Frihed, frisind og idéen om at ville noget andet

Frihed, frisind og idéen om at ville noget andet

34 hektar  eller 340.000 m2 – Så meget eller så lidt, fylder Danmarks fjerde største turistattraktion,Christiania. Smukt omkring voldene på Christianshavn bor 630 voksne og 130 børn, dels i nedlagte kasernebygninger, lader og krudthuse  og dels i barakker og skurvogne, de selv har konstrueret og bygget, mestendels af genbrugsmaterialer. I søen bor lappedykker, skarv og fiskehejre, gæs, ænder og knopsvane, på land bor man i Pagoden, Bananhuset, Carls Bastion og Snesol som måske ligger på Mælkebøtte- eller Mælkevejen og selv om man godt kan hedde Kim og Karina hører man oftere navne som Tjalfe, Urban og Nemo.

Slumstormere, hippier, kunstnere, hjemløse og narkomaner, indtog det nedlagte kaserneområde i 26. september 1971. Flere af dem fulgte en drøm, om et liv baseret på frihed, kreativitet og fællesskab. Flere af dem har været med til at nedskrive Christianias målsætning, om at opbygge et sted, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig, under ansvar over for fællesskabet. Flere af de oprindelige indbyggere bor stadig i den kollektivt styrede landsby; Det samme gør deres børn og børnebørn. De vokser op på Staden i Hovedstaden. En stad med både indkøbscentral, grønthandler, bager, smedje, cykelforretning, træværksted, ovn-værksted, trykkeri mm. En stad med spillesteder, restauranter, gallerier, teater, opera og jazz, men også en hverdags stad med mulighed for at indånde det skabende, skæve og selvstyrede særklasse samfund og blive mindet om, at der findes alternativer.

I 1975 fandt det første julemarked på Christiania sted i Den Grå hal, oprindeligt en ridehal fra 1853. Der blev solgt ud af hjemmesløjd, hjemmestrik og hjemmebag og man byttede og købte for kontanter. I dag, over fyrre år senere, skal man booke stadeplads i god tid, have mobilpay og ikke nødvendigvis Christianit. I dag kæmper oprindeligheder med fabriksfabrikeret, støbt og formet, men ikke i Den Grå Hal.  Her hånd- fletter, former, væver, trykker og plukker man fortsat unikaer og originaliteter. Julemarkedet er for mange en tilbagevendende tradition om at gense de mange små boder med kunsthåndværk, smykker og opfindelser. At drikke glögg med rom, spise lune æbleskiver og få øje på nissen der spiller fløjte hvis ikke han råber, at det er en god idé at se børneteater: “Så er man sikker på at komme i julestemning og har man fået en jule overdosisvende, kan man blive kureret”.  Man kan købe en plastik ko med glimmer og lyseholder i ryggen,  lytte til lysene og Django Rheinhard, se på en natugle med neglelak og diadem, eller blot, vove sig ud på Christiania – et oprør, en øjenåbner, en forløst drøm.

Christiania har modstandere og tilhængere som så mange andre samvær- og samfundsformer. En overgang boede jeg på Christmas Møllers Plads og i den tid, blev Christiania mit tilholdssted. De tidlige morgener hvor jeg løb rundt om Voldene og lyttede til lyden af brænde der blev hugget og duften, der kort tid efter steg op af de kvikt konstruerede skorstene. Eftermiddage med musik, en håndøl og mennesker der gik til og fra og aftnerne hvor man kunne få sig et billigt måltid mad fra en af de mange gryder eller grillen. Sameksistensen af løsgående gadekryds og skæve eksistenser, men naturligvis også det paradoksale i, en gade fuld af forbudte sager, som man konstaterer og ignorerer, men hverken fotograferer eller konfronterer.

Jeg kommer stadig på Christiania og i lørdags da jeg gik fra julemarkedet i den Grå Hal, sad Julia og Julius og mindede mig om det fineste initiativ – det Christiania er aller bedst til: “De juleløses jul”.  Jeg har selv hjulpet med afholdelsen, sammen med de mange andre frivillige kræfter der kokkererer og arrangerer og klapper taktfast når over 1000 gæster ankommer. Det er smukt, fuld af varme og kærlighed og skærer julesulet fra og helt ind til benet af, hvad julen egentlig handler om; At flette hænder, skabe julelys og samhørighed og sammen fejre hjerternes fest. Den grundtanke lever for mig, hele året på Christiania.

//Nan

En fast repetitions tradition

En fast repetitions tradition

Hvert sekund døgnet rundt, bliver fire nye Verdens borgere født. Et lille mirakel man har ventet på med længsel og ærefrygt  – Velkommen, To bliver til tre og er for de fleste usammenligneligt med noget andet, prøvet før, i livet.  Intet er som det var, alt er lige nu og andre ser det og man mærker det selv. En uprøvet ømhed og man beskytter og bekymrer sig:

Jeg tror, at det er det man kalder kærlighed.“/Peter Plys.

Med et nye familiemedlemmer, følger også familie traditioner. Traditioner, som er med til at forbinde generationer og opretholde kontinuiteten mellem fortid og nutid. Traditioner som bidrager til fællesskab, som er som de altid har været og fornyer sig. Med få marginaler og undtagelse er fødselsdagen, som for de fleste fejres uforandret. Den dag i året hvor et barn, et familiemedlem, en ven eller veninde er født, afholdes, med nuancer naturligvis, inden for samme farveskala og går over i den måske mest folkelige tradition.

Efter reformationen i 1536 begyndte kongefamilie og adel at fejre geburtsdag – en tysk tradition. Før det, fejrede katolikkerne  navnedag. Hver dag i året var opkaldt efter en helgen og den, der hed det samme som denne helgen, fejrede man. Protestanterne derimod, ønskede  ikke længere at blive sat i forbindelse med katolske helgener og navnedage blev til fødselsdage. Knap 200 år senere bredte traditionen sig til borgerskabet og gav og giver, anledning til at bryde med hverdagen og samle familien. Man bager kage og tænder lys, som symbol på liv og man skal passe på, at de ikke går ud (varsel om død og ulykke), men istedet selv puste dem ud, for så må man ønske, Vi flager og Dannebrog er ikke blot et officielt symbol, men har hurra symbolik. Man inviterer familie og venner, synger Otto Mikkelsens “I dag er det xx`s fødselsdag” uanset hvor gammel fødselaren er, giver og modtager fint indpakkede overraskelser, puster balloner op og byder på te boller og flødeboller – det holder – drikker varm kakao med pisket flødeskum – tivolikrymmel og lirumlarum.

Min egen fødselsdag har været næsten uforandret siden jeg fyldte 16 år og lige var flyttet hjemmefra. Mine uundværlige og ganske særlige veninder, bliver hvert år inviteret og vi spiser varm grøntsagsgryde med lunt brød og skåler i tempereret vin. Vi taler højt og lytter længe og de indhenter historier hos hinanden, da flere af dem kun ses denne ene gang om året, til min fødselsdag. Gennem årene er få blevet til flere og her lørdag aften sidder 40 piger og fylder … forgylder og tryller mit hjem fuld af kærlighed. Og jeg bliver præcis dén dag mindet om, hvor vigtigt det er, at viderebringe netop denne tradition hvor man fejrer og fester, får sagt det man ikke altid får gjort og stemplet og stadfestet, hvor lykkelig man er, for at være blevet én ud af de fire Verdensborgere, som bliver født hvert sekund.

Kære tætte og helt igennem vidunderlige veninder

Sammen med jer, griber jeg livets muligheder. I hjælper mig med at puste liv i dem <3

//Nan