Noget har vi med os
Kylle Kofoed kunne formulere sig. Hun lagde vægt på modtageren og, at man forstod hvad hun sagde. Hun gjorde sig forståelig. Hun talte ikke meget og kun sjældent om sig selv, men om Verden omkring. Hun boede i Gustav Adolfs gade på Østerbro. En stor stuelejlighed med karnap med farvede glasmosaikker. En lang fordelingsgang ned til køkkenet med gasblusset placeret på et kakkelbord. I køkkenet sad jeg på det lille skuffedarium med klædebørster og skocreme og lyttede til den lille spinkle dame, med det let blånende hår fra fikseringsvæsken; vandonduleret af frisøren en gang om ugen. Hun lavede varm kakao af kogechokolade og sødmælk og når den var klar, gik vi til opholdsstuen hvor jeg blev sat i sofaen, fik en serviet i skødet og skænket en kop varm chokolade af porcelænskanden med de blå blomster. Selv, satte hun sig i lænestolen ved siden af og sørgede for, at den plisserede lette nederdel som var skåret under knæet, lagde sig pænt. Om det ene håndled havde hun et guldarmbånd formet som små mursten, på det andet var lænken mage til, men smallere og i midten sad et mikroskopisk lille ur. I håndtasken fandt hun mintkarameller. Én til hver og når vi sagde farvel, fik jeg af og til en mønt. Til fødselsdage, lå der en hvid kuvert fra hende, påklistret et lille Dannebrog og med klein krøllet håndskrift. D. 22. april 1972 tog hun mig i hånden med til København for at se den sidste sporvogn køre.
Kylle var min oldemor. Jeg havde hende til jeg var 27 år gammel.
Vores døtre kan formulere sig. De er optaget af det de har på hjerte og bliver ærgerlige, når ikke jeg fanger hvad de siger – første gang. De er ivrige når de taler og bruger ikke meget tid på at gøre sig forståelige. De taler ofte om sig selv. Vi bor i hus i Hellerup med et stort køkken alrum (hedder det stadig det?) Når vores døtre er på besøg, sidder de på køkkenbordet og fortæller om venner og veninder, hvor de er på vej hen eller lige er kommet fra. Deres hår er langt og lyst og bliver vasket hver dag, føntørret og tilført en hel del produkter. Vi drikker kaffe af kopper uden hank. Jeg maler bønner og brygger og skummer minimælken, drysser kanel på toppen. Vi hænger i køkkenet, mens vi drikker den og tager et stykke papir fra køkkenrullen hvis vi skulle spilde. Vores døtre har sportstøj eller jeans på. De bruger ikke ur, men har tre eller fire huller i ørerne og tatoveringer. De åbner skuffer og skabe og finder mandler&rosiner, skærer frugt&drysserkokos eller brækker af 70%mørkchokolade&lakrids. Når de har fødselsdage skriver vi på bagsiden af et farverigt postkort med store blokbogstaver og når de går, overfører jeg af og til på Mobilpay. D. 3. september 2017 så jeg og vores døtre på foto og jeg fortalte om deres tipoldemor.
Kylle var oprindeligt gift med en bokser med hvem hun fik Tutte. Kylle ville skilles og giftede sig istedet med Ras, en håndværker. Datteren Tutte blev gift med Poul, indehaver af en farvehandel. Ham forlod hun for at blive gift med en af hans venner. Inden da havde de fået Pia som giftede sig med Henrik, forsikringsassurandør, forblev gift,men stiftede også et parti. Og så kom jeg, Nan. Jeg er gift med Nikolaj snedker og så længe jeg kan huske, har jeg kunne formulere mig og gøre mig forståelig. Vores førstefødte hedder Carla. Hun er soldat og praktiserer fred i Verden. I fem generationer, er pigen den førstefødte.
En har fortalt, at et menneske lever videre, syv generationer frem, Kylle var viljefast og handlekraftig, holdt på sin ret, men altid med respekt og ordentlighed overfor andre, Det spor er trukket gennem nu fem generationer af kvinder med meninger og mod og på hver vores måde har vi forsøgt og forsøger at give udtryk og gøre indtryk, være opmærksom på fortiden for at gøre blot en lille forskel i fremtiden. Min inspiration begyndte med Kylle Kofoed og i går indså jeg, at hun lever og har leveret sine ærlige og kampivrige dyder, som i femte generation er dybt funderet i Carla.
//Nan
