Social stabilitet

Social stabilitet

Ude ad en smal landevej, mellem gule kornmarker, syner et skilt om, at man kan købe økologiske grøntsager og i det lille ubemandede læskur, ligger frugt og grønt til skue. På en bøjet krog hænger brune papirsposer, ved siden af et håndskrevet papskilt om, at man kan lægge penge i metalkassen, som står på bordet nedenunder. Fornøjede, høster vi store squash, ny opgravede kartofler og frisk plukkede kirsebær, tæller og lægger sammen og lirker mønter gennem sprækken til kassen.
Det er tillid i verdensklasse – den danske usynlige værdi, som i et og samme, viser både styrke og sårbarhed. På samme måde som vi ubekymret, stiller barnevognen med vores mest dyrebare, udenfor en cafe  låser vores cykler med en lille metalpind som spærrer for egerne og får de glemte byttepenge tilbage af den næste kunde i butikken.Vi har et fælles mellemmenneskeligt projekt som binder os sammen på tværs.  Vi ser hinanden i øjnene og giver håndtryk uden at skrive noget ned og tror på det bedste i hinanden. Boden ved vejen minder os om, at ingen eller de færreste vil kunne nyde en pose stjålne ærter og hvis og i fald, er vi overbevidst om, at de vil blive hjemsøgt eller få mareridt over den gale gerning.

Graver man længe nok i sandet ender man hos kineserne og i Kina har man siden 2014, ønsket at promovere netop troværdighed. “Keeping trust is glorious and breaking trust is disgraceful,” hedder det i et statsligt dokument og derfor har man bedt et privat selskab om, at oprette et overvågningssystem af dimensioner. Kreditkort, computere, tablets og telefoners aktiviteter bliver registreret i et enormt system og de 1,4 milliarder kinesere, bliver vurderet og rangeret. Hvis man opfører sig som ønsket, passer sit arbejde, bruger sine penge med omtanke og er frivillig i en parti venlig organisation, scorer man point – social credit. Point, som giver lettere adgang til mad- og behandlingssteder, men også datingsider som de, der fx ikke kommer afsted i ordentlig tid om morgenen og kører for stærkt, går over for rødt lys eller kommenterer kritisk på et udsagn på nettet, bliver udelukket fra. Det betyder, at hver tanke, hvert skridt og hvert bekendtskab man tager eller indgår i, derfor bør overvejes nøje – det er kinesisk harmoni, det er tryghedsskabende og tillidsfuldt, men det er kun med én og samme forudbestemte stemme.

Ca. 67% af den danske befolkning benytter sig af sociale medier og ca. 5,4 millioner danskere har et kreditkort. Med samme tillid som ejeren af boden ved vejen, lægger vi ublu og ubekymret vores liv og meninger frem, deler og kommenterer, like`er, læser, køber som beset og stifter bekendt- og virtuelle venskaber. Informationer florerer og cirkulerer og vi diskuterer, proklamerer og er sjældent armeret. Det beror på tillid, ikke bare til andre, men også til os selv. Og vi vokser og bliver større, når nogen viser os tillid – udfordringen er ikke tage den for givet. For selv om vi er Verdensmestre i netop denne disciplin, er det en daglig øvelse at fastholde den og alle de stemmer den måtte indeholde.

Selv har jeg fx en instagram profil. Den er ca. 1,5 år gammel og fungerer som mit virtuelle dagbogs album . Hvèr dag lægger jeg et foto op, på samme måde som jeg før i tiden, ville have skrevet en note i den dagbog, jeg ikke længere benytter. Jeg opfatter profilen som min  helt egen private, velvidende, at de der har lyst til at være med, er inviteret. Derfor er billederne længe undervejs og aldrig uden overvejelse. Vi er mange med profiler på de sociale platforme og vores tilgang til dem er forskellig, men fælles for de fleste af os er, at vi stoler på, at de der ser med, vil os det godt. At de opfatter det lille ind- eller opslag – det vi poster – son et postkort man bliver glad for at modtage, måske man hænger det op i sin bevidsthed for en stund, men før eller siden lader man det passere og kasserer så der kan blive plads til en ny hilsen. Jeg kan lide idéen med vej boden og det, at vi byder på det bedste vi har og håber på, at den kontante afregning stemmer.

Hullet til Kina er dækket til med sand og selv om jeg ofte besøger det overvågede land, har jeg hjemmefra, social kapital nok til at begå mig og social credit nok, til at rejse derfra igen. Kontinuerligt træder vi ind og ud af regneark, måleenheder og diagrammer og i mere eller mindre grad scorer vi point – høje som lave –  primært hos hinanden, men også i  mange og flere bevidstheder.

