En længsel bliver udsat og indfriet
På et podie ved Pavillonen danser et par. Hans venstre arm er strakt mens den højre, ømt og nænsomt, holder hende der ikke er, om livet. Nakken er lang, ryggen rank og ansigtet vender han alt efter retningen, de sorte snøresko med hæl bevæger sig. Kun få meter derfra danser hun. Hendes højre hånd holder om hans hånd, den som ikke er. Den venstre hviler elegant i luften som hvilede den på en skulder, følsomt … varsomt. Hendes ryg er en anelse svajet, albuen hævet og hovedet lagt let bagover. I 3/4 dels takt valser de, med en meter imellem sig og det er smerteligt at se den usynlige, men nu så synlige virus vidne og vise sin skræmmende skikkelse.
Med de to opstår hos mig, en inderlig længsel efter det der var. En længsel efter det jeg i dag omtaler i præteritum og perfektum. En længsel efter at begejstres, behages og betages ….. sammen! og ikke hver for sig. De to ensomme dansende minder om en inderlighed, om det lille sug i maven før forbehold og tilhold mod ophold. En magisk melankoli, en vemodig nostalgi.
Imellem dem svæver det lille virus med de store værd. Den der har fået os til at udskyde trangen til kram, til at være tæt og lært os at leve adskilt. Det er det jeg bebrejder den mest og det er det, jeg mest længes efter. Jeg længes efter at være noget for nogen, sammen med nogen. Nogen lærer mig, at længsel ikke er det samme som savn. Man kan bruge længslen til noget, gøre passiv til aktiv, tale i præsens. Drivkraften bliver de dansende ved Pavillonen, for selv om det for mig var umiddelbart begrædeligt er det også progressivt eventyrligt at fortsætte hvor man kan. Man kan fysisk flytte sig og agere fremadrettet.
Synke ned – løfte op
I dag har jeg lakeret mine negle og atter taget mine smykker på. Uniformen har jeg taget af bøjlen, strøget mit silketørklæde og poleret mine sko. Det næste døgn skal en del af længslen fortrænges og sammen med gode kollegaer skal vi krydse grænser, for at flyve til Kina. Flyet skal fyldes med værnemidler og hvor jeg tidligere blot er taget på arbejde, vil jeg i aften være på mission, mest min egen. For når vi lander igen, vil jeg parkere længslen som et vilkår. Et naturgivet og nødvendigt livs vilkår som minder os om det, man for ofte tager for givet. med lidt øvelse i 3/4 dels takt.
//Nan
