It is quiet shhh shhh
“Ja, ja….jeg er lige landet. Jeg troede, at vi havde en aftale om, at du skulle hente mig? Istedet måtte jeg halte afsted med to kufferter og fire papirsposer. Ingen kunne komme forbi mig på rulletrappen…. bla bla …. Du må i det mindste kunne komme og hente mig på stationen? Jeg skal jo videre til lægen … bla bla…. Fik en tid lidt akut….det er jo ikke noget man skal gå for længe med….”
Nogen, læser op af et postkort som ikke er til mig. Nogen, har skubbet mig ind i et soveværelse hvor jeg ikke kender de to som ligger i sengen. Nogen, har inddraget mig i forhold jeg ikke kender til, konsekvenser jeg ikke ønsker at være en del af, en privat fortælling i et lukket, men offentligt rum.
“Undskyld”, siger jeg, mens jeg smiler forlegent, men dette er en stillekupe. Jeg peger hen på skiltet med en finger som holder for de spidsede læber og fra sekundet inden, til sekundet efter jeg har sagt undskyld, hører jeg selv, at jeg er blevet ældre.
Ikke mange steder er der stilhed, men stadig stigende støj skabt af os selv. Mennesker og maskiner dominerer og regerer, der rasles, krattes og skrattes, skrues højt – højere – højst op for højtalere og høretelefoner for til sidst at ende med høreapparater som skal hjælpe os med at høre igen. Der bliver puffet og skubbet, aset og maset i rummet hvor høj støj, er brudt gennem lydmuren og hvor stilhed og samfundssind forskrækker, i form af fravær.
Telefonsamtalen drejer sig nu om mig, mens øjne og hænder beskriver, hvor besværligt det er, at forlade kupéen. Rullekufferter og papirsposer bliver trukket gennem den smalle dør, vrissent og voldsomt, højlydt og fortørnet over den manglende forståelse….
Jeg ser mig forsigtigt omkring og en ældre herre – måske vi er jævnaldrende – nikker, smiler og siger: “Hun kunne i det mindste have sat medhør på, så vi kunne have haft glæde af at høre den anden version af historien”.
And so peacefull untill……
//Nan
