Kærlighed optræder i alle former. De der deler den er meget heldige.

Kærlighed optræder i alle former. De der deler den er meget heldige.

Der er noget vi måske aldrig skulle have sat ord på, noget som bare er og som hverken skal forklares, formuleres, give anledning til fordomme eller i værste fald forbydes. Der er nemlig noget som handler om følelser og fornemme forelskelser. Noget der kommer fra et sted, vi måske ikke skal forsøge at forstå, men blot være i … det får være … hvad skulle det være …. må vi være her – ja, vær så god og vær ved det og vær jer selv.

 

Som barn tilbragte jeg meget tid med min mormor og bedstefar. De havde en gildekælder hvor en stor spættet, sprællende venneflok samledes, stort set alle ugens dage. Man dansede, diskuterede, samledes og sang, store og små, høje og lave., tykke og tynde I kælderen var der mænd som klædte sig ud som damer, mænd der var damer, Der var kvinder med højt hår som spillede billard, pallietter, glimmer, fjerboaer og kalvekrøs. Der var masser af rød læbestift, mænd der blegede håret, bar blomstrede skjorter og hed Trille elller Kylle og Tutte. Det var en heterogen flok, fuld af homogene mennesker ….. Den eneste forskel jeg husker på dem og mig var, at jeg var barn og de var voksne.

I den gildekælder skulle Jørgen have været. Jørgen voksede op i 40`erne og kendte nok til ordet homofil, men dels blev homoseksualitet kun få øjeblikke forinden, betragtet som en psykisk sygdom som kunne behandles med hypnose og elektrochok og selv om det ikke længere var tilfældet da han var ung, var han angst for at blive udstødt. Han giftede sig derfor med en kvinde som han aldrig følte sig fysisk tiltrukket af. Hans store kærlighed hed til gengæld Fritz, en ung mand han havde truffet i Schweitz, mens han boede hos noget familie. Gennem mange år skrev de breve og besøgte hinanden. I selskab med Fritz trak Jørgen vejret: ”Som at have hovedet over vand.” Jørgens kone Alma døde efter 52 års ægteskab, Fritz er også gået bort og i en alder af 80 år, springer Jørgen endelig ud og møder sin store kærlighed, Benny som han fortsat er sammen med. Jørgen er 95 år gammel, da udsendelsen ”En sen blomstring – dokumentar på 24/7 bliver sendt.

På mn arbejdesplads er jeg gennem de seneste år, blevet beriget med Verdens mest vidunderlige kollegaer. Naturligvis er det ikke helt samme følelse at gå i gildekælderen, men modtagelsen, accepten af og glæden ved hinanden – den farverige, farveglade, farvestrålende flok er stort set den samme, som da jeg var barn. Her er man muligvis det ene og hvis ikke, så det andet. Det betyder ingenting – vi indgår og behøver ikke nødvendigvis at sætte ord på eller sætte hinanden fast, snarere fri. Vi er! i hinandens selskab.

At kunne følge sit hjerte, vise sin kærlighed og aldrig frygte for hvad andre måtte tænke om den man forelsker sig i rummer hele alfabetet. Det er ikke bare sådan det bør være – det er sådan det er.

 

Det er med stor stolthed, at jeg bor i et land hvor man i dag søsætter flagskibet Copenhagen Pride, hvor generationer efter Jørgen viser vigtigheden af at hylde friheden til kærlighed og Verdens glæde ved venlighed og mangfoldighed

 

 

//Nan

 

 

Søg ikke efter fejl – søg et fællesskab.

Søg ikke efter fejl – søg et fællesskab.

Vi er

Mange maler misundelsesværdige malerier af sig selv og det er fashionabelt at frembringe filtrerede, fejlfri billeder. Man kan gøre hvad som helst og blive hvem som helst, men at tage imod  og være sig selv er straks sværere, måske det aller sværeste. Vi pynter os med lånte strudstefjer og plukkede svanedun, får lidt luft under vingerne, mens vi utålmodigt venter på, at den grimme ælling skal vokse op, Det kan blive en livslang kamp, enten at passe ind eller, at skille sig, men dagligt og hele tiden, gør vi  jo begge dele. Det er ikke hvad vi ser, men hvad vi får øje på.  I film verden fx. træder et budskab ofte tydeligere frem, hvis man retter kameraet mod modtageren frem for afsenderen. Måske derfor,  er det ikke altid at vi tør, men vi bør, øve os i ikke at spejle os i andres øjne. I dag er det muligt, både at være afsender og modtager,  holde kameraet selv, se sig selv med egne øjne og søge det sammenlignelige og det særegene. Hver især er vi uundværlige unika for dem der holder af os, men vi er også en del af menneskeheden ved, at være kvinde/&mand/barn, være arbejdstager/arbejdsgiver/arbejdsløs, mor/datter/niece osv. Livet er også, at træde ud, træde frem og ved siden af, træde ind og et skridt tilbage – sådan er mennesker flest, uanset hvor umage man gør sig for at skjule det ene og synliggøre det andet. Man må finde sin vej.

vilkår og valg

Jeg blev født som pige i et kristent hjem. Mit hår er lyst og jeg har grønne øjne, er 1.71 m høj og vejer lige under 60 kg. Jeg er gift med en mand og er mor til to døtre. Mine etnisk danske forældre har aldrig været skilt. Jeg er lønmodtager, har en ejerbolig og en have. Jeg dyrker motion, spiser mere grønt end kød og bor i cykelafstand fra hovedstaden. Således træder jeg tæt, med mange.

punktum eller potientale

Jeg hedder Nan, jeg er datter af Pia Kjærsgaard og har gået i 1.G to gange. Jeg flyttede hjemmefra som 15 årig og har taget tre uddannelser, men har aldrig brugt dem. Jeg har været på den samme arbejdsplads i 29 år og så er jeg minus A menneske og står op et sted mellem klokken fire & fem om morgenen. Således fjerner jeg  mig fra flere.

Muligheder

Hvorfor jeg er som jeg er, er blevet som jeg er blevet, kan jeg tilskrive mine livsvilkår, tilfældigheder, men også mine muligheder. Man kan hænge sin skæbne på hvilken som helst af de ledige knager, men man kan også vælge at tage den på. Den kan stramme, føles trang og ubehagelig, den kan være uden pasform, have alt for lange ærmer og tilsyede lommer. Man kan vænne sig til ubehaget, søge dybere meninger eller have højere forventninger og så kan man tilpasse den, så den passer til. Vi skal jo trods alt, bære den hele livet.

Vi er på en gang individualister og kollektivister.Vi skiller os ud og indgår. Der er nogle helt basale grundvilkår fra vi bliver født, friheden ligger i at forholde sig til dem. Menneskeheden er en enorm majoritet med en masse mangfoldige minoriteter. Det er muligt at finde fællesskab også med dem man ikke ligner, minder om eller tænker som. Verden ville være så meget bedre, hvis vi stod ved og lod andre i fred. Konfronterede og accepterede mennesket – i hver sin farve og hver sin form. Det er der vi kan mødes … som dem …

Vi er.

//Nan