Den forventede levetid i Spanien er 83
En ældre herre, noget forbi de 80, kommer os i møde. Han er iklædt en let khaki kortærmet skjorte med brystlommer og beige ny pressede bukser. En livrem er symbolsk spændt om den mættede mave, som ad åre er blevet centrum for hans æggeformede krop. Han har lette, sandfarvede stof sko på fødderne og støtter sig til sin stok, da han løfter på stråhatten, som en hilsen til d´damer. Vi smiler lillepige agtigt og får lyst til at neje da vi passerer ham på Calle Larios, Malagas marmorbelagte strøg passage. Senere ser vi ham igen, siddende på en af keramik bænkene i Paseo del Parque med sin trofaste ven, stokken ved sin side og El Pais, spaniens største avis mellem hænderne. Det er fredfyldt, foreneligt og i fælles harmoni med den omgivende tid, som én tillader at sætte i stå, mens så mange andre, farer afsted.
For at komme fra vores lejede lejlighed, til den gamle bydel i Malaga, vælger vi at gå ad de uens, men vel tirettelagte tegl- og granitstens belagte stier, langs Borgruinen Alcazaba Herfra, kan man se udsigten til Plaza de toros de La Malagueta, den traditionelle tyrefægter arena, 
havnens palmefyldte moler og Manquita, den kolossale katedral som repræsenterer byggestile fra renæssance til nyklassicisme eller 250 års forskellige byggestile. Hver morgen vi går den vanlige tur mod den gamle bydel, bliver turen akkompagneret af solen og en spinkel mand i ternet skjorte og løsthængende jeans. Centralt placeret på toppen af en lille udsigts platform, står han troligt og spiller soul og solo smooth jazz på sin saxofon.
I Jardin Botanico Censeption, triller bedsteforældre deres børnebørn af sted mellem blomster, planter og palmer fra hele Verden. Kvinderne har kjoler med knapper eller to delt sæt med nederdel og top af samme stof og håret er friseret og sat, som kom de lige fra frisøre, mens Børnene har fået vand eller sløjfe i håret. iGenerationer, som lever tæt sammen og fortsat gør brug af hinanden og at de mere end 500.000 Spaniere i Malaga, holder fast i en tusinde af årelang tradition, om at hilse på og interessere sig for hinanden. Ventilere og gestikulere det man har på hjerte og følelserne, som sidder uden på tøjet og vedblive at holde den sociale bevidsthed i live.
Vi lejer cykler og kører langs vandet og sandet med de finkornede vulkansten, fem kilometer østpå og falder ned og til i Pedregalejo, en fin fiskerlandsby med masser af chiringuritos (strandrestauranter) Hjemmevante sætter vi os til rette, i en af de familiedrevne med navnet, Miguetito. Vi får serveret grill stegte ansjoser på spyd, saltede og stegte jalapenos og paella mixta, naturligvis, med masser af skaldyr, muslinger og kylling i tapas form, ad mindre skåle. Ved ind- og udgangen til restauranten, står et ældre ægtepar, han med violin, hun med harmonika. Hendes flerfarvede skørter er trukket op om den hvide kortærmede skjortebluse og dækker lejlighedsvis, hendes lidt for trætte espadrillos, mens et solbleget tørklæde er bundet om det solbrændte ansigt.
I de små bugter, har familier pakket kurve med mad og drikke i pæne mængder. De har lagt flettede sivmåtter og arrangeret læ- og solskærme og i den opslåede parasol, hænger hånd- og benklæder. Kvinder i alle aldre med bare bryster, står med hænderne i siden og skuer mod horisonten, mens mænd med stråhatte har sat sig i de stribede stole i skyggen. Dagtimerne går for dem og for os og for de øvrige “Los Malagueños”.
Malaga har udsigt til borge og bygningsværker, de har åbne pladser og et Picasso museum,de har fæstninger og flamenco, men det er menneskene som har gjort indtryk. Mennesker man har lyst til at være i blandt, mennesker som tager sig af og er opmærksomme på hinanden. En fornemmelse af, at man kender den lokale politibetjent som tillader, at man holder lidt ulovligt, at bankdirektøren ordner ens selvangivelse og at fiskemanden, slagteren, grønthandleren og bageren i Mercado Central de Altaranzanas har fisket, slagtet, høstet og stået tidligt op, kun for dig. Man har øjenkontakt, holder hinanden i hånden eller på skulderen og samtaler er i gang. Det er impulsivt, det er pulserende og livet er vejledende.
//Nan
