Sprogblomster
“Once I was seven years old my momma told me
Go make yourself some friends or you’ll be lonely”
Dette er et religiøst refugium. Dette er min åndelige blodbank. Det er her jeg ilter mit hjerte og min hjerne Det er ikke et stykke kultiveret natur, nærmere et naturligt stykke kultur.
Sommetider i solen, til andre tider i skyggen, men kun for en stund. Her har jeg højtfortalte hemmeligheder eller lytter til lyden af liv .Her er jeg fordomsfri; her finder jeg fred. Her, er det muligt både at nyde og syde, pryde og fryde.
Jeg husker naturligvis at passe og pleje, glæde og gøde, nippe og nøde. Jeg går alle i bedene og holder min sti ren. Det er vigtigt, at hver enkelt ved, at jeg beundrer når de blomstrer, at jeg byder og vander når de hænger med hovedet og sikrer og sørger for at de aldrig visner. Hvis én er på herrens mark, er jeg vaks ved havelågen og stikker fingeren i jorden. Sammen får vi skovlen under og bliver enige om, at alle gør i nælderne. Vi holder hånd og lægger os i græsset og ser, at bag skyerne er himlen altid blå.
En god ven er en af naturens undere
Min vidunderlige have rummer dem alle, en broget buket af ukrudt, urter og ukendt orkide. Den trodsige tidsel, den bly viol og det sure ribs, Kong gulerod, krukken og kosten, Hende der går agurk og hende der klarer ærterne.Hver og én er plukket, plantet og placeret. Her i min have, hvor træerne til tider vokser ind i himmelen og hvor jeg dagligt bliver bekræftet i, at græsset ikke er grønnere bag naboens hæk. Her kan jeg se og høre det gro.Jeg har trukket det lange strå.
Vores veninde- og venskab er unikt og bærer frugt . Livet igennem, har jeg samlet mig en beundringsværdig buket og jeg dufter og dulmer, afhængig af humør. Til vores bryllup for mere end 16 år siden, ankom hver gæst, med den blomst de holdt allermest af. Hver og en blev de samlet og bundet og på den måde med til alters i den vigtige stund. De smukkeste mennesker i min livsbuket. I beriger mit liv dagligt: “Jeg er en heldig kartoffel”.
//Nan
