Tal ordentligt
Sproget har altid været min føjelige følgesvend. Den gode ven som bor i mig og hjælper med at formulere de mange tanker jeg går og rumsterer med. Det er i sproget vi møder andre. Det der er blevet vendt og drejet, vasket og vredet, tumblet og tørret kommer ud – renvasket og med lidt held velduftende. Selvfølgelig, kommer der også kollektivfarvede udsagn, adjektiver hvor en rød sok er kommet i en hvidvask eller en uldtrøje på et kogeprogram, men det er jo som regel et uheld. Jeg lufter gerne – også holdninger, men jeg forsøger altid, at lytte som det første og derefter afstemme det jeg vil vende tilbage med. Det er måske lidt gammeldags, men jeg holder faktisk af tanken om, at vi forstår hinanden bedre, hvis vi taler ordentligt til hinanden. Hvis vi insisterer på, at forstå og respekterer, at der er nuancer og ikke, at man altid selv har ret.
Jeg er med på opråb og oplysning når det er nødvendigt, men daglige udbrud og hoved rysten deler jeg ikke. Jeg kan ikke finde samhørigheden i det jeg ikke kan gøre noget ved. Og jeg vil ikke grine af dem der er dumme, gøre mig klogere end dem jeg ikke kender eller bruge livet på at frygte. Jeg vil langt hellere, at vi smiler til hinanden, tror på hinanden og nå ja, på kærligheden. Jeg er helt med på, at det virker overvældende og hippie-ich, men det er faktisk der jeg gerne vil hen. Hvorfor ikke turde drømme om, at blive overvældet og ”make love not war”. For mig er det bare ikke, vejen at hidse hinanden op og slås. Jeg vil en anden vej og som regel er “jeg” mere end èn. Vil du ikke være med ? Vi skal turde at tro på, at gå den sprogligt fredelige vej. Vi skal vende hån til håb, vrede til glæde . Små udsagn og påmindelser gør det og der er noget hver evig eneste dag at få øje på eller lytte til. Sammen kan vi blive bedre til det. Hvem elskede ikke kampagnen for et teleskelskab med sloganet: ”Tal ordentligt”? Jeg vil øve mig hver dag og bruge sproget som virkemiddel – velovervejet og velformuleret. Smukt og simpelt: LET LOVE RULE <3