af talverdenop | nov 3, 2020 | Danmark og Verden
Så blev klokken 03:12. Et par minutter før, vidste jeg det endnu ikke, men jeg har længe ligget og lagt arm med søvnen nogen tid BOINK …hånden i bordet… jeg har tabt eller vundet, afhængigt af sindet og øjnene der ser, men jeg opgiver og overgiver, hengiver og videregiver mine aktuelle tanker til dette indlæg. For blot et døgn siden ville klokken have været 10:12, men hvis jeg fastholdt den tid, ville jeg først være gået i seng kl. 04:00 i morges. Klokken var knap 21:00 så jeg, inden jeg slukkede lyset. Siden i går, er jeg ankommet til Chicago og tidsforskellen fra Danmark er på syv timer og det er det, der driller. Det har det ofte gjort så ofte, gennem de mange år jeg har været stewardesse, men jeg kæmper ikke længere med sengen. Jeg aner- og godkender kroppens konfuse “condition” for foran mig venter flere uforstyrrede timer i eget selskab, velegnede og værdsat, for værdifuldt at kunne ind- og imødegå relationer og realiteter.
Tirsdag d. 3. november 2020. USA`s 239 millioner ( stemmeberettigede) mennesker skal vælge deres præsident. Four more years eller four new years? Unite for a better future eller “keep” America great? Jeg ved ikke nok om amerikansk politik og min mening er netop derfor betydningsløs – den er alene ansporet af personlighed, altså præsidentens værdighed…værdig…værd. Den ene ville jeg knap lægge mærke til, hvis vi var i samme værelse den anden, turde jeg ikke sidde i samme stue som. Et tæt på umenneskeligt valg mellem hammanønskerhenvhropebretgror eller hamsomersomatstikketungenudafvinduet. Hvad skulle det være? USA sitrer og er splittet mellem rige og fattige, sorte og hvide (jo, vi taler fortsat om hudfarven man er født med), republikanere og demokrater. USA væbner sig, kampklædte soldater rykker ud og byer barrierer sig mod borgerkrig.USA skal stemme, mens Verden forbløffet og befippet ser til og råber: “Kluddermor”! Og pasbetjenten jeg talte med med i går svarede, at det sikreste sted at være i dag, ville være der hvor vi kom fra … 10-000 meter oppe i luften.
Dette indlæg er altså skrevet før, det der sker. Sker her. Det kunne være skrevet natten før, før det der skete et andet sted eller ugen før, noget sammenligneligt skete, endnu et andet sted. Sagesløse med eller uden meninger som er blevet slagtet og som vi intet vidste af, da vi gik i seng, men forstod da vi vågnede. At tilstanden igen skal tilvirkes, indstilles, omstilles, stilles og jeg bliver skrøbelig så jeg skynder mig, at skrive og sidde stand by til det som skal ske. Det jeg ved vil finde sted uden at vide så meget mere tænker jeg, mens jeg mumler sindsbønnen:
Gud give mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen
Klokken er blevet 6:22 eller 13:22 afhængig af og lyset som så småt begynder at bryde mørket. Jeg skal ud og indsnuse luften, ud at drikke solskin. Jeg skal være sammen med gode kollegaer som jeg holder så uendeligt meget af, bare være sammen og jeg vil være nærværende og vedkommende og lade morgendagen om at stå tidligt op, før alle andre …. Morgendagen …. I morgen vil jeg vente lidt. I morgen …. hvilken morgen…….
Nyheder kommer nu alligevel så pludseligt.
//Nan
af talverdenop | nov 6, 2018 | ALT
Det er 29 år siden, at jeg blev ansat som stewardesse i et af Verdens ældste flyselskaber. En helt uforståelig udvikling havde fundet sted i de mere end 40 år der var gået forud og fortsat og fremover, bliver der modificeret og justeret. Naturligvis er ingen arbejdspladser uforandret efter 30 år, luftfart ved jeg med sikkerhed, er ingen undtagelse. Elektronisk udvikling og magisk afvikling, skillinger man vil give og service man vil have er eksploderet, eller eroderet afhængig af, med hvilke øjne man ser. Mennesket, i dette tilfælde en stewardesse, finder frem, fastholder sit fag og fremstår som selvsamme, mens kloden drejer stille rundt,
stiller vi ind, om og an.
