Flyveturen er på. 8 ½ times fysisk rejse, men mentalt er det flere hundrede år som forsvinder denne nat. Der er afgang kl. 21:00 fra København og mens natten glider over i dag, arbejder jeg som steward ombord på det fly, som skal til Beijing.. Få timer efter ankomsten har jeg fået uniformen af og går nu med ryggen til Perlemarkedet, et indendørs marked hvor man kan finde alt det et vestligt hjerte kan begære. Jeg er på vej mod Hutongerne, de autentiske små kinesiske etplans huse hvoraf nogle af dem er etableret for 700 til 1000 år siden. Bittesmå beboelser bygget af grå sten og med et muligt tegltag men for langt de fleste, bølgeblik plader med få tilbageværende tegl til at holde på det. Ens for de fleste af husene er, at de dørene er lakeret røde i højglans, meget få skiller sig ud fra et andet og det gør det let at “blive væk”.

Den travle tunge trafik og det enorme etagebyggerier i beton glas og stål forstummer og forsvinder og man fornemmer et helt andet liv, i det man drejer om et hjørne og ned i en gyde, en mindre sti eller smøge. Her henter beboerne vasketøj ned fra snorene som er spændt ud mellem træerne som flere steder, er vokset gennem husene, de sidder på ti centimeter lave taburetter og ser på dem der tager vasketøjet ned eller de spiller kort eller laver mad i de små udendørskøkkener. De er på vej til eller fra med børn og indkøb eller måske til toilettet. I de små boliger er der sjældent kloakeret. Man har i stedet offentlige toiletbygninger, som er stillet op for hver 500 meter.

På disse, hersker diskretionen, evnen til at lade som om, at man ikke ser, hører eller lugter hvem der ellers er i rummet. Små skillevægge adskiller det ene hul i jorden fra det næste og da jeg skal tisse, følger jeg strikt en plan om at komme til det fjerneste hjørne, for at så få skal passere mig, i det halvåbne, men som så samtidig betyder at jeg selv må passere adskillige hugsiddende damer inden jeg når frem til det bagerste hjørne. Af damerne at dømme, er jeg her ikke og jeg gør mit ypperste til at falde i et med de øvrige besøgende, før jeg atter fortryder min idé om at vælge det fjerneste hjørne, da jeg skal tilbage til udgangsdøren i toiletbygningen.

Fortrolighed og betroelse er et offentligt anliggende i Hutongerne. Personlig hygiejne, tøjvask, reparationer af enhver slags samt madlavning, foregår under uden for. Hemmeligheder er ude i det åbne, man deler det mest private og nysgerrigheden virker tilforladelig. Mange er født og opvokset her med brugsret til at bo, men uden ejendomsret over det ene rum eller to de bor i. Mange er gennem årene blevet tvunget til at flytte, fordi staten har skulle bygge. Familierne får  udbetalt en lille erstatning der kan gøre det muligt at købe en lejlighed uden for byen, men med nedrivningen af de små samfund og opførelsen af høje etageejendomme forsvinder også  fællesskabet. I en lejlighed skal man lære at passe sig selv og intimitet skal holdes inden for det nye hjems fire vægge med eget toilet, bad og køkken.

Jeg suger de sidste indtryk fra Hutongerne til mig mens jeg forsøger at forstå tolerancen, den fortættede boligform forudsætter. Jeg forsøger og forstår, at det ikke er romantikken, men nødvendigheden, at det er et vilkår eller en omstændighed som ikke står til at forandre, medmindre staten beslutter det. Integritet er noget man deler på godt og ondt og privatlivets fred er mulig at krænke, ja, det bliver den vel hele tiden tænker jeg mens jeg forlader det lille samfund og bevæger mig ud i den velkendte trængsel, tumult og titaniske trafik. Om lidt vil jeg sætte nøglekortet i hoteldøren og lægge mig til at sove single, stank – og støjfrit mens jeg messer erkendtlighed – erkendtlighed.

//Nan