Træd et skridt til side, før du selv træder ind
“Kan vi komme tættere på hinanden?” spurgte hun. “Skal vi?” svarede han.
Hun havde kendt ham siden folkeskolen og genkaldte nu et rørende øjeblik, for mere end 30 år siden. Han havde grædt og fortrudt og fortalt, at lige netop den del, den intimitet, det øjeblik, ville han gerne have gemt og kun haft, med sin kommende kone. Tårerne var kommet uventet og han følte sig afklædt og glasklar. Hun og han var ellers bedste venner, tæt besjælet, personlige og private, men hvor der for hende ikke var nogen grænser for, hvad hun ville dele med ham, nærede hun stor respekt for, at han havde ville beholde en lille flig af sig selv, hun aldrig skulle have set. Når hun tænkte efter, var det måske netop de mennesker hun havde mødt i livet, hun nærede den allerstørste respekt for; De, der lod lidt tilbage, de der kontinuerligt overraskede, ved at lade lidt til gode. Det både udfordrede, nærede og motiverede hele livet at bevæge sig langsomt, for hvert møde komme lidt tættere på, men muligvis, eller højst sandsynligt, aldrig helt ind under.
Den lille episode fandt sted, en nytårsaften for mere end 35 år siden. Tider skifter, nye generationer sætter tonen og det at holde noget for sig selv, være privat, er for mange for evigt forandret. Døren er blevet sparket ind og gardinerne flået ned fra vinduerne. Vi har givet hinanden lov til at kigge med, kigge ind og nyde udsigte fra første række. Alle får mulighed for at tage del i alting og ikke et øjeblik, skal holdes inden for de få. For når regnbuen er smukkest eller græsplænen er nyslået, når børn og hunde har fødselsdag eller forældrene, bryllupsdag skal det deles. En nyindkøbt blomstret kjole eller en strandkant hvor bare ben er ude for at sole, tips til rejsedestinationer eller links til nyhedsinformationer….. Vi poster når vi magter og når vi mister. Vi involverer og inkluderer og reserverer kun lidt – om noget – til de få og sjældent kun til den eneste ene.
De sociale medier giver os muligheden for at dele og netop det ord, er jo både sympatisk og tillokkende Tænk sig, at venskaber foldes ud i fællesskaber med adgang til klæde- og kundskaber og vi deler … deler ud, deler meninger, momenter og løsrevne komponenter med hinanden. Døgnet rundt er tæppet trukket og forestillingen, transparent og let tilgængelig. Hvis man kan lide det man ser, kan man betale med den sociale valuta, kvittere og “like” så oxytocin, endorfin og serotonin breder sig hos aktørerne. Man kan gå til og fra, logge ind og ud ad den 3. virkelighed, blive chokeret, indigneret, intimideret og provokeret, men også flatteret, interesseret og smigret. Det er et tilbud og man kan bruge det om og som man vil, være stjerne, statist eller seer. Showet er for alle og holdes i gang af os selv – nogen transmitterer, andre kommenterer – fra man logger til man blokker.
Der er langt imellem et glimt, af et uventet øjeblik. Alting sker for en eller anden, et eller andet sted. Den medfødte motivation, nysgerrigheden på og efter, er blevet svækket og erstattet af en bladren gennem gentagelser af informationer, som ligner dem fra dagen før. Ligegyldige vinde blæser gennem det åbne vindue til det hudløst ærlige, det uden filter og det ublu. Scenen er sat, spot, lys og lyd: Vi er på.
“Kan vi komme tættere på hinanden?” spurgte hun. “Skal vi?” svarede han.
//Nan
