Vi er midt imellem det der lige er sket og det vi endnu ikke kender

Vi er midt imellem det der lige er sket og det vi endnu ikke kender

Fortid, datid, fremtid, nutid, dengang, et par minutter, da, lige om lidt, om et år, i går, når, et minut, om en times tid, for lidt siden, 2020, ved solnedgang, præsens, i morgen, nu, klokken 18, næste år, forrige sommer, futurum, et sekund – igen og igen og igen

Tiden er et faktum, et menneskeskabt begreb som vi planerer og organiserer os efter. Det er uomgængeligt, det er uundgåeligt. På min dåbsattest står der hvad tid jeg kom til Verden og den dag jeg dør, vil de mennesker der er omkring mig, vide hvad klokken er slået og at tiden er rendt ud. Tiden går og den kommer. Man kan trække den og spilde den, man kan se den an og passe den, man kan have den for sig og få den til at gå. Jeg har til tider haft stunder i dette besynderlige år, hvor tiden blot skulle gå, hvor ventetiden skulle erstattes og den tabte tid indhentes, men så mødte jeg en hund og en ny aktivitet, “tidstankerejse” begyndte.

Vores forrige hund var en Schappendoes og hed Sally. Netop sådan en race mødte vores nuværende hund, Buddha og jeg den anden dag og mens de to hunde legede kom jeg til at tænke på, hvordan mødet mellem Sally og Buddha mon ville have været. Den ene døde år, før den anden blev født og tiden begyndte på en gang at fjerne og flette sig fra hinanden. Jeg tænkte på hvordan det ville have været, hvis jeg var ung sammen med mine egne forældre i 60`erne.Sidde der sammen med dem i det brune møblement eller den græsgrønne sofa med træ rammeog spise mørbradgryde, jævnaldrende, måske i en grafisk mønstret kjole uden ærmer, men med bindebælte i livet og en cardigan over skuldrene. Måske ville vi tale om provoerne og hippierne, måske ville lågerne i palisander skabet stå åbne så vi kunne se fjernsyn eller lytte til musik ("you dont have to say you love me”) På en anden rejse tilbage i tiden, ser jeg mig selv være til stede blandt gæsterne til et bryllup hos en for længst afdød onkel og på endnu en, køre sporvogn med en slægtning jeg kun har set foto af……

……….men alle disse rejser er jo kun en tids forestilling. En kollage af fragmenter fra nu- og datid.  En konstruktionen af en mulig verden, hvor jeg får realiseret fordrejede scenarier der ikke er mulige i det virkelige liv. Det virkelige lige så løjerlige nulevende liv, hvor ingen for blot et år siden med en klarsynet krystalkugle kunne spå om, hvor anderledes livet ville blive, være og er nu og som vi om føje tid forhåbentlig vil kunne se tilbage på. De fleste af os venter i uvished på svaret ingen rigtig kan give, for hvornår? Og mens menneskeheden venter på dagen, går månederne og året på sin uberørte og uforfalskede facon.

Solen står hver morgen smukt op over Øresund, tæt på hvor vi bor. Det er her dagen begynder for mig og Buddha. Jeg ved ikke meget før vi kommer ned til vandet, nærmest ingenting andet end at her fylder ventetid ingenting. vi har tiden for os. Hver morgen det samme og jeg glemmer i mere end en time, at meget lidt er som det var. Lige her og lige nu er alting som det altid har været …. det øjeblik forsøger jeg at fastholde så længe som muligt. 

//Nan

 

Hønen kom måske ikke før ægget

Hønen kom måske ikke før ægget

Mine damer og herrer. De næstkommende indlæg er en trilogi – en trilogi om tro. Det første begynder i barndommen, handler om en lille tilfældig piges barndom og  om overtro.  http://letloverule.dk/7-9-13/  Det andet indlæg handler om en ung mand, en helt tilfældig ung mand, og om mistro. Det tredje indlæg handler om at tro og vigtigheden i at formode og forudsætte, i livet som en helt vilkårlig voksen. Indlæggene kan naturligvis læses uafhængigt af hinanden; det er jo blot beretninger i tre dele, der hver især udgør en afsluttet helhed, men som beskæftiger sig med et fælles tema. I dette tilfælde ….. tvivl.

Tor Nørretranders

“Jeg tror ikke på det”, sagde han. “Det virker ikke sandsynligt”. Det var ikke første gang, at de var stødt på det, mistroen og det var altså heller ikke den sidste. Det var en del af en identitet, en form for bevogtning, en beskyttelse af sin egen skrøbelighed, sin sårbarhed. Og mens man gik ombord ad den åbne bovport hos hans nærmeste, var han den der sørgede for at alle holdt sig indenfor stregerne, den der fik lukket og låst, klemt sammen og klappet i,forsvarligt og forsikret. Han var struktureret og disciplineret, holdt sig orienteret, var velinformeret og enhver situation skulle evalueres og diskuteres.

Det var svært at sætte fingeren der, hvor det hele begyndte, for hans opvækst var sammenlignelig, måske ovenikøbet så meget bedre, end så mange andres, men måske netop derfor, var det svært. Mistillid kommer fra ens egen indre dømmekraft. Det er en måde at orientere sig på, en måde at reagere og interagere på. Det er en måde at tage stilling til Verden, til hvordan andre mennesker angår os og er helt afgørende for den konkrete opfattelse/mening, men nok så afgørende, ens egen selvopfattelse. Tillid hviler på en forbundethed mellem mennesker og er for de fleste, en grundlæggende måde at gå til og erfare Verden på, mens mistillid forsøger at holde styr på løse fragmenter og forestillinger i forhold til en tvivlsom virkelighed eller måske snarere … tilstrækkelighed.

Men tab af tillid er tab af mennesker og mens han kontinuerligt forsøgte at kontrollere, regulere og omdirigere blev det endnu sværere at balancere. De små sejre i ordspil og millimeters retsindighed, isolerede og udmattede ham og belastede hans sociale relationer. Han magtede ikke længere, med samme energi at manifestere og koordinere og fra sit vindue hjemme, så han at dagene går sin gang. At hans kollegaer gik på arbejde og udførte det forventede, at hans børn gik til skole uden at han havde rettet og smurt, slettet eller spurgt, men vigtigst af alt, at han blev husket og elsket af dem der holdt af ham, uden at han skulle minde dem om det. Skuldrene sænkede sig og åndedrættet blev dybere, mens han forstod, at tiden, den dyrebare, han havde brugt, på ikke at være en del af fællesskabet, forsøge at ændre sine medmenneskers adfærd eller tage ansvaret fra dem, undlade at bede nogen om noget da kun én kunne udføre det korrekt ………. ikke var …….

Med tiden, den dyrebare forstod han, var blevet brugt på at kontrollere noget udenfor sig selv og måtte istedet anvendes, til at finde frem til noget inde i sig selv. Og han slap dagen og så solen gå ned og øvede sig i at forstå, at hvor der ikke fejles, lever ingenting.

//Nan