Sicilien – Sjæl, hvad vil du mere?
2. Rejseskilding
Køreturen fra Cefalü til Castellamare del Golfo tager lidt mindre end to timer. Lejligheden ligger lige over for byens rådhus og Antonio Romero står klar med nøglerne og til at vise os rundt. “Drikker I hvid- eller rødvin? Jeg byder altid nyankomne på en flaske.” Lejligheden ligger øverst, med udsigt til havn og hav, en bevokset bjergside og betagende tegltage 
Antonio tilbyder os, at køre med til stranden, hvor han tilbringer dagen med familien. “Hos mig er man ikke en gæst. Hos mig, er man en ven”. Vi kører med og går langs kysten tilbage til Castellamare Del Golfo og rundt i de livfulde smalle stræder. Vi hilser på Simono som sælger mandler, pistacie- og hasselnødder fra sin lille trækvogn og som forærer mig et kræmmerhus med friske figner. “With compliment”. Købmandssønnen som langer serano og mozarella over disken og hans gamle mor som stolt beder os smage sønnens sicilianske “Pomodori secchi ripieni ” som er soltørrede tomater med fyld af brødkrumme, pinjekerner, kapers, og ansjos: “Min søns babyer”. Og så naturligvis Carlos som oprindeligt er fra Milano, men som nu ejer et lille lidt skramlet værtshus hvor vi køber den første øl og han byder på den næste..”Domani” (Vi ses i morgen).. På under et døgn er vi blevet en del, af det gade genkendelige og gensynsglæden bliver dagligt bekræftet.
En udflugt til Palermo er pragtfuld panik. puls og passion, pensionister, futurister og turister. Træd ind på Palermos scene af storladne teatre, forfaldne, fordumstiders smukke kirker og paladser som signalerer en by, bygget af både, arabere, grækere, normanere og romere. En hellighed, har lagt et kors, Quattro Canti, ned over hovedstadens midte som indbyggere og turister krydser i alle byens retninger til fods, i bil, på scooter, cykel eller i hestevogn. Storby Sicilianerne træder ind på scenen, forfængelige og frække.. Mænd i pink skjorter, røde hyttesko med pyntesøm og brillestel med striber og kvinder med hæl, lak og læbestift. Palermo er fuld af smile- og panderynker, men bag facaden er et varmt menneske, hvis historie du ønsker at høre.
I Castallamare Del Golfo ligger restauranten Antiche Scale på hjørnet af byens park. Restauranten har udelukkende kvindelige ansatte og kokken Maria Pia er kendt for sin, “Cous Cous di Frutti di Mare””- den er værd at rejse for. Overfor hende, ligger tapas baren, Quatro Canti hvor man sætter sig på træ paller med hynder i flere farver, får et olivenbræt serveret med grissini, prosciutto, syltede peberfrugt, oliven, provola, vastedda og meget, meget mere..
I Zinfalgo syv kilometer uden for byen kan man gå 16 km langs klippesiden i et naturreservat. Undervejs, kan man gå ned til små laguner langs vandet. Mad og drikke skal man selv have med. Naturen er ikke forstyrret af, små spisesteder eller vandposter, men uforstyrret, ubekymret natur.
Castello della Badia ligger gemt i baglandet. Et forlængst forladt og faldefærdigt slot fra 1600 tallet, men som i dag huser fem ældre slumstormer par i de tilhørende staldbygninger. Beboerne tørrer tomater i indergården og ernærer sig ved lidt dyrehold, afgrøder og dør salg til nysgerrige. Her er ingen rindende vand eller elektricitet, men her er en sjælden set langsommelighed. De ældre mennesker stimler sammen og vil vise os deres hjemme- bag, bryg og kog og vi køber soltørrede tomater, sharonmarmelade og en bordskåner, flettet af siv,
Vi fletter hænder og fornemmer romantikken i at blive gamle sammen. En lille skrøbelig dame med forklæde om livet og tørklæde om hovedet, vil forære mig et par ørenringe. 
Hun holder mit hovede i sine hænder, kysser mig på begge kinder og siger: “Ricordati” (Husk os) og smiler tandløst. Og jeg bliver så rørt over al den gæstfrihed og hjertelighed, at jeg er tæt på at græde, men overtaler mig selv til ikke at blive ked af, at vi aldrig skal ses igen, men glæde mig inderligt over, at jeg har truffet så søde mennesker i for mig, mirakuløse minutter.
//Nan
