af talverdenop | maj 30, 2019 | Hverdagstanker og drømme
Det begyndte i ‘Paris i februar. De skulle bare være sammen et par dage uden forudbestemte formål eller anstillede agendaer. De skulle slentre, spiste og skåle og i et stille øjeblik, mens de flettede fingre på en bænk i Jardin du Luxemburg siger han: “Hvis nu vi skulle have hund igen” ………………………..
“Inden I bestiller en hvalp hos os, så læs venligst disse sider først: “ØNSKER I AT KØBE HVALP” så kan jeg mærke, at I er seriøse” og hun læste selv om hun vidste, at hun var kampklar, parat start soleklar. Hun rystede indvendigt på hovedet af alle spørgsmålene hun skulle svare på: På en skala fra 1-10 .. Du må ikke svare 5 og himlede med øjnene da hun frasagde sig muligheden for selv, at vælge hvalp. Hun farvede fortællingerne når hun fortalte om den “plagsomme process” og “de prekære procedurer” for i det hele taget at komme i betragtning.
Omsider kom de på den svært opnåelige liste og de spøgte med “at man ikke kunne være sikker på at få en hvalp før den var i bilen og man var 15 km væk” Af hunde-moderen blev de vedvarende adviseret om at følge film på hjemmesiden, læse lange mails og på afhentningsdagen, deltage i et otte timers oplæg, om det at blive et hunde medlem rigere. “Vor Herre bevar mig vel” tænkte hun ……….. Det er her, jeg har noget, jeg gerne vil sige undskyld for.
Fredag kørte vi mod Ølgod, for at blive undervist og “hvis bestået”, modtage en mørkebrun doodle hvalp med grønne øjne. Her forende ro og spænding sig og jeg blev forlegen, fad, flov og farveløs for jeg forstod. Forud for afvikling og afhentning af hvalpen har fulgt et engageret og en dedikeret interesse, et livs investering. En sjælden mødt indlevelse og videlyst, en ihærdighed og ubegrænset træning for at blive, ikke bare bedre, men bedst: Et møde med en påpasselig, pålydende, passioneret person med en ambitiøs dagsorden, om at videregive de fine små hvalpe liv i tillid.
Mine fejlslagne fordomme nåede aldrig at slå rod. Buketten er om organiseret og til dig hunde mor, vil jeg plukke, undskyld og tak og du skal vide, at det er to af de smukkeste.
//Nan
af talverdenop | feb 22, 2019 | Poesi og sproglige finurligheder
“Ja, ja….jeg er lige landet. Jeg troede, at vi havde en aftale om, at du skulle hente mig? Istedet måtte jeg halte afsted med to kufferter og fire papirsposer. Ingen kunne komme forbi mig på rulletrappen…. bla bla …. Du må i det mindste kunne komme og hente mig på stationen? Jeg skal jo videre til lægen … bla bla…. Fik en tid lidt akut….det er jo ikke noget man skal gå for længe med….”
Nogen, læser op af et postkort som ikke er til mig. Nogen, har skubbet mig ind i et soveværelse hvor jeg ikke kender de to som ligger i sengen. Nogen, har inddraget mig i forhold jeg ikke kender til, konsekvenser jeg ikke ønsker at være en del af, en privat fortælling i et lukket, men offentligt rum.
“Undskyld”, siger jeg, mens jeg smiler forlegent, men dette er en stillekupe. Jeg peger hen på skiltet med en finger som holder for de spidsede læber og fra sekundet inden, til sekundet efter jeg har sagt undskyld, hører jeg selv, at jeg er blevet ældre.
Ikke mange steder er der stilhed, men stadig stigende støj skabt af os selv. Mennesker og maskiner dominerer og regerer, der rasles, krattes og skrattes, skrues højt – højere – højst op for højtalere og høretelefoner for til sidst at ende med høreapparater som skal hjælpe os med at høre igen. Der bliver puffet og skubbet, aset og maset i rummet hvor høj støj, er brudt gennem lydmuren og hvor stilhed og samfundssind forskrækker, i form af fravær.