1980`erne var ved at rinde ud, Calvin Klein nederdelen gik til lidt under knæet, guldknapperne i den hvide skjortebluse var knappet og jakken med skulderpuderne, trukket ud over. Øjenskyggen var dueblå, læberne cerise røde og pandehåret var bukket, redt og lakket. Jeg husker ikke, om det kun var en indre fornemmelse, men jeg mener, at vi var feterede når man, som del af en besætning, skridtede lufthavnen af. En lufthavn, der dengang var uden security, men med minibusser til at køre personalet ud til flyet ….. men før jeg nåede dertil, havde jeg taget toget til Hovedbanegården, for at sætte mig i lufthavnsbussen som var den eneste forbindelse til lufthavnen fra centrum. Men før jeg nåede dertil, havde jeg modtaget mit program på papir eller løftet røret på fastnet telefonen, hvis jeg var tilkaldevagt. Men inden jeg nåede dertil, havde jeg søgt på en annonce i Berlingske Tidenenes job tillæg, skrevet en ansøgning på skrivemaskine og sendt den med posten.
I dag har uniformen ikke længere et internationalt designer navn. Nederdelen er blevet kortere, puderne i jakken trukket ud og knapper er lavet til lynlås, men øjnene er fortsat de samme. Porcelænet er flere steder skiftet ud med pap og kaviar med kaffe, men tilgangsvinklen er identisk. Sikkerhed og service. Det er derfor vi er der og min indre fornemmelse fortæller mig, at vi er afholdt for det arbejde vi udfører. I alle døgnets timer, året rundt, tager vi imod og tager os af, til vi når frem. Vel oppe i luften, må alle tænkelige og mindre tænkelige situationer håndteres af personalet og vi træder ubesværet ind og ud af rollen som sygeplejer, brand- og politimand. Det kan man sætte sin lid til. Det er det vi er uddannet til, det er det vi kan.
Siden min første flyvning for 29 år siden, har jeg pakket min kuffert ud og ind et sted mellem 1400 og 2000 gange. 
Denne måned, pakker jeg den fire gange for at begive mig til Beijing og en gang, for at tage til Tokyo . Uret bliver sat syv timer frem og tilbage otte gange og yderligere seks timer, to gange denne måned. Denne måned,, vil jeg befinde mig i luften ca. 90 timer og denne måned adskiller sig ikke fra måneden før eller måneden der kommer. 
Jeg pakker mine kufferter, iklæder mig uniformen, går til metroen, som kører direkte. Jeg går igennem security, tjekker ind på min I-pad og går mod gaten og ud til flyet. Men før jeg nåede dertil, har jeg kysset min familie på gensyn, jeg har hentet min uniform fra renseriet, sørget for, at pas og visum er i orden, at mit helbred er efter foreskrifterne og at nød træningen er vel overstået. Jeg er blevet briefet sammen med den besætning jeg skal flyve med og fremme i flyet sikrer vi hver for sig, at nød udstyret på vores stationer er sikret, at der er måltider til alle og, at maskinen iøvrigt er klar til afgang.
Jeg går glad til og fra vores virke, velvidende, at vi er enige om vilkårene. At arbejdssystemerne er efter en stolt skandinavisk rettesnor og at grundsyn rimer på fornuft. Mere end halvdelen af mit liv er levet mellem himmel og jord og jeg har taget det lidt nedefra og op og set det hele ovenfra og ned. Naturligvis er ingen arbejdspladser uforandret efter 30 år, luftfart ved jeg med sikkerhed, er ingen undtagelse. Jeg ønsker ikke tiden sat tilbage, blot dvæle et øjeblik og beundre det der er blevet bygget og værdsætte værdierne. Sætte pris på, frem for pris nedsætte. Bortskamme “billig” og påskønne projektet, bygget af generationer. Sætte sig vel tilrette i den omhyggeligt konstruerede stol, spænde sikkerheds bæltet i tillid til, at vi tager os godt af, fordi andre tager sig godt af os.
