af talverdenop | jun 20, 2019 | Hverdagstanker og drømme
Hun har den fineste violblå kjole på. Enkel og ærmeløs og kun med to små margeritter lige under nakken, der hvor nogen har knappet kjolen. De små hvide ankelstrømper har en let bølget kant og de blanke laksko med ankel rem er lukket tæt omkring. Hendes hår er sort og klippet i pertentlig page, men vigtigst af alt er hårbøjlen som holder håret. På hver side af det lille ansigt, sidder to sorte runde ører, med hver en lille rød og hvidprikket sløjfe. Med den, er den lille pige fløjet ind i det eventyrlige himmelrum på den finurlige mælkevej, kun et barn kan være.
Midt i den travle lobby, hvor mennesker fra hele Verden er på vej til eller fra, chekker ud eller ind, er den lille pige rejst til det sted hvor voksne ikke længere har visum. Hun sidder på en bænk, alene og læner sig mod et enormt spejl mens hun bedægtigt bukker nakken og kigger væk, men kun for hurtigt at kigge op igen og se sig selv, atter engang komme til syne. Hun sætter sig med siden til spejlet, retter ryggen og kjolen, lægger benene over kors og sætter hænderne på knæene, sender et kys til universet. Hun sætter sig på knæ, med hovedet lidt på skrå og strækker de buttede arme, som ville hun give øjeblikket et kram eller favne sine fantastiske fantasi.
Ikke så langt derfra sidder jeg og betragter barndommen som om lidt vil blive afbrudt af et kald , et knips eller en kommando fra en voksen. En voksen som har en plan med indlagt mangel på tid og som har fortrængt at barndommen er så kort og hvor alt for hurtigt de selv, blev mindet om det. I generarationer har man oplært og opdraget, uddannet og udvidet, men også frataget børn fraværet og formåen til at forsvinde. Vedvarende vækket dem for at få dem sat i skema, istedet for at dvæle og beundre deres fortsatte formåen ved at opdage Verden indefra.
For mens vi blinker og forsøger at fiske og fange forestilingen om, det gode liv, skal vi måske forsøge, ikke at afbryde, men trække vejret med dem der evner. Ikke blot fylde på for at få dem til at følge med, men turde tøve et øjeblik. Lade dem rejse i det imaginære og idéernes virkelighed. Lade dem beundre og begejstres over gensynet med sig selv og ikke trække en pind gennem vandspejlet for derefter selv at hoppe i. Evnen til at trække sig, tage en pause, rejse og opleve Verden uden for praktikken er en efterspurgt vare.
Kære unge mennesker som for et øjeblik siden var børn: “Der er ingen forskel på virkelighed og fantasi ….. ikke i fantasien i hvert fald”.
//Nan
af talverdenop | dec 6, 2017 | MIG
Vores yngste datter blev døbt i vores daværende kolonihave i Vangede. Hendes farmor havde bundet en krans af lyng og hendes mormor havde fundet en kjole i grønne og lilla nuancer. Hendes søster, vores ældste datter pøsede lidt vand på hovedet af hende fra fuglebadet og hendes far holdt en kærlig og givende “god vind” tale. Alle vores venner, deres børn, vores familie, fætre og kusiner var med og hver især afsluttede vi den lille seance med at sende balloner til vejrs. De var fyldt med troen på og tillid til.
Vi valgte en selvforvaltnings vuggestue, hvor børnene får lov til at lege frit, hvor der sættes så få rammer som muligt, og hvor pædagogen ikke træder ind i børnenes liv når de kan og vil, men hvor de drager børnene ind i deres Verden, når børnene kan og vil. Senere valgte vi en skovbørnehave, med endnu mere frihed og fantasi, i et naturområde nær Mindelunden. Halvdelen af vores yngste datters folkeskoletid gik hun på en musikskole, den anden, halvdel på en friskole. Vi var børn af 60 erne, vores børn af 90 erne – Vii tog de bedste værdier med fra vores tid og gav dem til vores egne børn så de kan…..
Vores hensigt har altid været, at gøre vores døtre bevidst om, at de vokser op i en kultur som aldrig må tilsidesætte menneskets fundamentale behov for at være sammen, tage hensyn, udvise empati og medmenneskelighed. Vi vidste fra det øjeblik vores piger blev født, at der var brug for dem. At de skulle indgå i en større sammenhæng, ikke blot vores familie, men formidable fællesskaber; uprøvede uddannelsesinstitutioner, være en ven af Verden. Og når ikke de var nærværende eller til stede, ville de have en fornemmelse af at være savnet. Vores livs mantra har været, at gøre sig umage.
Nu er også den yngste, voksen og jeg ser og oplever, hvordan vores generation og dem før os, har glemt vigtigheden af at lade dem fortsætte den rejse med den bagage og de forestillinger vi gav dem da de var små. Veninder og venner af vores børns generation arbejder uden løn og hvis får løn, risikerer de at få den udbetalt i en brun skattefri kuvert. De bor på lejede værelser, hvor man er nødt til enten at gå gennem udlejers soveværelse for at komme ud af sit eget værelse eller betaler alt for mange penge for alt for få km2 og/eller flytter kontinuerligt, da lejligheden ofte kun er til leje,( i alt for få måneder. Deres fremtid er til evig bekymring som smitter af og klistrer, fordi karaktergennemsnittet på mange uddannelser er svimlende høje og optagelsesgraden forsvindende lav. (Heller ikke) i dag man kan klare sig uden en uddannelse, et arbejde eller en bolig, men hvem er vi, andre end forældre og bedsteforældre som på den ene side sidder og summer som en myg i det ene øre om, hvordan man skal opføre sig, mens selvsamme, snupper deres ubekymrede ungdom, snyder, udnytter, presse unødigt og fortvivler istedet for at leve i overensstemmelse med, troen på og tilliden til?