Telefonsamtalen drejer sig nu om mig, mens øjne og hænder beskriver, hvor besværligt det er, at forlade kupéen. Rullekufferter og papirsposer bliver trukket gennem den smalle dør, vrissent og voldsomt, højlydt og fortørnet over den manglende forståelse….
Jeg ser mig forsigtigt omkring og en ældre herre – måske vi er jævnaldrende – nikker, smiler og siger: “Hun kunne i det mindste have sat medhør på, så vi kunne have haft glæde af at høre den anden version af historien”.
And so peacefull untill……
//Nan
af talverdenop | jan 19, 2018 | ALT
Undskyld! Det var ikke med vilje. Jeg tænkte mig ikke om. Jeg beklager….modtag min undskyldning. Jeg tog fejl – om forladelse.
Undskyld jeg kommer for sent (underforstået, så er det sagt, så kan vi komme videre) Undskyld (indledning) må jeg have lov til at forstyrre et øjeblik? Vil du have, at jeg skal sige undskyld (substantiv) Vil De fortsætte Hr. Hansen – undskyld – Nielsen (fortalelse) Undskyld, men (ikke gyldig undskyldning)
Kan man blive fritaget for skyld? Undgå skyld – den forbistrede onde skyld?
“Sorry, is all that you can't say/Years gone by and still/Words dont come easily/Like sorry- like sorry”
Tracy Chapman
For politikere og sportsfolk er det blevet mindre svært at sige undskyld. Af og til i en sådan grad, at ordet i sig selv, næsten mister sin betydning.. Det ellers lille så utrættelige og dog så altafgørende ord, er så udbredt, at man tvivler på, om det kommer fra hjerne eller hjerte. Èn undskylder for spritkørsel, én for at have sendt krænkende mails til kollegaer, én for at have bragt sit parti i stormvejr, én fordi hendes ministre ikke rejste sig for Dronningen, én for at have taget epo, en for at have belemre sine vælgere med møgsager, én for at ytre sig racistisk, én for ikke at have videregivet vigtige oplysninger, en for at have slået sin kone ihjel. Og det kan være vigtigt og rigtigt at få sagt undskyld, men undskyld er ikke et universalt helbreds-ord i sig selv. Det kan det være for den der siger det, men ikke altid for den der modtager det. Vi kan undskylde for noget vi har gjort, men undskyldningen har først sin reelle virkning når modtageren forstår og accepterer den. At bede om og modtage en sådan, kræver heling og refleksion. Ordet kan ikke stå alene, men skal tage handling i hånden og så skal det bruges med omtanke. Sammen skal man igen kunne se ud af forruden, men ikke glemme at kaste et blik i bakspejlet.
Hver især tillægger vi undskyldning egen betydning – nogen personligt – andre strategisk. Men for at undskyld, ikke skal blive for trampet på, for fladt eller for slidt simpelthen, må de der har påtaget sig et hverv, de der er blevet betroet, forbilleder, repræsentanter og dem vi kigger på og beundrer, kende til ansvaret og hellere reflektere før end efter. Forebygge før skaden sker. Historien står jo ikke til at ændre…… eller jo, ….. man kan selvfølgelig lappe og lime…,.Det mærkelige er blot, at den undskyldning vi får, sjældent vejer lige så tungt som den vi savner.
At undskylde er at påtage sig et ansvar, men også en skyld som man gerne vil fritages for, så man kan komme tilbage i flokken. Havde man dog blot erkendt det man ved i dag, i går, for så havde man ikke behøvet at sige undskyld. Omvendt, peger en reel undskyldning naturligvis, mod en dialog, at én har lyttet. En undskyldning er en åbning og en erkendelse af, at vi er fejlbarlige, at det er menneskeligt, at vi…. er….
Lad os i mellemtiden gøre os umage, forvente noget af vores medmennesker og tro og håbe på, at de også forventer noget af os.
//Nan