//Nan
af talverdenop | jul 26, 2018 | Den positive debat, MIG
Pia og Birgit var børn i starten af 50`erne. Deres mødre havde været børn under depressionen, været unge under krigen, de blev gift umiddelbart efter krigens afslutning og så fulgte tiden som hjemmegående husmødre. Sådan var det for langt de fleste pigers mødre på den tid. 3/4 dele af kvinderne sørgede for husholdningsregnskab, kogekunst, klædevask og så naturligvis at opdrage og passe børnene. Det var i en tid, hvor man vaskede både bestik og bleer i hånden, broderede og reparerede i hånden og spadserede eller tog sporvognen fra forretning til forretning for at handle. Statens Husholdnings Råd udgav pjecer til mødrene om, hvordan de kunne få tiden til at række ved feks. at anvende et opvaskestativ efter opvasken i de tre baljer (en med skyllevand, en med sæbe og en med rent skyllevand), indkøbe de netop opfundne strygefri stoffer og benytte de nye købmandsforretninger som samlede indkøb af kolonialvarer, kød og mejerivarer på ét og samme sted. Børnene måtte man også give opgaver såsom at hente bestilte varer (sørge for nøjagtigt regnskab!), at se efter mindre søskende eller stoppe vådt fodtøj ud med papir, Skolegangen var syv år som minimum, men fælles for både Pia og Birgit var, at de tog realeksamen og gik yderligere tre år i skole. De blev begge ansat på kontor, men så hører ligheden med de to piger også foreløbigt op.
Birgits far var ansat i et engelsk firma som handlede med østersskaller og sammen med sin kusine, blev hun sat på et tog til Esbjerg og herfra sejlede hun til England. Meningen var, at hun skulle i huset hos direktøren, men han insisterede på, at hun ville kede sig og kom istedet i forretning. Hjemmefra havde hun fået besked om, ikke at tage imod invitation om at gå alene ud med direktøren, så da han inviterede hende, spurgte hun om lov til at tage sin kusine, som også var i England, med. Kusinen fortalte, at hun havde hørt , at SAS søgte stewardesser og ville søge. Birgit gjorde det samme. Hun fik afslag, med begrundelsen om, at hun ikke var dygtig nok til tysk og tog derfor til tyskland for at lære det og året efter, i 1968, blev hun ansat.
Pia fik en elev plads i en kjoleforretning, men ikke længe efter fik hun også mulighed for en elevplads som kontorelev og skiftede plads. Hun var allerde kæreste med Henrik, de blev gift og da hun blev gravid forlod hun pladsen og brugte herefter de første år som hjemmegående husmor for sine børn. I 1978 kom hun igen på arbejdsmarkedet, denne gang som hjemmehjælper. Hun kørte rundt på cykel, passede og plejede ældre medborgere samtidig med, at hun meldte sig ind i et politisk parti 1984 kom hun i Folketinget og i 1985 stiftede hun sammen med nogle partifæller sit eget parti.
Hverken Birgit eller Pia var revolutionære, selv om den tid de voksede op i var markant anderledes end deres mødres. Deres barn- og ungdom var præget af fred, håb og begyndende velstand. Det gav mange unge et mentalt overskud til feks. at protestere mod atomvåben, mod USA´s deltagelse i Vietnamkrigen og senere, blive en del af studenteroprøret. De unge fik en stemme de ikke tidligere havde haft og det gav sig udtryk i både meninger, mode, musik og manerer. Birgit og Pia bevarede lidt af den generation de var børn af, ved at pleje ægteskabet, yde håndværk og styre husholdningen. De kom på arbejdsmarkedet som mange gjorde i 70`erne, de blev iværksættere,som flere i 80´erne og har bevæget sig stærkt og sikkert ind i den digitale tid af i dag. Og selv om vi mener, at Verden er under forandring har kvinder født af kvinder i efterkrigsårene, gennemgået nogle af de største forandringer. De har taget imod og lært at gå imod og indgå.
De to jævnaldrende kvinder denne fortælling handler om har aldrig mødt hinanden, men har hver især har de printet sig ind i min bevidsthed; den ene fordi hun er min mor, den anden, purseren ombord på vej hjem fra New York. Under en natlig pause sad hun og strikkede istedet for at hvile og fortalte samtidig sin historie. Om livet før, men især om de 50 år der er gået siden hun begyndte som stewardesse i SAS. De er begge fortsat på arbejdsmarkedet, er glade og grebet over det de laver og lever et liv deres mødre end ikke fantaserede om. “Ja, der er sket meget siden jeg begyndte og vi alle kun måtte bruge Juvenas læbestift nummer 08”, siger Birgit og smiler.
