af talverdenop | apr 14, 2019 | Den positive debat
Oprindeligt, skulle det bare have været os to, men så møder vi en god ven og det der ret beset, kun skulle have været de to. Vi hilser på hinanden og præsenterer vores venner i det der i første færd, kan kaldes høflighed. Vi taler om det der vedkommer os, men også lidt om det der involverer dem og med lidt tid og frisind regner vi den ud, sætter to i datid og fire i nutid og finder sammen alle sammen. Formlen lyder: ”Dette her er” eller ”Du skal møde” og er lig med en af livets fornemmeste fortællinger; at møde hinandens venner.
Venner er værdifulde. De er liv- lyst- og lunefulde. De byder på det man længes efter eller med held, genkender. Det er ærligt og kærligt og naturnødvendig næring. ”Man skal have en ven i alle aldre”, siger hun. ”Ja, en ven må man have – uanset hvilken alder man har” siger han. Venner er uundværlige, helt specielle og ganske særlige. De indstiller udsigten og udvider indsigten. Hvordan, hvorfor og hvornår er knap så betydningsfuldt som ordet, derfor. Ikke alt skal forklares eller forsvares – blot modtages og med- og videre gives.
Det er år siden nu, at en kvinde i det der vel kaldes ”farvelseance” ( der hvor man siger tak for nu, inden man går hjem ) sagde til mig: ”Jeg vil gerne have lov til at tilbyde dig mit venskab” Det er en meget smuk kærlighedserklæring som i alle dets farver indeholder essensen af friheden til at takke enten det ene, men hvis det andet, den forbilledlige forpligtelse det er at modtage og ledsage en ven.
Venskab er ikke et ejerskab, nok nærmere, et følelsens slægtsskab med ord som empati, forståelse og sympati som ligger implicit, men lige for og ukompliceret, mens solidaritet og tolerance er kommaerne der ud- og afgør hele forståelsen for. Så store og smukke værdier, må vi dele med hinanden og det gør vi bedst ved at lade vores venner møde vores venner. Herigennem kan vi opnå større og mere, røre flere. Vi kan byde på det fineste vi har: Hinanden. At møde en god vens ven giver muligheden for at lære din gode ven endnu bedre at kende, men i bedste fald, et nyt venskab.
Det er det vi kan, når Verden går os imod og der er så meget, man ikke forstår eller kan gøre noget ved eller lave om. Vi kan mødes, finde alt det vi har sammen og dele det. Binde den fineste buket af de sjæle der udgør ens liv, præsentere og introducere et indblik i de mennesker der bidrager og støber det sikre fundament for at turde træde trygt. Forbinde de mange vener og lade dem løbe sammen , heale og helbrede ….. det begynder med lidt kemi og kærlighed mellem to…..
”Du skal møde mine venner/det`de bedste som jeg har”.
//Nan
af talverdenop | nov 27, 2018 | Den positive debat, MIG
Hvordan mon det opstår ? Hvad er det der sker, når et møde bliver til andet end blot en relation og videre endnu, fra et bekendtskab til et venskab? Det kan én sikkert svare på, selv om svarene selvsagt må være flere. For hvad er det der ligger forud for det der følger, når den uforudsete kontakt bliver til mere, end blot et møde? Umiddelbart og uafviseligt, dyrebart og uundværligt, åbenbart, sårbart og kostbart er det, når man uventet møder et menneske, som byder ind med det, der ikke var der før. En spontan stund, en akut undren – et magisk øjeblik hvor man bliver klar over, at man kan gå ad veje, man aldrig selv havde turdet træde alene.
Venskab er en følelse, en fornemmelse af noget rigtigt. Det er et ønske om at ville, hvad der er bedst for den anden, at udvise sympati og empati, men også ærlighed, selv om det kan være slidsomt, at skulle sige sandheden. Et venskab indeholder indlevelse, indsigt og tillid, men også ligeværd og idéen om, at kunne være sig selv. Et venskab er en eller flere følelser i en kontinuerlig konsistent. Venskab er, når man på en næsten rørende måde tager tingene for hvad de giver sig ud for at være. Gennem venner, indser man egne begrænsninger, får større indsigt og forståelse, men noget af det aller fineste ved venskabet er, at det lader vennerne forblive forskelige.
Følelsen af at give noget, uden at miste det,
fordi man giver det, til det man har sammen.
I den forgangne uge, fejrede jeg fødselsdag for mine vidunderlige veninder. Hvert år, inviterer jeg til fødselsdag og ind ad døren strømmer, veninden fra folkeskolen, fra gymnasiet, fra studenterjobbet, studierne, fritidsjobbene, arbejdspladserne, kærester og koner til min mands venner, pigen fra aftenskolen, vores døtres legekammeraters mødre, medarbejderen fra frivillige jobs, nabokonerne og min tandlæge. De mere end 30 vidt forskellige kvinder i mit livsmaleri, danner både for- mellem- og baggrund og placeret i centrum, en centralkomposition, midt i solar plexus. .Det brogede billede er dynamisk og en del af min dannelse. Der er ligheder, men der er også forskelle, som er jeg opfatter, som et grundvilkår for venskabet. Fortællingen er foranderligt og videlysten forbliver intakt. Der er en iboende bevægelsesfrihed mellem det berigende og det bevægende, det barske og det benhårde, men det er netop her, at man mærker, at man er med frem for mellem mennesker. At være sammen med alle mine vidunderlige veninder holder ikke blot venskaberne i live – det holder mig i live.
Mennesket er et inderligt selskabeligt og søgende væsen. Gennem det meste af livet, vil vi møde mennesker og nogle af dem vi møder, vil vi gøre følgeskab.Jeg forestiller mig ikke noget smukkere liv end at have nogen at følges med. At mine mange veninder tager kærligt imod hinanden og skaber nye og nære venskaber, cementerer troen på, håbet om og tilliden til at venlighed ikke bliver halveret af at blive delt. Det sammensætter blot endnu mere af det Verden har brug for: Flere vigtige venskaber.
//Nan
