Når længselen efter noget, smelter sammen med det Verden har at tilbyde.

Når længselen efter noget, smelter sammen med det Verden har at tilbyde.

Mine damer og herrer. De næstkommende indlæg er en trilogi – en trilogi om tro. Det første begynder i barndommen, handler om en lille tilfældig piges barndom og  om overtro.  http://letloverule.dk/7-9-13/  Det andet indlæg handler om en ung mand, en helt tilfældig ung mand, og om mistro. http://letloverule.dk/hoenen-kom-maaske-alligevel-ikke-foer-aegget/ Det tredje indlæg handler om at troog vigtigheden i at formode og forudsætte, i livet som en helt vilkårlig voksen. Indlæggene kan naturligvis læses uafhængigt af hinanden; det er jo blot beretninger i tre dele, der hver især udgør en afsluttet helhed, men som beskæftiger sig med et fælles tema. I dette tilfælde ….. tvivl.

“Tror du på tilfældigheder?” Spurgte han. “Ja”, svarede hun uden at tøve. “Så er det måske den største forskel på os to, svarede han. Jeg tror nemlig ikke på tilfældigheder, men at vi alle er  del af en programmering som er flettet fuldent ind i den kollektive bevidsthed. Troligt glider vi ind i ufravigelige tankesæt og tegn, afviger sjældent, og kun for at finde tilbage i det forudbestemte. Vil vi have balance, må vi bryde med det,  vi må fortolke og forsøge at forklare det bagved liggende. Ellers forbliver vi fanget og ikke frie …. Ser du ikke hvordan Verdens absurde optrin belyser meningsløsheden. Hvordan vi konstant bliver stillet overfor håbløse alternativer og hvordan magtfulde masser trækker uløselige dilemmaer ned over individet. Hvis ikke du gennemskuer kompleksiteten vil du kontinuerligt leve i paradokset om at vælge forkert, uanset hvilken løsning du vælger”, sagde han.  ”Der er en mening med alting”.

Hun lyttede og selv om spørgsmålet om troen på tilfældet var tydelig, følte hun, at hun havde hun svaret på noget andet – om deres møde – om det, at de to mødtes var tilfældigt? Det var det hun havde svaret på og det var det hun troede. At mennesker på livets landevej møder et uendeligt antal sidespor og sidespring, som muligvis ansporer til at springe eller undlade det eller måske springe både til og fra. Hvis man altid analyserede alting ud fra naturlove, sandsynligheder og vilkår, ville det føles fattigt og hvorfra skulle den dybe taknemmelighed, hun så ofte mødte over møder, så findes? Og hvis skæbnen allerede var bestemt og besluttet, hvorfra opstod så de tilfældigheder som hun troede på? De små overraskelser som puffede til endeløse rækker af forudsigeligheder, de små bevægelser som skubbede til sindet så hun blev vækket og vaklede og gav slip, gav sig, gav lov. Det ikke relaterede møde, så uforklarligt perfekt, hvor den enes skæbne uvægerligt tilpasser sig den andens.

”Forskellen på os to er måske stor, måske knap så stor”, sagde hun. Jeg tror …. måske….. at meningen med og tilfældighed, kan leve sammen som søskende. Mens den ene begriber Verden, forsøger den anden at gribe den. Mens den ene forsøger at formindske kaos, forsøger den anden at  forstørre og forstærke kærlighed. ”Du”, sagde hun,  ”rejser alene som den lille prins mellem planeterne, mens jeg lever i flok  og følger en jordisk livsgnist som hele tiden blafrer og dufter af lilla lavendel. Jeg vokser vildt, men også dyrket. Jeg tåler både blæst og sol og føler mig fuldendt i flok. Gud kaster ikke med terninger”, siger man – der er er en plan. Du ønsker at kende den og jeg…….. jeg tror, at af og til møder noget internt noget eksternt og finder tilfældigvis mening i begge dele”.