Kun ganske få betydningsfulde samfundsforandringer begynder oppefra. Vil man, må man begynde nedefra, indefra. At blive forældre forandrer, men tvinger også en til at se forandringer i ens opfattelse af samfundet, andre forældre og strukturer. Mennesket er sit eget største håb. I selv den største håbløshed rejser det sig stærkt. Den tager sin egen formåen i brug, og dets formåen er uendelig. (Anna Wahlgren) Lad os holde fast i at hjælpe de smukke unge mennesker afsted med både børne sange og eventyr i behold, men lad os først og fremmest bevare vores gode manerer og velopdragenhed. Vi skal kontinuerligt være i stand til at se os selv, men også vores børn i øjnene – hele livet.
Kære Olga. Du bidrager til, at jeg dagligt, generobrer mit liv, min frihed og min dømmekraft. Du minder mig konstant om at se livet med nye og andre øjne og skelne mellem det der har betydning og det der er mindre betydningsfuldt. Du minder mig om sandheden og der hvor det hele begyndte, nemlig troen på og tilliden til.
Til vores Lykkefugl med det ædelmodige vingefang.
//Nan
af talverdenop | sep 15, 2017 | Den positive debat
Dette er en hyldest til mine enestående kollegaer som for ofte, uretfærdigt, er blevet omtalt som alt for dyre – Jeg håber, at alle vedkender sig, at den kaffe vi serverer, er brygget på sikkerhed, säkerhet og sikkerhet. Jeg håber også, at alle husker på, at for den løn vi modtager for vores arbejde, betaler vi knap halvdelen i skat og, at de penge vi har tilbage, bruger vi primært i skandinavien hvor vi kommer fra.
If everything goes smoothly – I don`t care what airline I fly – but if something goes wrong – well, that is why I fly SAS.
Sådan lød ordene fra en amerikansk passager for nogen tid siden og jeg forstår hende alt rigtig godt.
Kun de færreste kan med det blotte øje se, at vores profession er steward og stewardesse, medmindre vi er i uniform naturligvis …. og så alligevel. Der er noget udefinerbart og uforklarligt, men også en temmelig tydelig sammenhæng, en slags sjældent set, slægtsskab. Vi er hinandens kusiner og fætre, onkler og tanter, en famiglia gigante som tæller over 1500 mennesker, men som vi alle kender navnene på.
På hver eneste tur, opbygger eller træder vi ind in en ny konstellation af familiemedlemmer som vi giver hånd og ser i øjnene eller giver et kram. Og hvor alt på papiret tegner til blive en helt almindelig arbejdsdag og synes forudsigeligt, er vi skolet i, ati det kan forandre sig, men det er ikke noget hverken vi eller andre behøver at frygte. Istedet kan man have tillid til, at alle i” familien” er i stand til at reagere, håndtere og agere i en enhver uforudset eller utilsigtet situation. Sikkerhed er for os, aldrig en gadget, men en evig sindstilstand og sekundet før noget indtræffer, transformerer vi til sygeplejersker, politibetjente, brandmænd og barneplejersker, den hjælpende hånd til den dårligt gående, den beroligende stemme til den nervøse, det lyttende øre til den bekymrede eller øjenkontakten alle søger, når der er en lyd, en lugt eller blot et ønske om at blive beroliget.
Alle årets dage, døgnet rundt tjekker en kollega ind eller ud af sit hjem, sin arbejdsplads, en afgang eller en ankomst, en lufthavn, et hotelværelse eller en by ude i Verden. Alle årets dage, døgnet rundt, pakker en kollega sin kuffert med professionalisme, punktlighed og præcision. Alle årets dage, døgnet rundt kan man stole på,at safety smil og service er at finde i mødet med en kollega. Noget er tillært, men lige så meget er iboende. Vi vil og lykkes med, at byde på og sørge for. ikke bare kaffe, men især at få alle evakueret inden for få minutter , hvis en nødsituation skulle opstå. Det er vores primære opgave, alle årets dage, døgnet rundt – en livslang tillid til, at det vil vi lykkes med og sørge for. Det kan du som passager også have tillid til – du flyver jo med SAS, hvis noget skulle ske…
Vi har skiftende, skæve, skøre arbejdstider. Vi spiser,sover eller er vågne på uvante, ubekvemme og usædvanlige tidspunker. Vores liv bliver pakket ind og ud af en uniform, toilettasker og tidsforskel, men vi er tossede med vores arbejde og hinanden. Vores arbejdsmoral er tårnhøj og kilometer lang. Vi strækker og snor os og favner alt det der måtte komme. Vi giver hinanden håndslag på, at vi vil løfte den opgave vi bliver stillet overfor og vi retter ryggen når vi går fra arbejde velvidende, at det lykkedes.
Himmelrummet er er fuld af stjerner og jeg kunne aldrig lyse uden jer.
//Nan
