Det er bare noget vi leger
Hvor kendt skal man være, og hvor mange tilkendegivelser bør man få? I hvor høj grad kan man stikke ud, før det stikker af, og hvornår blev det vigtigt ikke bare at være sig selv eller ligne hinanden lidt for den sags skyld og i hvor høj grad lykkes det så?
Det er ikke længere eftertragtet at være “almindelig”, falde ind i mængden og falde til, men frem for alt, falde i god jord hos sig selv. Sætte rødder og gro, strække sig og give efter, tage imod og byde sig til som menneske….. sådan helt generelt. Være menneske som menesker er flest frem for at udstille og adskille.
De sociale medier har givet os muligheden for at optræde, træde ud og ind på en helt ny scene. “Hvad har du på hjerte?” bliver vi spurgt og vi svarer, synes godt om og slår en status op, mens vores identiet er på spil og vores personlighed er på prøve. Vi er ikke blot længere, men kan ved hjælp af andre blive til, hvad vi vil – hvad de vil, i hvert fald for et øjeblik. Jagten på den lille blå tommelfingeranerkendelse eller det lille hjerte fra andre, men også muligheden for, at holde øje med andre er døgnets omdrejningspunkt. Den offentlige skueplads hvor nogen udstiller, andre bliver stillet ud, en ramme, et album, en dagbog fuld af person- berømt- og almindeligheder.
Vi kunne forsøge at fastholde tanken om, at vi jo alle er nogens barn, nogens forældre, nogens gode ven, nogens søster eller chef. At vi alle er nogens nabo, nogens trolovede, nogens fortrolige, nogens medarbejder eller måske lidt forenklet, at vi alle helt og holdent, blot er hinandens medmennesker. Måske vi alle er eller har lidt af dem alle i os, sådan helt gennemsnitligt gemt og hvis vi griber det billede og drysser lidt, vrede og glæde, sorg og smil, lidt fest- og hverdag hen over, så er det måske sådan livet ser ud, for de fleste – uanset hvor umage man gør sig, for at bøje af, afbøje.
Jo, vi ligner hinanden på godt og på ondt i både den virkelige og i den virtuelle Verden. Almindelighederne byder sig til og vi redigerer og polerer, toucherer og raffinerer, folder farver og filtre henover den ellers så genkendlige og gennemskuelige hverdag. Og mens vi betragter og selv og dem vi følger, drejer kloden stille rundt….. med mængden, den almen menneskelige masse som de fleste af os alligevel og i sidste ende, ønsker at være en del af og indgå i. med viden om at himlen er malet blå, med en solskinsstribe på…..
Måske er det hele lidt fordrejet og lidt for velovervejet, men sådan er det med øjebliks ønsker og drømme, som virkligheden jo også består af. Hvor kendt skal man være og hvor mange tilkendegivelser bør man få?
vælge lyset frem for skyggen
gi’ mig selvet puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
//Nan