//Nan
af talverdenop | feb 13, 2018 | Den positive debat
Ikke meget er, som det var for ti eller tyve år siden. Verden har forandret sig eller er det os som har forandret Verden? Solen står op og solen går ned, døgnet har fortsat 24 timer, men mennesket har sneget en ny samfundsorden ind. Der er så meget mere vi skal nå, et så meget større ansvar vi skal tage og vi spørger os selv, hvor bliver tiden dog af? I min Verden flyver tiden i bogstaveligste forstand afsted, når man er stewardesse. I min Verden ser ikke meget ud som det gjorde, men af meget lykkelige årsager, har jeg tiden til fælles med rigtig mange af mine kollegaer. Min Verden begyndte i SAS for 28 år siden, vingerne bærer og jeg flyver forsat og i flok med kollegaer, som har været i SAS længe ,,,, 30, 40 eller snart 50 år. De ved om nogen, at ikke meget er, som det var.
Da jeg begyndte i SAS, var programmerne håndskrevne, vi checkede ind og ud hos en dame der satte et lille flueben og vi fik vores diæter i kontanter hos en anden dame. På stort set samtlige ruter, fik passagerne papir aviser, en drink og en snack, varm mad på alle klasser og en cognac til kaffen. Man kom til og fra lufthavnen med en bus fra Hovedbanegården og der var ikke security check. Vi havde knive ombord til at skære citroner i skiver med, til teen. Sådan er det ikke længere, min arbejdsplads er fulgt med tiden. Vi har fået I-pads til at chekke ind og ud, aviser og magasiner skal downloades og da security checkede ind, checkede kniven til citronerne ud. Mine gode kollegaer er også fulgt med tiden og følger med. De er både fleksible og forandringsvillige og når tiden tilsiger, at vi skal effektivisere og eksekvere, replicerer de med et: “Det bliver spændende”.
Nellie mødte jeg i himlen. Hun var purser på en af mine første flyvninger. Vores møde førte til et varmt venskab og bøger skrevet i fællesskab, men i første omgang, førte det til fagforeningsmagasinet, CAUTION. Her bragte vi forskellige indlæg fra bestyrelsesmedlemmer eller bidrog med Nan & Nellies brevkasse og så bragte vi nyt på bagsiden med lykønskninger til fødselarer, jubilarer og kollegaer som var blevet forældre. I CAUTION fra 6. juli 1993, skrev Nellie nedenstående, som jeg med Nellies tilladelse og små modifikationer, bringer her.
“CAUTION bringer i dette nummer et afsnit af den kendte fremtidsforsker Georgina Orwellias netop udkomne bog, “Fagre nye luftfart”. n ung stewardesse i år 2020 fortæller her, om en ganske almindelig hverdag:” Kære dagbog. Det har været en dejlig dag i dag. Jeg stod op kl. 04:00, tog bussen kl. 05:00 og var i lufthavnen kl 06:00. Da jeg checkede ind, fik jeg udleveret min støvsuger og jeg tog straks ud til flyet og begyndte at gøre rent. Piloterne var der allerede, de var ved at laste bagage, rengøringspersonalet var ved at af-ise flyet, mens mekanikerne kom med cateringen. De havde selv lavet omeletterne på deres nattevagt. Det er vidunderligt at arbejde med så effektive mennesker. Jeg udfyldte de nødvendige papirer, mens den anden kabineenhedsarbejder lod passagerne ombord. Vi var to i kabinen på denne tur, en til hvert galley og med mine tre års ancennitet er jeg senior enhedsarbejder. Det er dejligt med så stort et ansvar, når man kun er 21 år. Turen til London gik som en drøm, der var kun 150 passagerer. Der var endda tid til at give individuel og personlig service – en time og 30 min er jo lang flyvetid. 
Vi gjorde flyet rent, piloterne lossede og lastede bagagen. Jeg var så glad for min støvsuger, den nye model med elektronisk supersug. Jeg spiste min madpakke på de elleve minutter og 38 sekunder vi har til frokost. Det er mere end rigeligt til mig. På vejen hjem havde vi fuldt hus, men det gik fint og da vi landede i Kastrup, gik jeg over på sceduleringen for at arbejde på kontoret der. I sidste måned afskaffede man administrationen da det gav en kæmpe besparelse. Det er fortsat vigtigt, at vi får nogle gode programmer som jo er grundlaget for den arbejdsglæde og motivation vi føler. Piloterne gik i hangarerne for at reparere flyene da mekanikerne skal afløses, for at checke passagerer ind når der er spidsbelastning. Klokken fem gik jeg hjem, glad og fri. Det har været en dejlig dag og jeg glæder mig allerede til i morgen hvor jeg skal flyve med to rengøringsarbejdere i cockpit. Det er deres første tur og dagen efter skal jeg på mekanikerkursus. Det glæder jeg mig også til, for jeg elsker at lære nyt. Godnat kære dagbog.
