Blød hat og handsker
Det er længe siden, at nogen har trådt mig i hælene så skoene falder af, bevidst. Det er længe siden, at nogen er kørt ind foran mig på cykel, så mit forhjul har ramt deres baghjul, med overlæg. Det er også længe siden, at nogen er gået ind foran mig, for at afskærme den køreplan eller den forside på Metro Express jeg er i gang med at læse ….. hvis nogensinde. Der er masser af måder og metoder at færdes i det offentlige rum på; langt de fleste fungerer formidabelt og det er ukompliceret og ubesværet at holde til højre, når to gående skal passere hinanden eller lade én komme ud af en butik, før man selv træder ind. Nå ja, det er måske lidt gammeldags, men det er solidt og socialt og peger i retning af et mere bekræftende og positivt samvær. “Jeg ser dig!”. Holder man albuerne lidt ind til kroppen, er der basis for at kommende generationer også lærer hensynsfuldhed at kende og at “old school” kan blive “the new tool”
På Nørreport Station, under jorden ved metro stationen, står vi mange og venter. Idet metroen ankommer, flokkes folk om dørene og kun få træder til side, så de der er inde, kan komme ud. Vi maser os forbi hinanden og kigger hastigt, til både højre og venstre for at se om det lykkedes os, at komme ind og få en siddeplads. Det lykkes sjældent og ærgerlige, stiller vi os tæt, dog uden at røre hinanden, og balancerer os frem til destinationen. Skulle nogen rejse sig undervejs, så der bliver en ledig plads, er der pludselig ingen af os, som er interesserede længere. “Bare tag den – jeg skal ikke i forlegen karambolage om en siddeplads”, synes de fleste nu at tænke.
I køen i supermarkedet, har de fleste sat deres kurv på gulvet foran sig. De har fundet deres telefoner frem, mens de utålmodigt skubber til varerne, dog uden at kurven rammer den foran. Andre står med korslagte arme og vurderer køens længde, om det mon kan svare sig, at tage køen ved siden af? 
En kunde nærmer sig kassen bagfra og folk kigger op fra telefonerne og hænderne som før var korslagte, bukker sig for at tage fat i kurvens håndtag da hun spørger: “Åbner I en kasse mere”. Kassedamen trykker på en knap og en stemme beder en flink medarbejder, om at komme til kassen. Kunden forsøger at regne ud, hvilken en af kasserne, der mon vil åbne og stiller sig mellem to, istedet for at gå bag en af de allerede eksisterende køer, som alligevel, lige om lidt, vil gå i opløsning.
Ved security i lufthavnen bliver passagerene guidet gennem reb og bånd, men kun til et vist punkt. Herfra kan man gå både til højre og venstre. På netop det sted, er der altid en vis tøven….højre…..venstre? Nogen går et par skridt til venstre, men fortryder og vælger istedet højre. Andre er mere målbevidste og har allerede ved båndets start, regnet den ud, men kun lige indtil de når frem til det sted, hvor bælter, computere og små plastikposer med væsker i 100 ml. størrelser skal frem. Ikke alle har fået telefonen eller småpengene ud af lommerne og fortrydelsen og skuffelsen over at vælge den forkerte retning, får de bagved stående til at slå ud med armene og ryste på hovedet.
Daglige scenarier som de fleste af os ser os igennem. Øjeblikke, hvor nogen vinder et par minutter, mens andre må lade et par minutter gå. Sådan er livet jo også, men i de øjeblikke det står på, bliver det let til ufravigelige og utilgivelige minutter, som vi stjæler fra hinanden. Jeg er vokset op eller måske opdraget med, at måtte vente til det blev min tur, ikke at mase, at lade fadet gå rundt før jeg selv måtte tage, rejse mig for et ældre medmenneske i de offentlige transportmidler, at tale pænt og at smide skrald i affaldsspanden. Senere forstod jeg, at man naturligvis ikke parkerer på en handicap p-plads, medmindre man er handicappet, at man tager en pose med til sin hunds efterladenskaber og at holde den i snor, hvor det er påbudt samt at hilse på sine naboer og undlade at slå græs efter klokken 20:00. Det har aldrig været kompliceret, men en daglig fornøjelse at give plads, tillade og tilgive. Det er let at undvige, stikke ud og stikke af fordi man kan, men man kan også undlade det og gøre det lettere for flere ved at indgå, med lidt fornuft og forstand. Det handler om hensyn, omtanke eller omsorg. Menneskelige værdier som vi til stadighed, bør holde fast i, videregive og udveksle med hinanden.
//Nan
