af talverdenop | sep 17, 2019 | Poesi og sproglige finurligheder
“Jeg undrer mig over, hvor du finder tiden til at være på de sociale medier”, siger han. Hun har gjort sig det klart og hun ved, at der forsvinder forsømmelig fordybelse, når hun bladrer igennem sine virtuelle venners, lykønskninger, letkøbte og dybtfølte, men svært opfyldte leveregler, personlige præstationer, pragtfulde planteverdner, succes og suppehøne, frydefulde aftner og smertefulde stunder, selvberoende stjerner og forstillede stilleben…. Hun sender likes og hjerter og forsvarer sig med at ville følge….med? og han spørger:
“Synes du, at der er noget jeg går glip af”.
Men hun kan lide idéen om, et tilgængeligt værested, et netværk af mennesker som står til rådighed for hinanden, muligheden for at samle sig og dele viden,velvilje og venskab. Hun bryder sig også om det forfinede, forskønnede foto af den ellers så genkendelige, gennemskuelige hverdag – HVER dag – set gennem andre øjne, fra et andet sted … en eller anden.
EN eller anden
gir dig et navn
drømmer med på din drøm
følger dig i sin hånd
lærer dig at gå
En eller anden
gir dig succes
sparker dig ned så ved du hvem du er
gir dig sit hjerte rødt
vil ha dig til du skal dø så ved vi hvem vi er
Vi er en stor familie
Vi er en stor familie
En eller anden
for mig er der kun dig
ku ikke erstatte dig så ved du hvem du er
Vi er en stor familie
Vi er en stor familie
En eller anden
for mig var der kun dig
ku ikke erstatte dig
(Lars Hug, “Vi er en stor familie”)
Han derimod læser tidsskrifter, interesserer sig for litteratur og holder trit med Verdens tidende. Han ved mangt om meget og meget lidt om andet. Han begår og forstår og som hun formår han at skabe relationer, ventilere og kommunikere og hun beundrer ham for at finde tiden – T I D E N. Naturens måde at undgå, at alting sker på samme tid (Wheeler) Det vi har tilfælles, men prioriterer så forskelligt. Måske er det ikke så afgørende, om det er det faktuelle eller virtuelle, snarere tiden vi bruger der og hvad og hvorfor vi deler noget med hinanden. Måske er det tanken om, at der er en afsender og en modtager, en vi ved hvem er og ikke og at meget af det vi gør,, er med henblik på noget andet. Måske … “Lad os ende med ordet “bevidsthed“”, siger han. “Det er et godt ord”, siger hun. “En velovervejet beslutning, styret af en tanke eller en vilje og ikke bare en bevidstløs beskæftigelse”.
Det er der det ender. Hun fortsætter med at være på de sociale medier, mens han er foruden. Den uomgængelige tid forsvinder og forgår eller bare går, med samvær og selvværd som kan være lige meget værd …. især hvis man husker at skrive hvad man har på hjerte eller vedhæfter et foto som kan deles….
Vi er en stor familie
Vi er en stor familie
En eller anden
//Nan
af talverdenop | mar 23, 2019 | MIG
Hvor kendt skal man være, og hvor mange tilkendegivelser bør man få? I hvor høj grad kan man stikke ud, før det stikker af, og hvornår blev det vigtigt ikke bare at være sig selv eller ligne hinanden lidt for den sags skyld og i hvor høj grad lykkes det så?
Det er ikke længere eftertragtet at være “almindelig”, falde ind i mængden og falde til, men frem for alt, falde i god jord hos sig selv. Sætte rødder og gro, strække sig og give efter, tage imod og byde sig til som menneske….. sådan helt generelt. Være menneske som menesker er flest frem for at udstille og adskille.
De sociale medier har givet os muligheden for at optræde, træde ud og ind på en helt ny scene. “Hvad har du på hjerte?” bliver vi spurgt og vi svarer, synes godt om og slår en status op, mens vores identiet er på spil og vores personlighed er på prøve. Vi er ikke blot længere, men kan ved hjælp af andre blive til, hvad vi vil – hvad de vil, i hvert fald for et øjeblik. Jagten på den lille blå tommelfingeranerkendelse eller det lille hjerte fra andre, men også muligheden for, at holde øje med andre er døgnets omdrejningspunkt. Den offentlige skueplads hvor nogen udstiller, andre bliver stillet ud, en ramme, et album, en dagbog fuld af person- berømt- og almindeligheder.