Det er svært at spå – især om fremtiden.
//Nan
af talverdenop | sep 15, 2017 | Den positive debat
Dette er en hyldest til mine enestående kollegaer som for ofte, uretfærdigt, er blevet omtalt som alt for dyre – Jeg håber, at alle vedkender sig, at den kaffe vi serverer, er brygget på sikkerhed, säkerhet og sikkerhet. Jeg håber også, at alle husker på, at for den løn vi modtager for vores arbejde, betaler vi knap halvdelen i skat og, at de penge vi har tilbage, bruger vi primært i skandinavien hvor vi kommer fra.
If everything goes smoothly – I don`t care what airline I fly – but if something goes wrong – well, that is why I fly SAS.
Sådan lød ordene fra en amerikansk passager for nogen tid siden og jeg forstår hende alt rigtig godt.
Kun de færreste kan med det blotte øje se, at vores profession er steward og stewardesse, medmindre vi er i uniform naturligvis …. og så alligevel. Der er noget udefinerbart og uforklarligt, men også en temmelig tydelig sammenhæng, en slags sjældent set, slægtsskab. Vi er hinandens kusiner og fætre, onkler og tanter, en famiglia gigante som tæller over 1500 mennesker, men som vi alle kender navnene på.
På hver eneste tur, opbygger eller træder vi ind in en ny konstellation af familiemedlemmer som vi giver hånd og ser i øjnene eller giver et kram. Og hvor alt på papiret tegner til blive en helt almindelig arbejdsdag og synes forudsigeligt, er vi skolet i, ati det kan forandre sig, men det er ikke noget hverken vi eller andre behøver at frygte. Istedet kan man have tillid til, at alle i” familien” er i stand til at reagere, håndtere og agere i en enhver uforudset eller utilsigtet situation. Sikkerhed er for os, aldrig en gadget, men en evig sindstilstand og sekundet før noget indtræffer, transformerer vi til sygeplejersker, politibetjente, brandmænd og barneplejersker, den hjælpende hånd til den dårligt gående, den beroligende stemme til den nervøse, det lyttende øre til den bekymrede eller øjenkontakten alle søger, når der er en lyd, en lugt eller blot et ønske om at blive beroliget.
Alle årets dage, døgnet rundt tjekker en kollega ind eller ud af sit hjem, sin arbejdsplads, en afgang eller en ankomst, en lufthavn, et hotelværelse eller en by ude i Verden. Alle årets dage, døgnet rundt, pakker en kollega sin kuffert med professionalisme, punktlighed og præcision. Alle årets dage, døgnet rundt kan man stole på,at safety smil og service er at finde i mødet med en kollega. Noget er tillært, men lige så meget er iboende. Vi vil og lykkes med, at byde på og sørge for. ikke bare kaffe, men især at få alle evakueret inden for få minutter , hvis en nødsituation skulle opstå. Det er vores primære opgave, alle årets dage, døgnet rundt – en livslang tillid til, at det vil vi lykkes med og sørge for. Det kan du som passager også have tillid til – du flyver jo med SAS, hvis noget skulle ske…
Vi har skiftende, skæve, skøre arbejdstider. Vi spiser,sover eller er vågne på uvante, ubekvemme og usædvanlige tidspunker. Vores liv bliver pakket ind og ud af en uniform, toilettasker og tidsforskel, men vi er tossede med vores arbejde og hinanden. Vores arbejdsmoral er tårnhøj og kilometer lang. Vi strækker og snor os og favner alt det der måtte komme. Vi giver hinanden håndslag på, at vi vil løfte den opgave vi bliver stillet overfor og vi retter ryggen når vi går fra arbejde velvidende, at det lykkedes.
Himmelrummet er er fuld af stjerner og jeg kunne aldrig lyse uden jer.
//Nan
