Fra Østersø til Vesterhav
“Wha`har do lyst te?, spørger pigen med det lange lige mørke hår og badesandaler.
Den lyshårede maskinklippede unge mand i og 3/4 bukser svarer, at “a ku godt drik et par bajere”.
Han ser over på Biergarten Søndervig, hvor servitricen klædt i hvid bomuldsskjorte med ballonærmer og stramt snøreliv, svinger store fadøl mellem bord- og bænkesættene i gårdhaven, på gågaden. Der bliver røget cigaretter og talt højt med hæse stemmer, hostet og grinet fra rødmossede ansigter, som solen de seneste dage har forkælet. På modsatte side sidder børnefamilier og spiser tricolore softice med tivoli hopping eller en gammeldaws (tre kugler med flødeskum og syltetøj) forstørret og forøget med lyserød guf og flødebolle. På den side af gaden taler ingen for de må koncentrere sig om at få herlighederne slikket i sig, inden al sødmen smelter og servietterne uden sugeevne, stadig ikke rækker.
Eventyret begynder ca. en måned før Søndervig. Danmarks grænser er lukket, vores ferie udenlands er aflyst og en veninde tilbyder mig sin fars sommerhus: “Som I ikke kan leje – kun låne!”, siger hun. Det bliver besluttet og først i uge 25 kører vi til Tarm, en lille stationsby i Vestjylland. Efter noget mere end tre timers kørsel, for enden af en længere grusvej ligger så det lille hus, vi skal tilbringe den kommende uge i. Nøglen hænger nøjagtig som Hans, husets ejer har beskrevet. På spisebordet indenfor ligger en hilsen om at “alt må benyttes og at solbadning i bar røv kan anbefales”. I køleskabet har Hans sat en flaske Champagne og to glas. Gæstfriheden og generøsiteten fra en fremmed, er hjertegribende.
De næste dage går vi lange ture i natur der langt fra minder om de polerede parker eller skikkelige skove. Vi krydser bondens møjsommeligt anlagte kornfyldte marker og hedelandets lyngbeklædte bakker. Omkring os hopper harer og rådyr og farvestrålende fasaner, men idyllen smiler særligt da vi passerer et storkepar som side om side med vilde gæs, hiver orme op ad den fugtige jord. Vi lejer cykler til 50,- i døgnet i tillid og uden depositum og cykler langs fjorden fra Stauning gennem Skjern, fra Søndervig til Hvide Sande, til havnen i Bork og ud til Tipperne. Vi spiser luftige rundstykker med birkes og smør til morgenmad og køber rødspætter fra kutteren der netop har lagt til kaj og nyopgravede kartofler og jordbær fra boden på vejen.
En landmand i blå arbejdsbukser, ternet skjorte og kasket, ser ud over horisonten som syner endeløs. En landkone gelejder køerne over vejen, det er malketid. 
Nikolaj har trukket bord og stole helt ned til den stillestående sø i Hans` have. Pragtvandnymfer flagrer mellem sivene, Bukkeblad og Blåmunke, Kornblomst og Klokke kikker frem i frydhaven ……. Nå ja, der er møg og gylle, slid og slæb, arbejd – arbejd, forberedelser, overvejelser og bestemmelser, mange korte mørke kolde dage, måske for mange og uhensigtsmæssig vejrudsigt og håbløse strukturudviklingsoversigter ….men jeg mærker det ikke.
En Københavner er kommet til Jylland og jeg nøjes ikke med at male det
og hænge det op i en ramme
i en toværelseslejlighed på Nørrebro (Dan Turell)
men køber fuldt ud præmissen om, at: Der er så dejligt ude på landet.(selvsamme)
//Nan
