Dør om dør

af talverdenop | jun 28, 2019 | Den positive debat

Jeg ved nøjagtig hvad skal til for at åbne porten og selv om det kun er mig der skal ind og ingen ud og selv om det er 14 år siden, at vi flyttede derfra, stiller jeg mig lidt til venstre og læner mig lidt mod højre, før jeg giver porten et kraftigt skub. Jeg ved akkurat hvor længe den står åben, afhængig af hvor hårdt det er lykkedes mig at skubbe, hvor lang tid jeg har til at komme igennem. Jeg ved eksakt, hvornår jeg skal gribe den igen og skubbe for at nå ind med kassecyklen før den rammer det bagerste hjul og jeg må skubbe en tredje gang. Jeg ved det fordi jeg er kørt gennem den samme port med vores døtre en stor del af deres barndom på Østerbrogade. Jeg husker fortsat fornemmelsen af at gå ned ad de linoliumbeklædte trappe trin fra tredje med den ene datter i hånden og den anden på armen, hvordan vi gik gennem gården og hvordan jeg løftede dem op i Christiania kassen, med den skrædderskårede skummadras i bunden. Og så alså … kunsten at komme vellykket gennem porten.  

Sådan var det også, at åbne lågen på Knapstrupvej, i mit barndomshjem i Brønshøj. Der var to veje at gå dertil. Enten den trafikerede, hvor alle butiksvinduerne blev beundret eller ad bagvejen med murermestervillaerne. Uanset, var fornemmelsen at skubbe til den grå jernelåge med trådgitter, den samme. En lille fjeder knirkede klangfuldt en oktav op når lågen åbnede og istemte samme leje når den svingede tilbage igen og inden man var nået ca. fem skridt op ad havegangen, smældede den sin stille salut. Op og i, ud og ind. Jeg husker sikkert, den let skrånende stenbelagte sti, forbi stue- og køkkenvinduer, rundt om hjørnet og direkte ind ad hoveddøren. Afhængig af om min mor var hjemme, ville den være åben eller låst. Var hun ude, skulle vi videre rundt om et andet hjørne og finde nøglen undrer en urtepotte, men som regel når man tog i dør håndtaget, ville det åbne og en på den anden side, ville tage imod.

“Når en dør lukkes, åbnes en anden” siges der og det er sikket sandt. Man siger også, at man ikke må smække med døren” og altid “lade døren stå på klem”. I dag skal jeg hverken passere eller forcere porte eller låger, men op ad fire trin hvoraf det ene vipper. Vores hoveddør er malet sort og i den et vindue med vores navn indgraveret. Vi har ingen klokke så man må selv driste sig ind og det gør de fleste for den er sjældent hverken låst, lukket eller smækket, men står som oftest på klem. Håndtaget er en smule stramt så man skal trykke til, men så går døren behændigt op. Den dør som er blevet åbnet af så mange hænder og naturligvis også mange gange af mine.

Og mit ellers så planlagte liv går i stå

og erstattes af tanke bude

som får den spildte tid til at gå

når nu jeg har lukket mig ude

//Nan