Social stabilitet
Ude ad en smal landevej, mellem gule kornmarker, syner et skilt om, at man kan købe økologiske grøntsager og i det lille ubemandede læskur, ligger frugt og grønt til skue. På en bøjet krog hænger brune papirsposer, ved siden af et håndskrevet papskilt om, at man kan lægge penge i metalkassen, som står på bordet nedenunder. Fornøjede, høster vi store squash, ny opgravede kartofler og frisk plukkede kirsebær, tæller og lægger sammen og lirker mønter gennem sprækken til kassen. 
Det er tillid i verdensklasse – den danske usynlige værdi, som i et og samme, viser både styrke og sårbarhed. På samme måde som vi ubekymret, stiller barnevognen med vores mest dyrebare, udenfor en cafe låser vores cykler med en lille metalpind som spærrer for egerne og får de glemte byttepenge tilbage af den næste kunde i butikken.Vi har et fælles mellemmenneskeligt projekt som binder os sammen på tværs. Vi ser hinanden i øjnene og giver håndtryk uden at skrive noget ned og tror på det bedste i hinanden. Boden ved vejen minder os om, at ingen eller de færreste vil kunne nyde en pose stjålne ærter og hvis og i fald, er vi overbevidst om, at de vil blive hjemsøgt eller få mareridt over den gale gerning.
Graver man længe nok i sandet ender man hos kineserne og i Kina har man siden 2014, ønsket at promovere netop troværdighed. “Keeping trust is glorious and breaking trust is disgraceful,” hedder det i et statsligt dokument og derfor har man bedt et privat selskab om, at oprette et overvågningssystem af dimensioner. Kreditkort, computere, tablets og telefoners aktiviteter bliver registreret i et enormt system og de 1,4 milliarder kinesere, bliver vurderet og rangeret. Hvis man opfører sig som ønsket, passer sit arbejde, bruger sine penge med omtanke og er frivillig i en parti venlig organisation, scorer man point – social credit. Point, som giver lettere adgang til mad- og behandlingssteder, men også datingsider som de, der fx ikke kommer afsted i ordentlig tid om morgenen og kører for stærkt, går over for rødt lys eller kommenterer kritisk på et udsagn på nettet, bliver udelukket fra. Det betyder, at hver tanke, hvert skridt og hvert bekendtskab man tager eller indgår i, derfor bør overvejes nøje – det er kinesisk harmoni, det er tryghedsskabende og tillidsfuldt, men det er kun med én og samme forudbestemte stemme.
Ca. 67% af den danske befolkning benytter sig af sociale medier og ca. 5,4 millioner danskere har et kreditkort. Med samme tillid som ejeren af boden ved vejen, lægger vi ublu og ubekymret vores liv og meninger frem, deler og kommenterer, like`er, læser, køber som beset og stifter bekendt- og virtuelle venskaber. Informationer florerer og cirkulerer og vi diskuterer, proklamerer og er sjældent armeret. Det beror på tillid, ikke bare til andre, men også til os selv. Og vi vokser og bliver større, når nogen viser os tillid – udfordringen er ikke tage den for givet. For selv om vi er Verdensmestre i netop denne disciplin, er det en daglig øvelse at fastholde den og alle de stemmer den måtte indeholde.
Selv har jeg fx en instagram profil. Den er ca. 1,5 år gammel og fungerer som mit virtuelle dagbogs album . Hvèr dag lægger jeg et foto op, på samme måde som jeg før i tiden, ville have skrevet en note i den dagbog, jeg ikke længere benytter. Jeg opfatter profilen som min helt egen private, velvidende, at de der har lyst til at være med, er inviteret. Derfor er billederne længe undervejs og aldrig uden overvejelse. Vi er mange med profiler på de sociale platforme og vores tilgang til dem er forskellig, men fælles for de fleste af os er, at vi stoler på, at de der ser med, vil os det godt. At de opfatter det lille ind- eller opslag – det vi poster – son et postkort man bliver glad for at modtage, måske man hænger det op i sin bevidsthed for en stund, men før eller siden lader man det passere og kasserer så der kan blive plads til en ny hilsen. Jeg kan lide idéen med vej boden og det, at vi byder på det bedste vi har og håber på, at den kontante afregning stemmer.
Hullet til Kina er dækket til med sand og selv om jeg ofte besøger det overvågede land, har jeg hjemmefra, social kapital nok til at begå mig og social credit nok, til at rejse derfra igen. Kontinuerligt træder vi ind og ud af regneark, måleenheder og diagrammer og i mere eller mindre grad scorer vi point – høje som lave – primært hos hinanden, men også i mange og flere bevidstheder.
//Nan
