Der var engang en mand, som rullede et nøgle garn afsted. Da snoren slap op, lå det ved et hus – netop det hus, han havde kigget efter så længe. Det var en gammel nedlagt stationsbygning, langt ude på landet. Mandens kone blev glad og sammen flyttede familien med deres to teenage-børn fra byen. De fik høns og strikkede sig ind i landskabet. Tidligere havde unge mennesker fra området brugt bygningen som deres tilholdssted og manden måtte tale både ret og vrang, bede dem slå om. De unge forstod, samlede op og lavede en løbegang.
En aften mens manden og konen sov, kom en brosten gennem ruden på 1. sal. Manden vågnede og hoppede hurtigt i et par bukser og løb ud af døren. Ude, så han to mænd løbe fra stedet og han råbte dem an. Faktisk kaldte han på den, hvis fod var viklet ind i garnet og hvor maskerne løb. Den unge, hvis navn netop var blevet kaldt, stoppede og gik mod manden. Det var mørkt og deres ansigter kunne knap anes. Den unge begyndte at fægte med den ene arm som for at skærme mod en sværm, men der var ingen insekter. Kun manden som for sent forstod, hvorfor armen var trukket – han var stukket. Den unge opdager det også og manden kæmper med de sidste kræfter og lader en maske falde, rammer og lukker af. Den unge ramler og garnet er i uorden. Han bliver hægtet op af sin ven og sammen løber de fra manden som ligger blødende på jorden. Til alt held, ved manden selv, hvor han skal trykke – både ved lungen og cifrene på den telefon der tilfældigvis ligger i de bukser han fik taget på. Han samler maskerne op og og holder godt fast i nøglet.
Manden, som er en ven af os, er lappet sammen både fysisk og på sjælen. Det tog år, at få ham intakt og man vil for altid kunne se at han er syet med en synlig søm. Psykologen bad ham kontinuerligt, om at fokusere på det faktum, at han havde reageret. Han havde handlet.
Den unge blev indsat for det han havde udsat manden for.
I dag forærede jeg Birthe garn-nøglet. Birthe er frivillig i “Nørklerne” som er en afdeling under Røde Kors. Her mødes man og strikker hver 14. dag til godgørende formål. Jeg kørte forbi hendes bopæl i Gladsaxe for at aflevere noget garn jeg ikke længere skulle bruge. Det har ligget længe og Birthe skulle have det fordi hun strikker bamser. Bamserne bliver afleveret til kriminalforsorgen. Her bliver de givet til de indsatte som kan pakke dem ind og forære dem til deres børn og til et fantastisk formål. Når de indsattes børn skal på besøg, skal de som alle andre screenes. De skal gå igennem en scanner og for ikke at gøre børnene utrygge, ved den i forvejen tryggede situation, bruger man Birthes bamser. For bamsen skal naturligvis også screenes og børnene skal hjælpe og bære. Små helte i en skrøbelig Verden. Jeg kan ikke binde nogen smukkere sløjfe på så sørgeligt en start.
Birthe strikker til de indsatte og husker de udsatte
.
//Nan
