Natten hjem fra Chicago er som langt de fleste. Mange hviler, få ser film eller læser. Kabinen er mørk bortset fra en enkelt række hvor et “rullegardin” ikke er trukket helt ned. Små støvpartikler hvirvler rundt i lyskeglen fra morgensolen der sniger sig ind på de stadigt sovende ansigter med mundbind. Papiret bliver trukket en anelse ind i munden og pustet væk igen, lige som mit. Elastikkerne strammer lidt bag ørerne, men jeg har også båret det i mere end syv timer. Tidligere ville vi have vækket passagerne med lune klude, duge på bordene, varmt brød og kaffe, spurgt til drikkevarer og hvilke af de udsøgte brunch retter vi kunne tilbyde på porcelæns tallerkner? Nu sætter vi blot en færdigpakket bakke af plast, med det vi håber de har lyst til og mens de spiser, drager de fleste et lettelsens suk over, en pause fra rekommandationer og restrektioner og flytter mundbindet mens de spiser.

“Face masks is mandetory in all public places” står der på vejledningen. Man kan blive arresteret hvis man bryder loven, men ingen af os forestiller os at bevæge os uden for værelserne uden. Præsidenten har modsat udtalt, at han ikke vil bære et og at de der gør, signalerer modstand til ham. Endnu et godt argument for at beholde det på. ‘Langt de fleste  butikker er fortsat lukkede, flere af dem med spånplader sat op foran de knuste ruder som Black lifes matter demonstrationer har forsaget. Arbejdsløsheden er under Covid-19, steget til 40 millioner, hjemløsheden er steget til mere end en halv million, 160.000 er døde og våbensalget er steget markant fordi heldbred og indtægt er truet. Uligheden i befolkningen er enorm, 28 milliioner står uden sundhedsforsikring, sundhedstilstanden er mildest talt sløj og parlamentet er så uenige, at det gør det umuligt, at samarbejde om en strategi for hvordan man håndterer pandemien. En pandemi som er blevet bagatelliseret længe nok til at udstille og  undervurdere landet.

Flyet fra Chicago lander og jeg går gennem dørene i afgangshallen og ud i den danske sommer. Mundbindet smider jeg i den nærmeste skraldespand. Jeg kører gennem København, hjem og tager et bad, hopper i bilen og kører mod Møn. Møn, som er en sydøst vendt ø, forbundet med det øvrige Sjælland via en bro og hvor der bor lidt mere end 9000 indbyggere. Godt 200.000 hvert år besøger især det sydøstlige hjørne, Møns Klint, Vi er taget afsted for at besøge nogen venner og få timer senere sidder vores lille selskab på en bakketop i Kokkens Køkken og spiser rugbrødsmadder med pølse leverpostej og drikker kaffe fra termokanden. På vejen har vi passeret geder, vilde orkideer og sjældne krydderurter og nu …. nu sidder vi og kigger ud på Østersøen og solen som skaber sølv i overfladen. Vi vender Verdens situationen,  taler om omstilling og opfindsomhed, om lyd- og villighed, om tryghed og samhørighed og om hvilket fint lille land vi er rundet af.

Aftenen inden denne, spiste vi triple cheese pizza og drak sødede sodavand. Udsigten var over parkeringspladsen foran lufthavnsbygningen 0`Hare Chicago og den var bedrøvet og bekymrende. Denne aften spiser vi friskfanget kulmule med nyopgravede kartofler og en salat af fennikel og tomat, håbe- og fortrøstningsfulde. Vi taler om skat og den offentlige sektor, vi taler om sikkerhedsnet, skolegang og lægebehandling. Vi taler også om forskelle og ligheder, uenigheder og tillid til beslutningernes ledere mens vi drikker vin fra naboens vinmark og mørket falder på. Her på Møn og Nyord er lysforureningen, ikke eksisterende. Det betyder, at millioner af stjerner blinker berettende og beroligende. Jeg er tæt på lykkelig.Vinduet på det lille loftsværelse står åbent og jeg takker endnu engang for at være født i dejlige Danmark.

I morgen tager jeg atter til USA. Pas godt på Danmark og hinanden.

//Nan