Vi kunne forsøge at fastholde tanken om, at vi jo alle er nogens barn, nogens forældre, nogens gode ven, nogens søster eller chef. At vi alle er nogens nabo, nogens trolovede, nogens fortrolige, nogens medarbejder eller måske lidt forenklet, at vi alle helt og holdent, blot er hinandens medmennesker. Måske vi alle er eller har lidt af dem alle i os, sådan helt gennemsnitligt gemt og hvis vi griber det billede og drysser lidt, vrede og glæde, sorg og smil, lidt fest- og hverdag hen over, så er det måske sådan livet ser ud, for de fleste – uanset hvor umage man gør sig, for at bøje af, afbøje.
Jo, vi ligner hinanden på godt og på ondt i både den virkelige og i den virtuelle Verden. Almindelighederne byder sig til og vi redigerer og polerer, toucherer og raffinerer, folder farver og filtre henover den ellers så genkendlige og gennemskuelige hverdag. Og mens vi betragter og selv og dem vi følger, drejer kloden stille rundt….. med mængden, den almen menneskelige masse som de fleste af os alligevel og i sidste ende, ønsker at være en del af og indgå i. med viden om at himlen er malet blå, med en solskinsstribe på…..
Måske er det hele lidt fordrejet og lidt for velovervejet, men sådan er det med øjebliks ønsker og drømme, som virkligheden jo også består af. Hvor kendt skal man være og hvor mange tilkendegivelser bør man få?
vælge lyset frem for skyggen
gi’ mig selvet puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
//Nan
af talverdenop | jul 20, 2018 | Hverdagstanker og drømme
Ude ad en smal landevej, mellem gule kornmarker, syner et skilt om, at man kan købe økologiske grøntsager og i det lille ubemandede læskur, ligger frugt og grønt til skue. På en bøjet krog hænger brune papirsposer, ved siden af et håndskrevet papskilt om, at man kan lægge penge i metalkassen, som står på bordet nedenunder. Fornøjede, høster vi store squash, ny opgravede kartofler og frisk plukkede kirsebær, tæller og lægger sammen og lirker mønter gennem sprækken til kassen. 
Det er tillid i verdensklasse – den danske usynlige værdi, som i et og samme, viser både styrke og sårbarhed. På samme måde som vi ubekymret, stiller barnevognen med vores mest dyrebare, udenfor en cafe låser vores cykler med en lille metalpind som spærrer for egerne og får de glemte byttepenge tilbage af den næste kunde i butikken.Vi har et fælles mellemmenneskeligt projekt som binder os sammen på tværs. Vi ser hinanden i øjnene og giver håndtryk uden at skrive noget ned og tror på det bedste i hinanden. Boden ved vejen minder os om, at ingen eller de færreste vil kunne nyde en pose stjålne ærter og hvis og i fald, er vi overbevidst om, at de vil blive hjemsøgt eller få mareridt over den gale gerning.
Graver man længe nok i sandet ender man hos kineserne og i Kina har man siden 2014, ønsket at promovere netop troværdighed. “Keeping trust is glorious and breaking trust is disgraceful,” hedder det i et statsligt dokument og derfor har man bedt et privat selskab om, at oprette et overvågningssystem af dimensioner. Kreditkort, computere, tablets og telefoners aktiviteter bliver registreret i et enormt system og de 1,4 milliarder kinesere, bliver vurderet og rangeret. Hvis man opfører sig som ønsket, passer sit arbejde, bruger sine penge med omtanke og er frivillig i en parti venlig organisation, scorer man point – social credit. Point, som giver lettere adgang til mad- og behandlingssteder, men også datingsider som de, der fx ikke kommer afsted i ordentlig tid om morgenen og kører for stærkt, går over for rødt lys eller kommenterer kritisk på et udsagn på nettet, bliver udelukket fra. Det betyder, at hver tanke, hvert skridt og hvert bekendtskab man tager eller indgår i, derfor bør overvejes nøje – det er kinesisk harmoni, det er tryghedsskabende og tillidsfuldt, men det er kun med én og samme forudbestemte stemme.
