært ved at læse, om de glæder sig over at se en der skal på vingerne eller om de gennemskuer den lille angst jeg har, for hvordan den næste tid kommer til at spænde an. Jeg håber at jeg i det mindste minder dem om det punktum, en sætning har savnet alt for længe.

I lufthavnen tager jeg den påbudte maske for mund og næse, går gennem den affolkede lufthavn og hilser på sikkerhedsfolk bag ansigtsvesir. Gitre er fortsat trukket ned for de farvestrålende forretninger, bagagevognene er borte og passagerer passerer med mundbind og handsker. Dagens besætning går til flyet: “Vi har glædet os til at se jer – velkommen til”, siger vi,  de velkendte ansigter i genkendte omgivelser som er omtrent bekendt og fortsat så fjernt og ufuldendt. Turen går til Rom og hjem, til Bergen og tilbage igen og vi deler måneder, uger og dages sammenfaldende skildringer og jeg får igen og igen bekræftet, den usammenlignelige solidaritet der er mellem os. Min første 12 timers arbejdsdag er afsluttet, vi vinker da vi skilles og jeg går gennem den affolkede ankomsthal. Frygten er forsvundet og glæden over gensynet gennemsyrer hele min organisme.

De øvrige passagerer i metroen ser atter på mig, men jeg har ikke længere svært ved at læse hvad de tænker. Jeg forstår, at de har længes efter at skrive flere fortællinger fra Verden der venter. At det punktum der blev sat tidligere på dagen kun fungerede i den kontekst og kun var sat  foreløbigt. Min farmor har sat sig ved siden af mig. Det lyder som om, hun citerer Imanuel Kant og noget i regning af, at  “Duen tror, at den kunne flyve hurtigere, hvis den ikke skulle overvinde luftens modstand. Men uden luften kom den jo aldrig på vingerne”.

Den der har mærket modstanden og giver op, har glemt hvor stor glæden er ved at have luft under vingerne.

//Nan