Min søndags stemme
Prolog
Regler, rytme og rutiner, skikke og sædvaner samt traditioner er svære at bi- op- eller bare beholde når man har skiftende arbejdstider. Det er et vilkår som nogen mestrer, mens andre aldrig lærer at balancere det der ligner, bare på en helt ny og anden måde. Som stewardesse, er det hver morgens opgave at genkalde sig genkendelighed i en ikke eksisterende hverdag. Vi sover og står op forskellige steder Verden. Vi spiser på alle døgnets tidspunkter, afhængig af hvad klokken er der hvor vi er og så er vi hele tiden i nye konstalationer. Hver gang vi er på arbejde er der nye mennesker og andre måder at opfatte tilværelsen på end den vi kendte, fra for et øjeblik siden. Med tiden lærer man at tage det på og til sig. Man stiller om, trækker sig op og falder fint i hak med det omskiftelige ur.
Video fra Pippilottis udstilling på Louisiana
Når de faste holdepunkter er få eller jævnligt fraværende, griber man og holder fast i dem der byder sig. De konstante valg og fravalg lægges til side for at skabe blot en smule kontinuitet og det man fanger, bliver dagens (hvilken som helst dags) begyndelse. For mig, er søndag den dag, altså ikke den de fleste kender som søndag, men den dag jeg beslutter, er søndag. Den dag, er af stor betydning for ugen der kommer. Det er her jeg bliver mindet om, at livet er en gave og til for at blive brugt. Brugt til at læse, sanse og i høj grad for at elske…..
Sidste kapitel
Nogen stemmer lejrer sig i kroppen. De er varme, venlige, vedkommende og vederkvægende. De er runde, rolige, frivole og franske. Særligt om søndagen, når gårsdagen knap har givet slip på aftenen forinden eller taget den, om lidt ankomne i brug,, har samme stemme, på samme tid og på helt samme måde lirket sig ind for at ønske: ”Af hjertet godmorgen”. Stemmen har mindet os om, at netop denne morgen er særegen og speciel og bedt os strække os langsomt, mens vi vænner os til livet. Stemmen har bedt os svøbe os i vores smukke silkekimonoer og om at tage plads i de store afrikanske kurvestol og lytte, mens stemmen saligt forsøder vores intellekt og vores hjerter.
Denne ufatteligt tidlige morgen sidder vi så der, med benene trukket op under os, ved det sprudlende langbord med masser af gæster og hundredevis af retter, ophidsende samtaler og ingen bagkant. Vi taler om, at noget af det smukke ved livet er at man kan ønske sig og håbe på noget og at vi, når vi åbner øjnene om morgenen, ser ind i vores eget liv. Vores elskede, garderobeskabet og døren ind til stuen og om, at det er op til os selv, hvordan vi ser på det hele – om det behager os. I løbet af formiddagen åbner vi en masse små døre, ind til livet vel at mærke og i vores uafladelige søgen, ramler vi ind i det på alle mulige måder.
Af hjertet tak Croque Monsieur, min trofaste søndags stemme som mindede os om at gå i for store sko, leve et så spændende liv fra søndag til søndag som muligt og for at sige ordne: ”Om lidt er der nyheder, men bagefter bliver alt godt igen”.
Mine søndage skal til at tænkes om, men ikke mere end at jeg aldrig vil glemme de sidste ord om, at livet er en gave og at det skal leves lige nu.
//Nan
