
Det smukkeste ord i et venskab er: “Bliv”
Ikke meget i Verden bør bifaldes både vertikalt og horisontalt, som venskab. Længden og højden af det, har sjældent betydning for hvor dybfølt det kan være. Udgangspunktet må dog altid være, at man ikke tager hinanden for givet. Det er et livslang proces, hvor man først og fremmest må lægge timer til, velvidende, at selvsamme timer som bliver trukket fra et sted, bliver lagt til et andet – nemlig der, hvor regnestykket altid ender med at give overskud. Ikke mange ville være den samme uden nære og gode venner , men det betyder samtidig, at man også selv må være god en af slagsen – det forpligter. Det er en prioritet af lige så stor vigtighed som at hente sine børn i børnehaven, skænke sød blommesaft eller pynte sit hjem med den smukkeste solsikke fra staudebedet.
Mange ædle perler er blevet trukket på min silkesnor. Lige så naturligt som tråden i en silkeorms spytkirtler, er de blevet trukket og har lagt sig tæt som en beskyttende skal, med mulighed for at vokse og gro og kigge både op og ud. Det er en daglig fornemmelse af at høre til, en fornemmelse som minder mig om at være en del af noget, som er så meget større end mig selv. Venskaber som tager mig steder hen, jeg aldrig ville være kommet til alene. Med grin og gråd hjælper venskabet til en selverkendelse som er svær – måske umulig – at opnå i eget selskab. Gode venner skaber indsigt som kan være både sundt og essentielt. Poul Gernes udtrykte det på denne enkle måde: “Jeg kan ikke alene. Vil du være med?”
Venskaber karakteriseres ikke altid ved ensartethed, men derimod forunderligheden ved at være forskellige fra hinanden. Derved opstår der en evig dynamik med lyst til at spørge og lytte og bevare nysgerrigheden. Gennem dialog og åbenhed bliver man hele tiden klogere på sin ven, men så sandelig og især på selv. En ven, er en uvurderlig ressource som åbner døre for følelser og ord, man tillidsfuldt kan dele med hinanden. Alle tangenter på klaveret bliver berørt, spillet på og lyttet til og tonerne kan være både skingre, sorgfulde eller smertelige, men også mættet med latter, livsglæde og lyst. Nogle af de bedste timer i ens liv, ligger i venskabet – det giver ro til livets øvrige udfordringer.
//Nan