“Jeg tror, at jeg forstår, at du er ved at bygge bro mellem flere Verdner og du skal vide, at uanset, om du bygger af strandet drivtømmer og iturevet fiskesnøre, vil jeg til hver en tid, trygt gå over den bro.”

Denne trilogi, besluttede jeg for længe siden, skulle handle om tvivl.. For bare en uge siden fik jeg en revision til min scedule og kommer til at flyve med en kollega som spørger mig: “Tror du på tilfældigheder” og min trilogi fik sin slutning.  Ville vi have fløjet sammen  også før jeg påbegyndte min trilogi, var det meningen eller var det helt tilfældigt?

Jeg er i tvivl.

//Nan

At tvivle er en trossag

At tvivle er en trossag

Journalisten som sidder overfor mig, nævner et par hoved- træk og temaer fra letloverule.dk og spørger til den røde tråd. “Du skriver lidt om … og …. og …. men, kan du med få ord fortælle, hvad du vil med din blog – hvod er den røde tråd ?”

Det er ikke af uvilje og jeg vil meget gerne acceptere præmissen om, at der skal/kan/bør være en rød tråd, men nu hvor hun spørger, bliver jeg i tvivl. Overordnet forstår jeg, at vi søger en rød tråd, en logisk sammenhæng mellem kapitler og afsnit, men vævet ind i det er jo, at letloverule.dk er en levet, følt eller tænkt oplevelse fra livet, som ikke kun rummer ën, men et ufærdigt, værk af uendeligt mange tvivlsomme tråde. Og ja, jeg er i tvivl, men det er ok og jeg opfatter det ikke som noget negativt at være i tvivl. Tværtimod skærper det opmærksomheden om hvad er det jeg vil.hvem jeg henvender mig til og hvorfor jeg bruger så mange timer hver uge, på at skrive om hverdagsrefleksioner set fra den positive vinkel? Og jo, der er muligvis en ledetråd eller en rettesnor, men den er ikke altid rød eller lige for, eller kan beskrives formålet med få ord. Og næ, hvis jeg holdt for godt fast i snoren, ville letloverule.dk slet ikke have et liv; jeg ville ikke længere have lyst eller behov for at spejle eller sende små lysglimt, hvis alt var 100% og endeligt. Hvis jeg hver morgen stod op, bandt den røde tråd om mit håndled for at holde mig fast på sporet eller rullede den ud for mine fødder og balancerede ud i livet med kun én over- eller opskrift, ville jeg så have mere at lære, mere at udforske eller mere at udvikle? Hvis jeg kendte til det hele på forhånd, hvis alt var i absolutter og samtlige udsagn var uden tøven, ville jeg så ikke være færdig med at undres?

Tvivlen er en karakterstyrke, som sætter os i stand til at anskue livet fra så mange flere vinkler, end kun vores egen. En mulighed for at afsøge, stille spørgsmål og søge svar. Uforudsigelighed er at tage imod det uforberedte. Hver især kan vi forberede os, men de færreste af os, kan forudsige, om dagen ender som vi forestillede os den, da vi stod op. For mig, er der ikke et endeligt facit, men en lang række af tanker som sjældent endeligt afsluttes- Tanker bliver overvejet igen og igen og dagligt må man begive sig ind i løbegangen og de mange snore livet er gjort af og lytte til både ret og vrang. Man kan have fat i, men man kan også tabe tråden og netop i det øjeblik opstår tvivlen – et øjebliks meningsløst eller meningsfyldt refleksion. En sjælden pause, med mulighed for at samle en ny maske op og kaste endnu et blik på livets ufuldendte strikketøj.

Jeg bliver ved med at tvivle, men opgiver ikke idéen om at tro og svaret på journalistens spørgsmål blev derfor noget i retning af: “Øhhh ….den røde tråd? Hmmm, måske tilliden til   mine medmennesker og en stor taknemmelighed? Det er nok det der farver og fletter letlovrule.dk …. i al ydmyghed  …. Er det i orden, at jeg svarer sådan?”

//Nan