
Hjemsøgt af venlighed – the movie?
- Emne – En dag i mit liv
- Antal skuespillere – 2
- Antal klip – 4
- Location – Hellerup og omegn
- Varighed – Maks fem minutter
Først etableres scenen med et totalbillede af en ældre stationsbygning. Det er sommer, solen er oppe men står stadig ikke højt på himlen. Første klip panorerer fra stationsbygningen, til en bil der netop er blevet parkeret. En kvinde lukker døren og går rundt om bilen og hen mod bageren. I næste klip ser man en ung mand som sidder på trappen ude foran bageren. Han brækker bidder af et brød. I tredje klip er vi hos bageren hvor kvinden står i kø. I den afsluttende scene, kommer den unge mand ind i bagerbutikken og henvender sig til kvinden og spørger, om hun vil have den sidste halvdel, af det brød han lige har købt. Han kan ikke spise mere og hun kan bare skære af, der hvor han har brudt brødet. I filmens slutscene går kvinden hen mod bilen med det halve brød, vinker og smiler til manden og en voice-over stemme siger: “Tag nu godt imod hinanden”
Først etableres scenen med et totalbilede af Lyngbyvej. Det er sommer, midt på dagen. Solen står højt på himlen. Første klip panorerer fra Lyngbyvejen, ned på en kvindelig cyklist på vej ned ad en bakke, men også på en en bus, som ankommer til et busstoppested. I næste klip stiger passagerne fra bussen ud på den lille platform foran stoppestedet og den kvindelige cyklist bremser ned, I tredje klip ser man en skolepige som hopper ud af bussen og videre ud på cykelstien hvor den kvindelige cyklist ikke har nået at bremse helt. Hun rammer skolepigen. I den afsluttende scene trøster skolepigen den kvindelige cyklist og siger, at det var godt, at hun selv havde cykelhjelm på. Hun hiver op i begge bukseben og siger, at hun ikke har fået nogen hudafskrabninger eller noget og hendes skoleveninde som er med, smiler og siger, at det var godt, at hun også var med til at passe på hende. I filmens slutscene sætter kvinden sig på cyklen, tager musikken ud af ørene, vinker til pigerne og en voice-over stemme siger: “Pas nu på hinanden”.
Første scene etableres med et totalbillede af en villavej. Det er sommer hen under aftenen. Solen er ved at gå ned og et rødligt lys har indfundet sig. Første klip panorerer fra vejen, ned på en villa, hvor en kvinde kommer ud af hoveddøren med en skraldepose, mens en ældre dame står bøjet hen over et blomsterbed ude foran. I næste klip siger damen som står bøjet over bedet, at hun beundrer en blomst som hun selv har haft, i den have hun ikke længere har. I tredje klip lytter kvinden med skraldeposen til den ældre kvindes livshistorie som rummer arbejdsliv, kærlighedsliv og endt liv og samtalen når frem til, at damen er vokset op i nabohuset til det hus, kvinden er vokset op i, få veje derfra. I filmens slutscene fortsætter den ældre kvinde sin spadseretur og kvinden går tilbage mod hoveddøren, vinker og smiler efter damen. Min egen voice-over stemme spørger, mens jeg åbner døren til mit hjem: “Har jeg i dette døgn været med i en film?”.
//Nan