Første del

Flaget i Tanzania er diagonalt delt af et sort bånd med gule kanter. Den øverste del er grøn og symboliserer vegetation, den nederste, blå og symboliserer vand. Farven gul symboliserer mineraler, mens det sorte bånd i midten er menneskene. Et bånd af mennesker, vi blev bundet tæt til allerede i Kilimanjaro International Airport, hvor vi blev taget imod, vist, vejledt og videre fragtet til og senere fra, vores hotel. Vi tager plads og det røde jord støv hvirvler op og blander sig med Tanzanianernes hverdagsliv som foregår og fortsætter uanfægtet og ugeneret.

Kvinder i mønstre og mosaikker, balancerer med spande, skåle og krukker på hovedet, mænd samles og sidder. De der arbejder, binder bundter af bred last på deres motorcykler,, etablerer og reparerer, genkender og genanvender,  ombygger og omdanner det nogle få, ikke længere kan finde nytte i.  Børn skubber skæve hjulfælge afsted, hinker med sten eller er kortklippede og uniformerede sendt i skole, som er obligatorisk de første syv år.

På hotellet er der mange ansatte. Arbejdsløsheden er høj og stiger for hver dag, et ungt menneske forlader skolen. Mange, med kun modersmålet, swahili, som eneste sprog har svært ved at finde arbejde, men de der er ansat her, har gået i secondary school og taler og øver det engelske. Kvinder, mænd, muslimer, kristne, hinduer, sikher, katolikker og traditionelle Afrikanske religioner, servicerer og trakterer både inden og uden for hotellets sorte jerndør. I Tanzania er der fred, der er adgang til vand og mad, modsat mange af nabolandende, Kenya, Uganda, Rwanda, Burundi, Mozambique og Zambia. Men befolkningen er lud fattig og man bliver mindet om det uanset, om man spadserer langs landevejen til den nærmest liggende by Moshi, ser det gennem ruderne på Land Roveren der fragter os gennem landskabet eller bestiger Kilimanjaro. Lerhytter udgør fortsat boliger, vand må man gå langt efter og tøj er noget, man har på uanset størrelse, farve eller oprindeligt tiltænkt køn. Tøj bliver brugt som først tænkt,  det beskytter mod varme eller kulde.

Richard har været Kilimanjaro guide i 17 år, i dag, er han kommet for at hilse på os. Han arbejder, når der er gæster og må lægge til side og finde på, når de udebliver. Vi bærer vores tasker med nøje afmålt indhold til vægten hvor viseren ikke må springe forbi 15 kg. Derefter pakker vi de rygsække vi selv skal vandre med, med vand, proteinbarer og toiletpapir. I Nationalparken skriver vi os ind med navn og pasnummer – bestigningen kan begynde. Regnskov og skygge, fugt, urter og liv, bliver samme dag afløst af lavere buske, lyng og kæruld; Nogle dage senere, græstørv, mos og stenbræk, stensletter og bjergkamme. For hver højdemeter vi bevæger os, jo mindre ilt og liv, men livet over skyerne og vulkan tinder med nyfalden sne er eksuberant og illusorisk. Og mens naturen kontinuerligt overrasker er lejrlivet enslydende og oppeholdt af rutiner. Lyden af lynlåse fra inder- og fortelt, morgenvask fra en lille plastikbalje, grød, æg og toast og nedpakning af indholdet i teltet når man er på vej og udpakning af indholdet til teltet når man ankommer. Popcorn te, lunch og afslapning, driven omkring. Toiletbesøg i et af “cowboyskurene” som sjældent kan låses, middag med suppe og en variation over ris, kartofler og pasta, tandbørstning i det fri, lyden af lynlåse fra for- og indertelt og ind og balancere på liggeunderlag nede i soveposen. Nætterne er pakket ind i vat, i stilhed og i stjerner.

Luften er klar og kold, vi har forceret Lava Tower i 4600 meters højde og ned igen til Barranco Camp for at sikre akklimatisering og er i dag på vej op ad Great Barranco Wall – en 257 meter mere eller mindre lodret klippe væg. I alle regnbuens farver, bugter vi og alle omkring os, som en kinesisk karnevalsdrage opad, hen imod, ned og op igen, fremad og hele tiden tættere på Kilimanjaro, Verdens højste fritstående bjerg. “Pole Pole” betyder “langsomt langsomt” og bliver sagt mindst ti gange om dagen, enten af vores guide eller, af de mange bærere som finder alternative ruter, udenom turisterne. Med last på ryg, nakke og/eller hovede, bevæger bærerne sig som gazeller, opret og galant og jeg ser til min undren, at de ikke har hove, men hvide træsko, for store støvler, hvor den bageste del af sålen ikke længere sidder fast eller glatte gummisko. “Mais poridge” siger Richard og griner.

Dag nr. 6 er på kun ca. tre timers vandring mod Barafu Camp i 4600 meters højde. Vi er mange i lejren, i den næste, bliver vi endnu flere. Naturen er gold og kold og udover os mennesker, som insisterer, er det eneste liv der eksisterer, de sort- og hvidhalsede ravne som kredser over lejren for at finde føde. Det sorte støv fra de tidligere lejre har sat sig fast i tøj og telt, hår og hud, men alligevel, griber man vanen tro, fat i det lille blå plastik kar og gnider formålsløst, hænder og ansigt.

Grøden bliver spist, indholdet i teltet pakket sammen og “Hakuna Matata” bevæger vi os over endnu en bjergkam i haglregn. Nikolaj, min mand, har svært ved at trække vejret og vi holder mange små hvil og drikkepauser undervejs, mens uvejret raser og varsler. Fire timer efter, er vi fortsat ikke fremme og jeg beder de andre fortsætte, mens vi tager den ekstra tid der skal til. Richard bliver stående som en klippe med regnslaget blafrende, revnet og revet i stykker, som en høvding, en klan herre og gruppens ubestridte leder. Han ryster på hovedet og siger: “Hvis man vil hurtigt afsted, skal man gå alene – hvis man vil gå langt, skal man gå sammen”.

//Nan