Ujævnt og uperfekt
“Mormor hvad er det egentlig for et ar du har over øjenbrynet?” spørger hun.
“Det ar fik jeg, da jeg var en lille pige – måske samme alder som du har nu”, siger hun. “Mine bedsteforældre havde et gyngestativ bagerst i haven, lavet af gamle telefonpæle. I det hang et slidt, men solidt træ bræt og der jeg sad ofte og gyngede. Fra gyngen kunne jeg hoppe ned og den dag jeg fik arret, ville jeg hoppe af, lave en halv skrue og lande med front mod gyngen. Jeg landede perfekt med begge ben ved siden af hinanden i gruset, rakte armene op og ud til siden som afslutning, men så kom gyngen retur og flækkede mit øjenbryn”
Uimponeret, men interesseret spørger hun: “Har du flere ar?”
“Ja, svarer mormoderen. Jeg har også arret fra mit ski uheld. Der hvor jeg faldt bagover og slog hånden mod den skarpe kant på skiene og skar den sene der holder tommelfingeren over. Det blødte voldsomt, men lægerne lappede mig og jeg fik dette her minde. Morfar har et ar i panden, fordi han som barn gjorde sig rundtosset og landede med hovedet på kanten af en radiator”.
“Kan man blive voksen uden at få år?”, vil hun vide og mormor svarer:
“Et levet liv har hver sin fortælling. Et levet liv lader sig sjældent fortælle uden ar. Et levet liv risikerer og balancerer med fare for både tydelige, dybe og overfladiske ar. For ca. 400 år siden duellerede tyske studerende med kårder (mensur/akademisk fægtning) og håbede at give eller få et schmiss, et ansigtsar, som var det smukkeste symbol på maskulinitet. Kvinder bærer ar fra fx kejsersnit som et evigt symbol på mødet med livet. Ar kommer af at vove det og at ville det”.
Og du spørger: “Hvis du kunne rejse tilbage i tiden, ville du så have set anderledes ar-fri ud?” “Nej” svarer hun,”det havde den ikke. Jeg havde siddet på gyngen, stået på ski, spillet bold og gjort mig rundtosset igen. Jeg havde prøvet lykken på løbehjul og klatret op i det højeste træ jeg kunne finde. Og det skal du også. Sig oftere ja end nej, er du i tvivl, så nøjes med, måske”.
“Ar kommer af både kærlighed og sorg – har man ingen – har man aldrig levet.”
//Nan
