Når tankerne går tur – min indre dialog
“Hun får den bedste version af mig selv frem” læser jeg i en kærlighedserklæring mellem to og så læser jeg ikke mere. Det er sådan det er med jeget, tænker jeg, at det har nuancer. At det er et kalejdoskop fyldt med farvede glasstykker. Smukke, nye, brogede, mindre pæne, komplimenterende, dem vi bedst kan lide og dem vi aldrig selv ville have valgt. Vi rummer dem alle, selv den farve som vi endnu ikke kender eller nogensinde har set.
Jeget kan være en ny erkendelse: “Det ligner slet ikke mig”, en tilståelse: “Jeg blev til noget jeg ikke ønskede at være, men også en ny opdagelse: “Jeg har set helt nye sider af mig selv”. I vesten ser vi os selv med egne øjne, mens man i østen ser sig selv gennem andres, siger nogen, men mon ikke jegets tonsvis af toner er tilnærmelsesvis ens? Mon ikke, at man kan både miste, men også søge og finde sig selv, uanset ?
At være i stand til at indfange og udforske andres opfattelse af en, skaber i bedste fald et selv billede og en indre dialog. Gennem den og det, må man øve sig i at a- eller reagere, holde sig selv lidt i hånden og øge selvbevidstheden – om ikke andet, så for en stund.
Gennem livet, kan der indfinde sig en længsel efter at slippe for forklaringer og søge svar men en livslang nysgerrighed fuld af spørgsmål kan muligvis være den mest fredfyldte gave man kan byde sig selv. Det skaber muligvis den smukkeste sammenhæng mellem de værdier man ønsker sig og de egenskaber man besidder, eller de egenskaber man ønsker sig og de værdier man allerede indeholder. Det kræver mod at erkende, at ikke alle farverne i ens kalejdoskop er lyse eller gennemsigtige, men hvis man genkender de mørkere og mere uforklarlige men eksisterende, bliver det lettere at dreje symetrien og lade de små spejle finde nye mønstre.
Og sådan gik mine tanker atter og engang en tur….fra kærlighedserklæringen i magasinet og hjem til mig selv. Jeg tror, at jeg forstår mig selv gennem de mennesker jeg omgiver mig med`s øjne. De mange øjne som færdes og opfatter Verden sammenfaldende, men også ganske anderledes end jeg. Det får mig til at reflektere og spekulere og mere end halvvejs gennem livet har jeg forsonet mig med, aldrig at lære mig selv helt og aldeles at kende. For at finde den bedste side af mig selv er jeg – helt i orden – afhængig af mine omgivelser….Jeg mærker med den største taknemmelighed, at jeg er blandt nogle af de aller fineste.
Vær dig selv – alle andre er taget (Oscar Wilde)
//Nan
