Man lærer også halvvejs i livet
Det var en pludselig indskydelse, at der skulle andre boller på suppen. Efter knap 28 år, havde jeg gjort kål på den del af arbejdet. Appetit er en konkret længsel hos mig, en nysgerrighed der kom ind med modermælken og jeg skummer fløden. Selvfølgelig var jeg i tvivl, om man kunne hælde gammel vin på nye flasker, om man kunne lære en gammel cirkus hest nye kunster eller, om jeg blot skulle blive ved kødgryderne, ved min læst? Men jeg spiste brød til.
Jeg kogte suppe på mine tanker, langtidsstegte mine betænkeligheder og krydrede med spørgsmålstegn.Jeg balancerede motiveret på et knivsæg, men uden at skære mig eller falde. Jeg tålte mosten både rå, småsnurrende og spilkogende. Jeg lagde mig i Margretheskålen, under det rene viskestykke, grundede og grublede.
De seneste tre dage, har jeg høstet frugterne af min åndelige beslutning og spist af den appelsin der er faldet i min turban. Den har på ingen måde været hverken sur eller bitter, men sød og uden sten. Jeg har skrællet og presset citronen, taget den første bid af en ny tilværelse som steward og det føles som en Bouquet garni, af den iboende taknemmelighed over at kunne spise mig mæt i livets a la carte.
I tre dage har jeg lært, hvordan den steg skal skæres og den bourgogne skal skænkes. Jeg er gået til makronerne, arrangeret og serveret og det er nu honoreret. Jeg er en heldig kartoffel, har det som blommen i et æg og i dag får jeg en fin stribe på min uniform …. og det …. på min fødselsdag.
//Nan
