Søg ikke efter fejl – søg et fællesskab.
Vi er
Mange maler misundelsesværdige malerier af sig selv og det er fashionabelt at frembringe filtrerede, fejlfri billeder. Man kan gøre hvad som helst og blive hvem som helst, men at tage imod og være sig selv er straks sværere, måske det aller sværeste. Vi pynter os med lånte strudstefjer og plukkede svanedun, får lidt luft under vingerne, mens vi utålmodigt venter på, at den grimme ælling skal vokse op, Det kan blive en livslang kamp, enten at passe ind eller, at skille sig, men dagligt og hele tiden, gør vi jo begge dele. Det er ikke hvad vi ser, men hvad vi får øje på. I film verden fx. træder et budskab ofte tydeligere frem, hvis man retter kameraet mod modtageren frem for afsenderen. Måske derfor, er det ikke altid at vi tør, men vi bør, øve os i ikke at spejle os i andres øjne. I dag er det muligt, både at være afsender og modtager, holde kameraet selv, se sig selv med egne øjne og søge det sammenlignelige og det særegene. Hver især er vi uundværlige unika for dem der holder af os, men vi er også en del af menneskeheden ved, at være kvinde/&mand/barn, være arbejdstager/arbejdsgiver/arbejdsløs, mor/datter/niece osv. Livet er også, at træde ud, træde frem og ved siden af, træde ind og et skridt tilbage – sådan er mennesker flest, uanset hvor umage man gør sig for at skjule det ene og synliggøre det andet. Man må finde sin vej.
vilkår og valg
Jeg blev født som pige i et kristent hjem. Mit hår er lyst og jeg har grønne øjne, er 1.71 m høj og vejer lige under 60 kg. Jeg er gift med en mand og er mor til to døtre. Mine etnisk danske forældre har aldrig været skilt. Jeg er lønmodtager, har en ejerbolig og en have. Jeg dyrker motion, spiser mere grønt end kød og bor i cykelafstand fra hovedstaden. Således træder jeg tæt, med mange.
punktum eller potientale
Jeg hedder Nan, jeg er datter af Pia Kjærsgaard og har gået i 1.G to gange. Jeg flyttede hjemmefra som 15 årig og har taget tre uddannelser, men har aldrig brugt dem. Jeg har været på den samme arbejdsplads i 29 år og så er jeg minus A menneske og står op et sted mellem klokken fire & fem om morgenen. Således fjerner jeg mig fra flere.
Muligheder
Hvorfor jeg er som jeg er, er blevet som jeg er blevet, kan jeg tilskrive mine livsvilkår, tilfældigheder, men også mine muligheder. Man kan hænge sin skæbne på hvilken som helst af de ledige knager, men man kan også vælge at tage den på. Den kan stramme, føles trang og ubehagelig, den kan være uden pasform, have alt for lange ærmer og tilsyede lommer. Man kan vænne sig til ubehaget, søge dybere meninger eller have højere forventninger og så kan man tilpasse den, så den passer til. Vi skal jo trods alt, bære den hele livet.
Vi er på en gang individualister og kollektivister.Vi skiller os ud og indgår. Der er nogle helt basale grundvilkår fra vi bliver født, friheden ligger i at forholde sig til dem. Menneskeheden er en enorm majoritet med en masse mangfoldige minoriteter. Det er muligt at finde fællesskab også med dem man ikke ligner, minder om eller tænker som. Verden ville være så meget bedre, hvis vi stod ved og lod andre i fred. Konfronterede og accepterede mennesket – i hver sin farve og hver sin form. Det er der vi kan mødes … som dem …
Vi er.
//Nan
