“Vi lever måske ikke som vi ønsker, men som vi kan”
“Hvis du graver længe nok, kommer du ned til kineserne”, fik man at vide som barn, når man sad med spand og skovl i sandkassen. 
Jeg har senere læst mig til, at hvis man vil grave sig til Kina, skal man begynde i Bolivia, Chile eller Peru. Hvad jeg ikke har kunnet læse mig til er om hvorfor man sagde det; Om man troede, at kineserne gik med hovedet nedad på den anden side af jorden, eller om det var fordi, at Kina er et land langt væk, måske ikke i kilometer, men med sikkerhed i bevidsthed. Vi taler og tænker forskelligt, 
skriftsproget (som kan følges 3500 år tilbage) er smukt, men forskelligt, den mad kineserne spiser (og det de spiser den med) er forskellig, den musik de lytter til, deres adfærd, ceremonier, etik, hieraki, religion samt det moralske kodeks….ja, stort set alt hvad jeg kan tænke på, er forskelligt fra det danske.
Det er fjerde gang denne måned, at jeg lander i Beijing. Der er den samme blanding af lugten fra en gammel æske, der ikke er blevet åbnet længe, tonstung smog og mados fra de tusindevis af små mad huse. På vejene er alt i bevægelse hvor de små 8 millioner mennesker er på vej. Det lykkes mig at praje en taxa og sætter mig ind på det stof betrukne bagsæde, som gør det umuligt at spænde sig fast, da stoffet er trukket hen over selen og jeg forsøger at glemme statistikken, om den kvarte million, der hvert år bliver trafik dræbt i Kina. Vi kører til et område med Hutonger, for at komme væk fra de mange høje beton bygninger og istedet besøge de et etage høje og få meter brede boliger. Autentiske bolig former hvor kun få af husene har eget toilet, men benytter de fælles toilethuse, som er spredt i de smalle stræder. I dem, er der ingen døre og man sidder på hug overfor hinanden og forretter sin nødtørft. Blufærdighed er et ord man skal kigge længe efter i ordbogen, når man er i Kina. Her både prutter, spytter og bøvser man, når behovet melder sig. Man gør hvad man vil, når man vil omend det kan være en ukærkommen sædvane, når man er tæt på. I Beijing, er det uomgængeligt, ikke at være tæt.
Jeg finder et mindre madhus i en af de smalle smøger og bladrer gennem laminerede sider med billeder og bestemmer mig for at bede om grøntsager, da både mangel på hygiejne og husdyr, kan risikere at ende i samme gryde. Kineserne spiser ofte ude, dels af 
sociale årsager, men også på grund af de få kvadratmeter, de hver især bor på. De runde borde har plads til flere og meget mad er skåret i spiseklare bidder og bliver gået til med pinde. Omkring mig sidder flere generationer og lader skåle skifte hænder, mens der bliver smasket og snakket med mad i munden. Gennem ruden udenfor, passerer patchwork pakkede bedstemødre med deres bedårende børnebørn, mens mænd læsser jern ladcykler med sager som skal transporteres. 
Jeg tilbringer et par timer, går langs grå huse af cement med rødlakerede døre, af og til med en drage eller en løve foran, som symbol på tidligere tiders velstand. Jeg stjæler smug kik ind i gyder og gårde og finder omsider en taxa, der kan køre mig tilbage til hotellet, inden det bliver mørkt. Chaufføren renser undervejs, fordøjelsessystemet og stimulerer stofskiftet på turen, ved at drikke små slurke af sin medbragte drikke dunk, fyldt med urter og blade. Han klipper negle når bilen en sjælden gang står stille. Jeg betaler med den røde 100 yuan med Mao Zedong og får en grøn, en gul og en blå retur.
Kina er komplekst. Det er Verdens fjerde største land og Verdens folkerigeste. Deng Xiaoping indførste reformer i 1979 som blandt andet havde til hensigt, at afskaffe den sociale kontrakt om, at staten sørgede for og bestemte over, det enkelte individ fra vugge til grav (Jernrisskålen) Xi Jinping derimod, vil i løbet af de kommende to år få kineserne tilbage til stats truget, når komplet overvågning og pointsystemer er færdigimplementeret i 2020. Hvor kineserne er, hvem de er sammen med og hvad de køber bliver registreret og afhængig af, hvad det kommunistiske apparat har besluttet sig for er god opførsel, får eller bliver man trukket i point. En ensretning som skal sikre stabilitet, ved hjælp af ansigtsgenkendelses teknologi og 626 millioner overvågningskameraer inden udgangen af 2020.
Man kan have det lidt stramt med højt talende kinesere, de mange lyde og lugte, asen og masen,det sære, det skøre, og det svært forståelige, men det er jo det, der minder os om at vi er blandt mennesker ……… Det tror jeg trods alt at jeg foretrækker, frem for de regelrette robotter, man inden for få år, vil gøre kineserne til … men jeg forstår….
Overvågning i Kina er et livsvilkår.
En af de ældste civilisationer er ved at træde ind i den nyeste af alle science fiction tider og jeg ønsker mig tilbage til sandkassen hvor det aldrig lykkedes mig, at grave dybt nok.
//Nan
