På gensyn i himmelen
Det er 29 år siden, at jeg blev ansat som stewardesse i et af Verdens ældste flyselskaber. En helt uforståelig udvikling havde fundet sted i de mere end 40 år der var gået forud og fortsat og fremover, bliver der modificeret og justeret. Naturligvis er ingen arbejdspladser uforandret efter 30 år, luftfart ved jeg med sikkerhed, er ingen undtagelse. Elektronisk udvikling og magisk afvikling, skillinger man vil give og service man vil have er eksploderet, eller eroderet afhængig af, med hvilke øjne man ser. Mennesket, i dette tilfælde en stewardesse, finder frem, fastholder sit fag og fremstår som selvsamme, mens kloden drejer stille rundt,
stiller vi ind, om og an.
1980`erne var ved at rinde ud, Calvin Klein nederdelen gik til lidt under knæet, guldknapperne i den hvide skjortebluse var knappet og jakken med skulderpuderne, trukket ud over. Øjenskyggen var dueblå, læberne cerise røde og pandehåret var bukket, redt og lakket. Jeg husker ikke, om det kun var en indre fornemmelse, men jeg mener, at vi var feterede når man, som del af en besætning, skridtede lufthavnen af. En lufthavn, der dengang var uden security, men med minibusser til at køre personalet ud til flyet ….. men før jeg nåede dertil, havde jeg taget toget til Hovedbanegården, for at sætte mig i lufthavnsbussen som var den eneste forbindelse til lufthavnen fra centrum. Men før jeg nåede dertil, havde jeg modtaget mit program på papir eller løftet røret på fastnet telefonen, hvis jeg var tilkaldevagt. Men inden jeg nåede dertil, havde jeg søgt på en annonce i Berlingske Tidenenes job tillæg, skrevet en ansøgning på skrivemaskine og sendt den med posten.
I dag har uniformen ikke længere et internationalt designer navn. Nederdelen er blevet kortere, puderne i jakken trukket ud og knapper er lavet til lynlås, men øjnene er fortsat de samme. Porcelænet er flere steder skiftet ud med pap og kaviar med kaffe, men tilgangsvinklen er identisk. Sikkerhed og service. Det er derfor vi er der og min indre fornemmelse fortæller mig, at vi er afholdt for det arbejde vi udfører. I alle døgnets timer, året rundt, tager vi imod og tager os af, til vi når frem. Vel oppe i luften, må alle tænkelige og mindre tænkelige situationer håndteres af personalet og vi træder ubesværet ind og ud af rollen som sygeplejer, brand- og politimand. Det kan man sætte sin lid til. Det er det vi er uddannet til, det er det vi kan.
Siden min første flyvning for 29 år siden, har jeg pakket min kuffert ud og ind et sted mellem 1400 og 2000 gange. 
Denne måned, pakker jeg den fire gange for at begive mig til Beijing og en gang, for at tage til Tokyo . Uret bliver sat syv timer frem og tilbage otte gange og yderligere seks timer, to gange denne måned. Denne måned,, vil jeg befinde mig i luften ca. 90 timer og denne måned adskiller sig ikke fra måneden før eller måneden der kommer. 
Jeg pakker mine kufferter, iklæder mig uniformen, går til metroen, som kører direkte. Jeg går igennem security, tjekker ind på min I-pad og går mod gaten og ud til flyet. Men før jeg nåede dertil, har jeg kysset min familie på gensyn, jeg har hentet min uniform fra renseriet, sørget for, at pas og visum er i orden, at mit helbred er efter foreskrifterne og at nød træningen er vel overstået. Jeg er blevet briefet sammen med den besætning jeg skal flyve med og fremme i flyet sikrer vi hver for sig, at nød udstyret på vores stationer er sikret, at der er måltider til alle og, at maskinen iøvrigt er klar til afgang.
Jeg går glad til og fra vores virke, velvidende, at vi er enige om vilkårene. At arbejdssystemerne er efter en stolt skandinavisk rettesnor og at grundsyn rimer på fornuft. Mere end halvdelen af mit liv er levet mellem himmel og jord og jeg har taget det lidt nedefra og op og set det hele ovenfra og ned. Naturligvis er ingen arbejdspladser uforandret efter 30 år, luftfart ved jeg med sikkerhed, er ingen undtagelse. Jeg ønsker ikke tiden sat tilbage, blot dvæle et øjeblik og beundre det der er blevet bygget og værdsætte værdierne. Sætte pris på, frem for pris nedsætte. Bortskamme “billig” og påskønne projektet, bygget af generationer. Sætte sig vel tilrette i den omhyggeligt konstruerede stol, spænde sikkerheds bæltet i tillid til, at vi tager os godt af, fordi andre tager sig godt af os.
//Nan
