Generation præstation
Vores yngste datter blev døbt i vores daværende kolonihave i Vangede. Hendes farmor havde bundet en krans af lyng og hendes mormor havde fundet en kjole i grønne og lilla nuancer. Hendes søster, vores ældste datter pøsede lidt vand på hovedet af hende fra fuglebadet og hendes far holdt en kærlig og givende “god vind” tale. Alle vores venner, deres børn, vores familie, fætre og kusiner var med og hver især afsluttede vi den lille seance med at sende balloner til vejrs. De var fyldt med troen på og tillid til.
Vi valgte en selvforvaltnings vuggestue, hvor børnene får lov til at lege frit, hvor der sættes så få rammer som muligt, og hvor pædagogen ikke træder ind i børnenes liv når de kan og vil, men hvor de drager børnene ind i deres Verden, når børnene kan og vil. Senere valgte vi en skovbørnehave, med endnu mere frihed og fantasi, i et naturområde nær Mindelunden. Halvdelen af vores yngste datters folkeskoletid gik hun på en musikskole, den anden, halvdel på en friskole. Vi var børn af 60 erne, vores børn af 90 erne – Vii tog de bedste værdier med fra vores tid og gav dem til vores egne børn så de kan…..
Vores hensigt har altid været, at gøre vores døtre bevidst om, at de vokser op i en kultur som aldrig må tilsidesætte menneskets fundamentale behov for at være sammen, tage hensyn, udvise empati og medmenneskelighed. Vi vidste fra det øjeblik vores piger blev født, at der var brug for dem. At de skulle indgå i en større sammenhæng, ikke blot vores familie, men formidable fællesskaber; uprøvede uddannelsesinstitutioner, være en ven af Verden. Og når ikke de var nærværende eller til stede, ville de have en fornemmelse af at være savnet. Vores livs mantra har været, at gøre sig umage.
Nu er også den yngste, voksen og jeg ser og oplever, hvordan vores generation og dem før os, har glemt vigtigheden af at lade dem fortsætte den rejse med den bagage og de forestillinger vi gav dem da de var små. Veninder og venner af vores børns generation arbejder uden løn og hvis får løn, risikerer de at få den udbetalt i en brun skattefri kuvert. De bor på lejede værelser, hvor man er nødt til enten at gå gennem udlejers soveværelse for at komme ud af sit eget værelse eller betaler alt for mange penge for alt for få km2 og/eller flytter kontinuerligt, da lejligheden ofte kun er til leje,( i alt for få måneder. Deres fremtid er til evig bekymring som smitter af og klistrer, fordi karaktergennemsnittet på mange uddannelser er svimlende høje og optagelsesgraden forsvindende lav. (Heller ikke) i dag man kan klare sig uden en uddannelse, et arbejde eller en bolig, men hvem er vi, andre end forældre og bedsteforældre som på den ene side sidder og summer som en myg i det ene øre om, hvordan man skal opføre sig, mens selvsamme, snupper deres ubekymrede ungdom, snyder, udnytter, presse unødigt og fortvivler istedet for at leve i overensstemmelse med, troen på og tilliden til?
Kun ganske få betydningsfulde samfundsforandringer begynder oppefra. Vil man, må man begynde nedefra, indefra. At blive forældre forandrer, men tvinger også en til at se forandringer i ens opfattelse af samfundet, andre forældre og strukturer. Mennesket er sit eget største håb. I selv den største håbløshed rejser det sig stærkt. Den tager sin egen formåen i brug, og dets formåen er uendelig. (Anna Wahlgren) Lad os holde fast i at hjælpe de smukke unge mennesker afsted med både børne sange og eventyr i behold, men lad os først og fremmest bevare vores gode manerer og velopdragenhed. Vi skal kontinuerligt være i stand til at se os selv, men også vores børn i øjnene – hele livet.
Kære Olga. Du bidrager til, at jeg dagligt, generobrer mit liv, min frihed og min dømmekraft. Du minder mig konstant om at se livet med nye og andre øjne og skelne mellem det der har betydning og det der er mindre betydningsfuldt. Du minder mig om sandheden og der hvor det hele begyndte, nemlig troen på og tilliden til.
Til vores Lykkefugl med det ædelmodige vingefang.
//Nan
