Lyden af et blad der falder

Lyden af et blad der falder

Nogen foretrækker at holde ferie og fri ved at vende tilbage til det de kender,  genkendelsens glæde, siger man. Få gange er jeg vendt tilbage til steder jeg har været før, men primært er jeg rejst til byer eller lande, jeg ikke kender eller ved meget lidt om. En betjent på Christiansborg anbefalede os at tage til Slovenien, hans hjemland som han kaldte: “Den solrige side” eller “Europas gemte perle”, hvor naturen er overvældende og klimaet mildt, på denne tid af året. Omkring halvdelen af landet er dækket af skov, der er orienterings afmærkede stier i alperne, mad og vin ligger tæt op ad grænselandet Italiens og efterårsfarverne forbilledlige og forførende.  Vi ankom derfor til Ljubljana i onsdags.

 

 


Slovenien er et storslået lilleput land med blot to millioner mennesker på et areal, halvt så stort som Danmark. At bevæge sig rundt der, er som at træde ind i et velordnet maleri fra romantikken. Toppen af Triglav toner frem som det højeste af de Julliske alper, en af de mange bjergkæder som omkranser landet. Der er bjerg- og skovsøer, kilder, vandfald og floder, grønne græsenge, dale og sletter og så er der mangfoldige marker og dyrefold i mindre flokke frit “bjældende omkring” i landskabet.  I dalene ligger små velordnede hytter eller huse med Perlagoner i usete størrelser foran vinduerne og skodder med hjerter slået op. Foran husene er der træ-konstruktioner med plads til traktor og trillebør, arkitektbyggede brændestakke og vilkårligt anlagte nyttebede. 

Slovenerne er afdæmpede, uprætentiøse, foretagsomme, religiøse og med stort hjerterum og et dybfølt ønske om at forstå og imødekomme. De svarer gerne på spørgsmål, er meget behjælpelige og kommer med forslag, men beslutningen om, hvad du vil spise, hvilken rute du vil tage eller om du vil gå højre eller venstre om, vil de ikke træffe for dig.  Forståelsen for hvorfor, indfinder sig når man bevæger sig op i højderne (vi besteg ca. 2,5 km bjerge) eller ned,  (vi roede kajak i en nedlagt mine i 700 m. dybde), Tanken bag er at, “naturen er lige her – brug den med omtanke. Hvorhen og hvordan? Valget er dit”.

 



 

Vi har været ude i en uge, i omgivelser hvor hvert sving, hver op- eller ned stingning har taget vejret fra os og ordet bjergtaget, fået bogstavelig mening. Slovenien er fortryllende og eventyrligt, magisk og mageløst og selv om plæner er anlagt og marker er dyrket er mestendels ikke menneskeskabt, men af moder natur selv. Vi så hende iklædt sin prægtigste kollektion. 

 

 

//Nan

 

Solen kigger frem bag en alpetop. Bjergsøen er blank og alt omkring bliver spejlet. Vi sidder i en omsluttende stilhed og lytter til hinandens åndedræt “Hørte du det”, spørger jeg. “Der er noget der pusler”.

“I denne Verden er der kun os”, siger Nikolaj og “så det blad der faldt gennem grenene og lagde sig sammen med de andre”.

 

It is quiet shhh shhh

It is quiet shhh shhh

“Ja, ja….jeg er lige landet. Jeg troede, at vi havde en aftale om, at du skulle hente mig? Istedet måtte jeg halte afsted med to kufferter og fire papirsposer. Ingen kunne komme forbi mig på rulletrappen…. bla bla …. Du må i det mindste kunne komme og hente mig på stationen? Jeg skal jo videre til lægen … bla bla…. Fik en tid lidt akut….det er jo ikke noget man skal gå for længe med….” 

Nogen, læser op af et postkort som ikke er til mig. Nogen, har skubbet mig ind i et soveværelse hvor jeg ikke kender de to som ligger i sengen. Nogen, har inddraget mig i forhold jeg ikke kender til, konsekvenser jeg ikke ønsker at være en del af, en privat fortælling i et lukket, men offentligt rum.  

“Undskyld”, siger jeg, mens jeg smiler forlegent, men dette er en stillekupe. Jeg peger hen på skiltet med en finger som holder for de spidsede læber og fra sekundet inden, til sekundet efter jeg har sagt undskyld, hører jeg selv, at jeg er blevet ældre. 

 

Ikke mange steder er der stilhed, men stadig stigende støj skabt af os selv. Mennesker og maskiner dominerer og regerer, der rasles, krattes og skrattes, skrues højt –  højere – højst op for højtalere og høretelefoner for til sidst at ende med høreapparater som skal hjælpe os med at høre igen. Der bliver puffet og skubbet, aset og maset i rummet hvor høj støj, er brudt gennem lydmuren og hvor stilhed og samfundssind forskrækker, i form af fravær.

 

Telefonsamtalen drejer sig nu om mig, mens øjne og hænder beskriver, hvor besværligt det er, at forlade kupéen. Rullekufferter og papirsposer bliver trukket gennem den smalle dør, vrissent og voldsomt, højlydt og fortørnet over den manglende forståelse….

Jeg ser mig forsigtigt omkring og en ældre herre – måske vi er jævnaldrende – nikker, smiler og siger: “Hun kunne i det mindste have sat medhør på, så vi kunne have haft glæde af at høre den anden version af historien”.

 

And so peacefull untill……

//Nan