Der kommer en dag
Kære Dagbog
I dag, hvilken som helst dag på på ugen eller på året for den sags skyld – og dog. Vi er et par dage inde i december, den 3. eller d. 4. måske og året .. 2020 Måske betyder det ikke så meget, om det er onsdag eller torsdag, ikke lige nu i hvert fald, for jeg er i Shanghai i Kina, isoleret på et hotel. Det er sådan kineserne her ønsker det og så er det naturligvis sådan vi må gøre det. Og jeg har gjort det, selv om jeg har været mere end betænkelig. Betænkelig ived at skulle testes flere gange i samme døgn for Covid-19, betænkelig over at skulle isoleres i et døgn ude i Verden og betænkelig ved ikke at kunne formulere og forklare mig, hvis noget skulle gå galt undervejs, men nu har jeg gjort det. Stået med åben mund og sagt ahhh, mens en læge stak en vatpind i halsen på mig, ventede et par timer på svaret som var negativt og gik ombord på et fly på vej væk..Fløj sikkert og vist til Kina hvor plastikbeklædte mennesker eskorterede os rundt ad trapper, i sluser og labyrinter, fra terminaler til bussen hvor endnu en test skulle tages og jeg blev vred på damen hvis øjne jeg ikke kunne se, da hun stak to træpinde i halsen på mig samtidig og flere gange, uden ønsket resultat, til pas- og sikkerhedskontrol, til stempler og scanninger.
Jeg ser alt gennem bus ruden på vej til hotellet. De gammelkendte rødmossede ansigter på vej til og fra, på tæt-læssede knallertter. Huse der er ved at blive bygget op eller revet ned. De små anlagte køkkenhaver og vasketøj, altid vasketøj som hænger på små altaner bag gitter. Vejarbejderne, både dem der sparker til et par sten og dem der lige har lettet på hjelmen for at tørre en klud over panden. Jeg er sikker på, at der er en plan, men deres ansigtsudtryk signalerer, at de selv er lidt i tvivl. 
Kvinden som pusler lidt rundt foran sin lille butik med fremmede frugter og brændevin, lidt tørret og saltet fisk og noget på glas med skruelåg jeg ikke helt kan gennemskue. I vinduet hænger natursvampe , udenfor er gule pomegranter, gigantiske ingefær og sodavand i fremmede flasker, mens en plastikkat står bag ruden og vinker. Her er lidt af alt det man lige står og mangler eller noget af alt det, man godt kan undvære.
Hotellet er indrettet som de fleste med beige og brun marmor og smukke store kroner i loftet, men ellers er her intet andet, ingen andre. Kun statens plastikbeklædte folk, som skal sørge for, at vi er dem vi giver os ud for at være og hvis vi er… så skal sørge for at eskortere os til vores værelse. Det er her jeg er nu, bevist negativ og endnu engang konstateret, at jeg er mig, Vinduet står på klem og den søde duft af Kina, duftes i øjeblikke. Overfor hotellet spiller de badminton i en stor hal. Det er de menesker jeg kan se og så vagtbetjenten nogen har sat ved indgangen til hotellet. Han rejser sig af og til fra sit lille skillerhus og går en runde. Han er pligtopfyldende og gør hvad han bliver betalt for, men der kommer ikke nogen i alle mine vågne timer.
Nu banker det på døren og en plastikpose med knude, bliver sat på et lille bord uden for døren. Det er aftensmaden som stadig er næsten varm. Jeg sætter mig i sengen og ser på den gigantiske reklame skærm som tidligere har fristet med farvestrålende tilbud, afhængig af års- og taletid. Nu er den slukket og sort, som så meget andet.
Jeg er hverken ensom eller trist mens jeg ligger her og venter på at tiden skal gå, underligt nok, når man bliver lukket inde på et værelse uden nøglekort I det lille døgn jeg skal være her, finder jeg tværtimod ro og glæde i alle dem jeg har og alt det der venter. Friheden til at tænke og gøre (stort set) som jeg vil, min mands varme hånd, duften fra havet sammen med Buddha (min hund) alt for tidligt om morgenen, december lys i stager og på facader, smileyfyldte beskeder fra vores døtre, timers dagslys i min stue, god nybrygget kaffe, en cykeltur, uvist hvorhen, nærheden med mine venner, at spille fodbold om søndagen, forventningen ved at gå i gang med min nye bog, taknemmeligheden over at skulle til min svigerfars 80 års fødselsdag og at vi har alle vores “gamle”, friske blomster i vaser ….
I dag, hvilken som helst dag på ugen eller på året for den sags skyld – og dog. Jeg er på vej hjem.
//Nan