//Nan

Rigtig god tur skat

Vores yngste datter er i dag taget til Barcelona med en veninde. Da hun i sidste uge fortalte, at de havde købt billetter og lejet en lejlighed, fór forfærdelige foto fra en film forbi. Det tog ikke mere end et par sekunder og det var både ukontrollerbart og uhyggeligt. Efter et par sekunders ubemærket uro ønskede jeg hende en dejlig tur og sagde, at det ville blive spændende.
Da jeg var 15 og Pia 14, tog vi sammen til Paris under dække af, at Pias tennislærer på 18 var med. Vi så ham ikke hele ugen. Senere tog vi på flere rejser med kontanter, kufferten fuld af kassettebånd og kokosolie. Vi lovede at ringe hjem mindst en gang, men havde sjældent mønter til telefonboksen. Jeg flyttede hjemmefra som 16 årig, tog til St. Thomas som 18 årig og har siden rejst over det meste af Verden. I det levede liv, har jeg taget sanseløse chancer, bevæget mig ud hvor man ikke burde og lykkelig glemt alt det mine forældre bad mig passe på.

Det handler om tillid. En grundlæggende tro og tillid til ens medmennesker og omverden. Det er den største sociale kapital vi kan eje.

“Social tillid er den andel af befolkningen, der mener, at man kan have tillid til mennesker, man ikke kender i forvejen. Det svarer hele 78 procent af danskerne ja til – den højeste score for noget land i verden”  

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5512401/Danskerne-er-verdensmestre-i-tillid

Mange af os er simpelthen opfostret med en indgroet, grundlæggende og altafgørende tillid. Med den som mellemnavn kan vi bevæge os ud og møde alt det der venter uden for vores hoveddør. Og i en Verden, der bliver fremstillet som både mørk, dunkel og brutal, må vi hjælpe hinanden med at genskabe det positive livssyn. Er vi i stand til det og igen tale Verden op, bliver det straks lettere, at ønske sine børn en god rejse.

Jeg selv, blev kaldt fra min stand by og bedt om at flyve til Miami. Af en kollega blev jeg frarådet at tage det lille gratis tog der kører til Miami down town da der var mange narkomaner og af hotellet blev jeg frarådet at færdes i området omkring hotellet alene når det blev mørkt. Så jeg tog det lille tog til byen og kom tilbage i løbet af aftenen.

 

Hop ind

 

Jul og nytår tilbragte min familie og jeg i Carribien. Blandt flere øer gjorde Jost Van Dyke, en britisk koloni, et helt særligt indtryk. Der boede 300 mennesker på øen og tilliden og tiltaleformen var overvældende. Vi havde lejet en mindre jeep som holdt på havnen. Nøglen fandt vi under måtten. Når vi skulle aflevere den nogle dage senere, skulle vi lægge de aftalte dollar på sædet og nøglen tilbage under måtten.

I det hus vi havde lejet, kom vi rigtig fint ud af det med, Consella. Hun stod for udlejning, rengøring, madlavning mm. på stedet. En morgen spurgte hun om Nikolaj, min mand, ville køre hende ned for at handle da hun ikke selv havde bil og køleskabet var ved at være tomt på grund af højtiderne. Selvfølgelig. På vejen ned fra bjerget, gik flere med samme ærinde; at skulle ned mod byen for at handle. “Stop …We have to take them with us”. Nikolaj stoppede og i en mindre jeep med plads til fire, højst fem, fik Nikolaj undervejs, samlet seks Jost Van Dyke lokale op. De talte og grinede og krammede hinanden og pladsen i bilen syntes måske trang for den der så udefra og ind, men inde i bilen gjorde lettelsen over, ikke at skulle gå de mange kilometer, let og rummelig.

På vej hjem fra Århus i går, stod to unge mennesker ved indkørslen til færgeoverfarten og blaffede. Jeg åbnede døren for at høre. De skulle til litteraturfestival i Hørve, om de måtte køre med et stykke af vejen? Med tanke på den gode oplevelse en måned forinden, hoppede Hannah og Nemo ind på bagsædet. De havde pakkede rygsække, patchouolie og proper sorgløshed. Hannah var pædagog, Nemo antropologistuderende. De boede i kollektiv midt i Århus, ikke fordi det var belejligt, kun at skulle lave mad èn gang om ugen, men fordi de kunne lide den livsform. Hannah med det milde sind, den gyldne hud og lange lyse dreadlocks fortalte om opvæksten i Sønderjylland. Nemo tror jeg er yngre. Han har brune øjne og købt, måske på en af sine rejser, en hat som man bruger i det nordlige pakistan. Han fortæller, at han er vokset op i et kollektiv på Frederiksberg, at han skal færdiggøre sit studie enten i den nordligste del af Norge eller den sydligste del af Mexico og at han skriver digte om tid og rum. Det meste af den tid vi bruger i bilen,  bytter han rundt på de ord vi andre bruger og sætter dem sammen til nye, smager lidt på dem og lagrer dem, måske til senere digtsamling. Vi satte dem af i Vig mellem Forsamlingshuset og biografen.

Tillid til hinanden på tværs er vel mantraet for de to oplevelser. Det flytter, både bogstaveligt og mentalt. Siger det lige igen: Let love rule