Tal til hinanden
For ca. 24 timer siden forlod jeg festen. Godt otte timer senere stred jeg min lille rullekuffert efter mig gennem snedriver ned til stationen og nu sidder jeg i 16 grader med udsigt til Manhatten. Det er tid til refleksion. Tid til at tænke timerne i går igennem. Tid til at lade alle indtrykkene indlejre sig.
Gæsterne er velkomne, velforberedte og aftenens taler, velformulerede. Bordene i hestestalden er dækket i kjole og hvidt og jeg løfter op i skøderne inden min bordherre med det stivede bryst skubber stolen ind. Kokken fra det autonome køkken præsenterer maden, mens Mads introducerer vinene vi skal drikke til. Stål og porcelæn, pludren og pludselig! Stål på glas. Der, midt mellem mange mennesker skal man blive både privat og personlig. og det er ikke spor pinligt. Voksne mænd og damer bliver præsenteret og beretter ublu og uden blusel. Hver og en har fabrikeret og komponeret som nu bliver dedikeret og reciteret. Det er humoristisk, rammende og rørende og relationer og episoder bliver genkaldt og fortalt. Vi griner og græder, skåler og smiler og sproget er i spil.
Et blik i bagruden og et stjålent i sidespejlene. Jeg har ryddet op i bilen og fyldt tanken. Tilført både køler- og sprinklervæske. Lader vinduerne være rullet ned, så vi kan mærke den lune luft i ansigterne. Kom. Sæt dig ind. Tag plads på puden og lad os køre en tur. Jeg har noget jeg gerne vil fortælle dig.
//Nan