Ca. 67% af den danske befolkning benytter sig af sociale medier og ca. 5,4 millioner danskere har et kreditkort. Med samme tillid som ejeren af boden ved vejen, lægger vi ublu og ubekymret vores liv og meninger frem, deler og kommenterer, like`er, læser, køber som beset og stifter bekendt- og virtuelle venskaber. Informationer florerer og cirkulerer og vi diskuterer, proklamerer og er sjældent armeret. Det beror på tillid, ikke bare til andre, men også til os selv. Og vi vokser og bliver større, når nogen viser os tillid – udfordringen er ikke tage den for givet. For selv om vi er Verdensmestre i netop denne disciplin, er det en daglig øvelse at fastholde den og alle de stemmer den måtte indeholde.
Selv har jeg fx en instagram profil. Den er ca. 1,5 år gammel og fungerer som mit virtuelle dagbogs album . Hvèr dag lægger jeg et foto op, på samme måde som jeg før i tiden, ville have skrevet en note i den dagbog, jeg ikke længere benytter. Jeg opfatter profilen som min helt egen private, velvidende, at de der har lyst til at være med, er inviteret. Derfor er billederne længe undervejs og aldrig uden overvejelse. Vi er mange med profiler på de sociale platforme og vores tilgang til dem er forskellig, men fælles for de fleste af os er, at vi stoler på, at de der ser med, vil os det godt. At de opfatter det lille ind- eller opslag – det vi poster – son et postkort man bliver glad for at modtage, måske man hænger det op i sin bevidsthed for en stund, men før eller siden lader man det passere og kasserer så der kan blive plads til en ny hilsen. Jeg kan lide idéen med vej boden og det, at vi byder på det bedste vi har og håber på, at den kontante afregning stemmer.
Hullet til Kina er dækket til med sand og selv om jeg ofte besøger det overvågede land, har jeg hjemmefra, social kapital nok til at begå mig og social credit nok, til at rejse derfra igen. Kontinuerligt træder vi ind og ud af regneark, måleenheder og diagrammer og i mere eller mindre grad scorer vi point – høje som lave – primært hos hinanden, men også i mange og flere bevidstheder.
//Nan
af talverdenop | feb 18, 2017 | Hverdagstanker og drømme
Da jeg i besluttede mig for at begynde bloggen her, var det i ærgrelse over, at jeg dagligt måtte skærme mig igennem stikkende, sarkastiske og skånselsløse statements på (a)sociale. Når slusen først blev åbnet, var det som at blive bruset og blæst bagover af en hård stråle med iskoldt vand. Jeg blev både kold og klam og mine arme hang så latterligt lange, at man kunne tage dem og binde dem i en kraftesløs knude på ryggen. Som klud sad jeg og iagttog en højlydt kamp mellem udråbstegn, caps-lock og brok. Bloggen her skal tale Verden op igen og kun dele de tanker jeg mener, vil hjælpe til med det sproglige projekt.
“Friheden består i retten til at gøre alt,
som ikke skader andre”.
Franske Menneskerettighedserklæring 1789
Det handler ikke om meninger. Dem har vi alle. Det handler ikke om holdninger. Ingen er ligeglade. Det handler ikke om ikke at kunne ytre sig. Den frihed har vi. Det handler om ordvalg, omhu og omtanke. https://menneskeret.dk har i denne uge offentliggjort, en analyse over hadefulde ytringer primært på DR og TV2 s hjemmesider.
50 procent af de adspurgte mænd og kvinder mener, at tonen i debatter på sociale medier afholder dem fra at udtrykke deres mening og deltage i debatten. Når halvdelen afholder sig fra at udtrykke deres mening på grund af en taktløs tone, har vi et demokratisk problem med konsekvenser for den offentlige debat
Det er blevet lettere at give sin mening til kende, men hvad nytter det, hvis halvdelen afholder sig? Den halvdel som deltager og mener at have en mening med eller en holdning til: Det er lettere at “høre” hvis det der bliver delt er inkluderende frem for generende. Jeg ønsker oprigtigt, at vi hver især tænker og tilstræber at trimmer tonen,
For at indgå i dialogen må man være lydhør. For at nå nogen må man række hånden frem og for at indgå i sociale medier, må man være bevidst om, at de tanker man deler bliver set. Søren Huus udtrykte det på bedste vis, i et interview han gav i Information for et års tid siden hvor han sagde:
“Jeg tænker, at det at ytre sig frit ikke har nogen reel værdi i sig selv. Hvis alle er døve, er tale vel overflødig”.
