Den tid på året …hvilken?

Den tid på året …hvilken?


Vi er kollegaer, men ellers har vi ikke meget tilfælles. Vi har forskellige køn og alder, endog nationalitet. Rejemaden er generøs og øllet i glasset på stilk, berhesket men bekvem. Vi taler om Verdens uroligheder og den manglende evne til at lære af fortiden, om at undgå gentagelsen af historiens uheldige handlinger, men også om at fastholde forhold – gentagelsen – givet af netop historien. Traditioner som byder på forudsigelighed og tryghed og “vi ses igen samme tid, samme sted”. Det der giver værdi og skaber bånd til forrige generationer ved f.eks at spise det de gjorde eller udføre samme “ritualer”. Det skaber et kit at være fælles om noget, skabt af andre men videreført af os, deres mange x tipoldebørn.  “Jeg tror desværre” siger en, “ikke at mine børn ved hvorfor vi sætter lys i vinduerne d.4. maj … eller hvorfor vi spiser hveder eller har adventskrans”. 

Jeg kan godt lide tanken om at stå på skuldrene af dem der var, alle de millioner af mennesker, som byggede og boede, begik fejl og udbedrede dem, bedrog, beklagede og begyndte igen, beskyttede og beskrev det meste, så vi kan forholde og forstå, hvorfor, hvordan, hvem og hvad. Jeg kan lide idéen om, at vores forfædre ikke har levet resultatløst, men vidnefast. At vi bærer, viderebringer og bruger de beslutninger og begivenheder som har fundet sted. Det er det der bidrager til samhørigheds følelsen – alt det vi har sammen eller- at vi kommer fra noget, af noget …. af nogen. Tanken om styrker, ikke bare mig men fællesskabet især, når vi mødes i en meningsfuld ramme som udspringer af historien. 

Forudsætningen for at forstå, bryde eller bevare, afhænger også af os. At vi er dygtige nok til at fortælle, at det vi har, ikke kan tages for givet. At vi ikke må glemme men også at vi skal huske ikke at trivialisere traditioner, for hvis traditionerne udebliver, fordi vi ikke længere kender deres ophav, hvilke værdisæt skal vi så stadfæste fællesskabet under?  Sammenhold både styrker og stabiliserer, men det skal holdes ved lige, men først skal det læres. 

På tallerknerne ligger kun den kvarte citron og måske en dildkvist. Et øjebliks tom tavshed indfinder sig og vi forstår hvor vigtig en opgave vi hver især har, for at iklæde os og klæde hinanden på med historien for at forstå vores samtid. Og måske endnu vigtigere nu end før, med den opsigtsvækkende indsigt vi har adgang til om Verden. For ikke at forsvinde er behovet for at fortælle og dele måske så meget desto mere essentielt. Vi har brug for at være fælles om noget, noget andet end blot at bo i det samme land. 

 

Om et par dage er det Mortens aften, en oplagt mulighed for at mødes og fortælle, at: Morten oprindelig hed Martin og var biskop af Tours. Han blev født år 336 og som 15 årig meldte han sig til den romerske hær. Her blev han kendt som den hellige mand, da det siges at han kunne helbrede syge og vække de døde. Martin blev senere fordrevet fra Rom og levede længe i et kloster i Gallien. Her ville man gøre ham til Biskop, men Martin som ikke var interesseret i dette, gemte sig i en gåsesti. Gæssene skræppede og afslørede Martin som blev fundet og udnævnt Biskop og Martin besluttede, at der på den dag han blev fundet, hvert år skulle slagtes mindst en gås. Hans egen dødsdag blev en helgenfest og i Danmark blev denne dag til “Morten Bisp”. Man lagde den i november, da det var en af de få gange på året man spiste fersk kød som ellers blev nedsaltet. I danmark blev gåsen til and, da det var langt billigere.

Velbekomme.

//Nan

Skal vi gøre det en gang til?

Skal vi gøre det en gang til?


“Try a new tradition” står der på reklamen jeg iagttager gennem ruden i Øresundstogets vindue på Hovedbanegården, mens vi venter på, at mennesker med gavemærker til og fra, er på vej ud og ind af toget. En retorisk sproglig figur, en antitese, en oxymoron eller zeugma, for hvordan skulle noget nyt kunne forenes med en procedure som gentages igen og igen? Men jeg forstår, at hver generation tager og skaber traditioner som på en gang skal være genkendelige, men også genskabes og genopfindes på ny. Der er noget vi plejer og nu gør vi det en gang til, men denne gang med modifikationer. Sådan er julen på alle måder synes jeg.

Hver morgen i december, gik jeg hen til den korssting broderede julekalender der hang på døren til mit værelse. Der var 24. små tændstikæsker hver, med et stykke slik til at begynde dagen med. Før aftensmaden så vi børnenes u-landskalender, som blev sendt i farver og varede et kvarter. Min mor pyntede hjemmet med udklippede kravlenisser, hun satte på alle  billedrammerne,  hang appelsiner med nelliker i røde bånd i vinduerne og tændte kertelys i det lille englehjul der med varmen, fik englene til at flyve i kreds. Min bror og jeg fik røde og grønne juleark med plastik mærker vi selv måtte klistre på vinduerne og cirka midtvejs i december, gik vi med min far til torvet for at købe det konventionelle juletræ. Juleaften fik jeg flettet hår og bundet røde sløjfer, trak gamasher uden over lakskoene og de hvide strømper for ikke at blive kold, på vejen hen til min mormor. Her begyndte aftenen i køkkenet, hvor børnene sad med frugtfarve og marcipan og formede aftenens konfekt og senere fik vi både and og steg og kartofler fra glas vendt i sukker og smør. Når ris´a la manden skulle serveres, blev den portions anrettet i køkkenet, mens børnene blev sendt ind i stuen for at hente min mormors cigaretter. 

Vores egne børn fik ikke slik hver morgen i julesokken. Tiden var på alle måder, løbet fra sukker start. På en måde, var den også løbet fra røde silkebånd, frugtfarve, og plastik dekoration til vinduerne. Børnenes u-landskalender  varede nu 25 minutter, den på DR for hvis man har/havde lyst, kan man vælge frit fra fire eller fem flere, på de andre kanaler. Denne måned pynter vi vores økologiske genbrugsjuletræ, som står i potten udenfor, i hvidt og sølv. Vi køber eksklusiv chokolade, laver det vegetariske alternativ og snitter en rødkåls salat med appelsin og guinoa.  I 15 år, skrev jeg julekort, men det var før de sociale medier og mens der fortsat fandtes  frimærker, posthuse og håndskrift og et postvæsen til at bringe dem frem. Vi holder jul flere forskellige steder og da ingen ryger, har vi skålen med ris a la mande på bordet, så alle har samme fair chance for at få mandlen.

Toget sætter i gang og vi forlader Hovedbanegården, kører, standser. Nogen står af –  toget samler andre op. Jeg lægger til og trækker fra. “Traditioner”, tænker jeg, kan tabes med tiden. Men det sker sjældent uden refleksion.  Skal vi gøre som vi gjorde eller skal vi lave noget …. det hele … om og afhængig af udfaldet kan de afstås eller adopteres. Jeg står af toget og går ned af vejen. Naboen har stillet sin gamle velkendte julebuk frem og genboen, lagt en invitation til den årligt tilbagevendende julepunch. Verden er foranderlig og global, men lokalt er det nu trygt, at nogen forsat fastholder de samme gamle traditioner.

Glædelig jul

//Nan