En lektion i skønhed, historie og meningen med livet
I det lille loftsværelse på femte etage, sidder jeg ved vinduet og ser ud over tag toppene. Solen er knap stået op, men nede i den brostensbelagte gade, er renovationsarbejdere ved at samle skrald og spule med sæbe. Jeg har åbnet den smalle franske altan dør og håber på duften af crepes, croissanter og café au lait og at det gyldne lys snart vil vise sig. Til højre for mig, Saint Sulpice-kirken til venstre, Église de Saint Germain des Prés og imellem dem, de mange skorstene, en for hvert værelse i lejlighederne, der har kamin eller pejs. De små kobber belagte karnapper, de pastelfarvede afskallede skodder, de væghængte lanterner.lyser på pudsede mure. Farverige butiksfacader med stribede markiser, skilte med skråskrift og krummelurer – klassisk, romantisk og nostalgisk …
Vi er i Paris.
“WE’LL ALWAYS HAVE PARIS.”
Howard Koch
Om et øjeblik vil én, vanen tro, gå ned på det nærmeste brasserie. Django Reinhardt vil tage imod, sammen med en klein, bleg tjener i sorte bukser og hvid skjorte. Ved et andet bord, vil der sidde en herre med halv langt gråt krøllet hår og runde læsebriller. Han vil være iført en lilla fløjls habitjakke og et silketørklæde og ved foden af stolen vil der stå en slidt kasse med et instrument, en fagot måske? Han vil nippe til sin café leger mens han engageret orienterer sig i Le Figaro. På boulevarden, vil scootere suse forbi og på fortovet, en familie med to børn; Pigen i A formet frakke med pelskant, drengen i knickers og ternede knæstrømper. En ældre herre vil lunte forbi i sin duffle coat ude at lufte sin Bichon frisé og hilse på en ældre dame. Hun trækker sin lille indkøbstrolley med porretoppe og baqutte som kæmper om pladsen med øvrige dagfriske varer, efter sig. Det vil blive min udsigt – genkendeligt og forudsigeligt ….
Sådan er Paris.
Over en weekend, er vi vendt tilbage, ikke kun til Paris, men til en svunden tid med bette boglader, pladebutikker, fiskehandlere, slagtere, chokolatierer, parfumerier, konditorier og fleurister. Vi slentrer skødesløst eller tager metroen, som stadig spytter papirbilletter ud. Vi falder ind, falder hen i byen man falder for. Måske fordi den, på trods af sin størrelse har bibeholdt mangen en landsby drøm som vi forlængst har kvalt i storkøb og supermarkeder. plastemballerede færdigvarer og farven gul, som lokker med billige basisprodukter. Det findes måske også i Paris, men jeg ser det ikke. Istedet, ser jeg franskmænd som aldrig spiser alene, nyder et godt glas vin, både til frokost og til middag, spiser fede oste, confit de canard og ryger gauloises. Pariserne nyder livet og alt det der bor i det. De er har ikke travlt med at gøre alting anderledes eller smartere og hvorfor egentlig, hvis det man har virker? Det virker på mig. Det gode liv, tror jeg ikke, at man kan hverken spare eller slide sig til. Det skal leves.
Frihed, lighed og broderskab …. Vive Paris.
//Nan
