Når længselen efter noget, smelter sammen med det Verden har at tilbyde.
Mine damer og herrer. De næstkommende indlæg er en trilogi – en trilogi om tro. Det første begynder i barndommen, handler om en lille tilfældig piges barndom og om overtro. http://letloverule.dk/7-9-13/ Det andet indlæg handler om en ung mand, en helt tilfældig ung mand, og om mistro. http://letloverule.dk/hoenen-kom-maaske-alligevel-ikke-foer-aegget/ Det tredje indlæg handler om at troog vigtigheden i at formode og forudsætte, i livet som en helt vilkårlig voksen. Indlæggene kan naturligvis læses uafhængigt af hinanden; det er jo blot beretninger i tre dele, der hver især udgør en afsluttet helhed, men som beskæftiger sig med et fælles tema. I dette tilfælde ….. tvivl.
“Tror du på tilfældigheder?” Spurgte han. “Ja”, svarede hun uden at tøve. “Så er det måske den største forskel på os to, svarede han. Jeg tror nemlig ikke på tilfældigheder, men at vi alle er del af en programmering som er flettet fuldent ind i den kollektive bevidsthed. Troligt glider vi ind i ufravigelige tankesæt og tegn, afviger sjældent, og kun for at finde tilbage i det forudbestemte. Vil vi have balance, må vi bryde med det, vi må fortolke og forsøge at forklare det bagved liggende. Ellers forbliver vi fanget og ikke frie …. Ser du ikke hvordan Verdens absurde optrin belyser meningsløsheden. Hvordan vi konstant bliver stillet overfor håbløse alternativer og hvordan magtfulde masser trækker uløselige dilemmaer ned over individet. Hvis ikke du gennemskuer kompleksiteten vil du kontinuerligt leve i paradokset om at vælge forkert, uanset hvilken løsning du vælger”, sagde han. ”Der er en mening med alting”.
Hun lyttede og selv om spørgsmålet om troen på tilfældet var tydelig, følte hun, at hun havde hun svaret på noget andet – om deres møde – om det, at de to mødtes var tilfældigt? Det var det hun havde svaret på og det var det hun troede. At mennesker på livets landevej møder et uendeligt antal sidespor og sidespring, som muligvis ansporer til at springe eller undlade det eller måske springe både til og fra. Hvis man altid analyserede alting ud fra naturlove, sandsynligheder og vilkår, ville det føles fattigt og hvorfra skulle den dybe taknemmelighed, hun så ofte mødte over møder, så findes? Og hvis skæbnen allerede var bestemt og besluttet, hvorfra opstod så de tilfældigheder som hun troede på? De små overraskelser som puffede til endeløse rækker af forudsigeligheder, de små bevægelser som skubbede til sindet så hun blev vækket og vaklede og gav slip, gav sig, gav lov. Det ikke relaterede møde, så uforklarligt perfekt, hvor den enes skæbne uvægerligt tilpasser sig den andens.
”Forskellen på os to er måske stor, måske knap så stor”, sagde hun. Jeg tror …. måske….. at meningen med og tilfældighed, kan leve sammen som søskende. Mens den ene begriber Verden, forsøger den anden at gribe den. Mens den ene forsøger at formindske kaos, forsøger den anden at forstørre og forstærke kærlighed. ”Du”, sagde hun, ”rejser alene som den lille prins mellem planeterne, mens jeg lever i flok og følger en jordisk livsgnist som hele tiden blafrer og dufter af lilla lavendel. Jeg vokser vildt, men også dyrket. Jeg tåler både blæst og sol og føler mig fuldendt i flok. Gud kaster ikke med terninger”, siger man – der er er en plan. Du ønsker at kende den og jeg…….. jeg tror, at af og til møder noget internt noget eksternt og finder tilfældigvis mening i begge dele”.
“Jeg tror, at jeg forstår, at du er ved at bygge bro mellem flere Verdner og du skal vide, at uanset, om du bygger af strandet drivtømmer og iturevet fiskesnøre, vil jeg til hver en tid, trygt gå over den bro.”
Denne trilogi, besluttede jeg for længe siden, skulle handle om tvivl.. For bare en uge siden fik jeg en revision til min scedule og kommer til at flyve med en kollega som spørger mig: “Tror du på tilfældigheder” og min trilogi fik sin slutning. Ville vi have fløjet sammen også før jeg påbegyndte min trilogi, var det meningen eller var det helt tilfældigt?
Jeg er i tvivl.
//Nan
