af talverdenop | feb 13, 2018 | Den positive debat
Ikke meget er, som det var for ti eller tyve år siden. Verden har forandret sig eller er det os som har forandret Verden? Solen står op og solen går ned, døgnet har fortsat 24 timer, men mennesket har sneget en ny samfundsorden ind. Der er så meget mere vi skal nå, et så meget større ansvar vi skal tage og vi spørger os selv, hvor bliver tiden dog af? I min Verden flyver tiden i bogstaveligste forstand afsted, når man er stewardesse. I min Verden ser ikke meget ud som det gjorde, men af meget lykkelige årsager, har jeg tiden til fælles med rigtig mange af mine kollegaer. Min Verden begyndte i SAS for 28 år siden, vingerne bærer og jeg flyver forsat og i flok med kollegaer, som har været i SAS længe ,,,, 30, 40 eller snart 50 år. De ved om nogen, at ikke meget er, som det var.
Da jeg begyndte i SAS, var programmerne håndskrevne, vi checkede ind og ud hos en dame der satte et lille flueben og vi fik vores diæter i kontanter hos en anden dame. På stort set samtlige ruter, fik passagerne papir aviser, en drink og en snack, varm mad på alle klasser og en cognac til kaffen. Man kom til og fra lufthavnen med en bus fra Hovedbanegården og der var ikke security check. Vi havde knive ombord til at skære citroner i skiver med, til teen. Sådan er det ikke længere, min arbejdsplads er fulgt med tiden. Vi har fået I-pads til at chekke ind og ud, aviser og magasiner skal downloades og da security checkede ind, checkede kniven til citronerne ud. Mine gode kollegaer er også fulgt med tiden og følger med. De er både fleksible og forandringsvillige og når tiden tilsiger, at vi skal effektivisere og eksekvere, replicerer de med et: “Det bliver spændende”.
Nellie mødte jeg i himlen. Hun var purser på en af mine første flyvninger. Vores møde førte til et varmt venskab og bøger skrevet i fællesskab, men i første omgang, førte det til fagforeningsmagasinet, CAUTION. Her bragte vi forskellige indlæg fra bestyrelsesmedlemmer eller bidrog med Nan & Nellies brevkasse og så bragte vi nyt på bagsiden med lykønskninger til fødselarer, jubilarer og kollegaer som var blevet forældre. I CAUTION fra 6. juli 1993, skrev Nellie nedenstående, som jeg med Nellies tilladelse og små modifikationer, bringer her.
“CAUTION bringer i dette nummer et afsnit af den kendte fremtidsforsker Georgina Orwellias netop udkomne bog, “Fagre nye luftfart”. n ung stewardesse i år 2020 fortæller her, om en ganske almindelig hverdag:” Kære dagbog. Det har været en dejlig dag i dag. Jeg stod op kl. 04:00, tog bussen kl. 05:00 og var i lufthavnen kl 06:00. Da jeg checkede ind, fik jeg udleveret min støvsuger og jeg tog straks ud til flyet og begyndte at gøre rent. Piloterne var der allerede, de var ved at laste bagage, rengøringspersonalet var ved at af-ise flyet, mens mekanikerne kom med cateringen. De havde selv lavet omeletterne på deres nattevagt. Det er vidunderligt at arbejde med så effektive mennesker. Jeg udfyldte de nødvendige papirer, mens den anden kabineenhedsarbejder lod passagerne ombord. Vi var to i kabinen på denne tur, en til hvert galley og med mine tre års ancennitet er jeg senior enhedsarbejder. Det er dejligt med så stort et ansvar, når man kun er 21 år. Turen til London gik som en drøm, der var kun 150 passagerer. Der var endda tid til at give individuel og personlig service – en time og 30 min er jo lang flyvetid. 
Vi gjorde flyet rent, piloterne lossede og lastede bagagen. Jeg var så glad for min støvsuger, den nye model med elektronisk supersug. Jeg spiste min madpakke på de elleve minutter og 38 sekunder vi har til frokost. Det er mere end rigeligt til mig. På vejen hjem havde vi fuldt hus, men det gik fint og da vi landede i Kastrup, gik jeg over på sceduleringen for at arbejde på kontoret der. I sidste måned afskaffede man administrationen da det gav en kæmpe besparelse. Det er fortsat vigtigt, at vi får nogle gode programmer som jo er grundlaget for den arbejdsglæde og motivation vi føler. Piloterne gik i hangarerne for at reparere flyene da mekanikerne skal afløses, for at checke passagerer ind når der er spidsbelastning. Klokken fem gik jeg hjem, glad og fri. Det har været en dejlig dag og jeg glæder mig allerede til i morgen hvor jeg skal flyve med to rengøringsarbejdere i cockpit. Det er deres første tur og dagen efter skal jeg på mekanikerkursus. Det glæder jeg mig også til, for jeg elsker at lære nyt. Godnat kære dagbog.
Det er svært at spå – især om fremtiden.
//Nan
af talverdenop | sep 15, 2017 | Den positive debat
Dette er en hyldest til mine enestående kollegaer som for ofte, uretfærdigt, er blevet omtalt som alt for dyre – Jeg håber, at alle vedkender sig, at den kaffe vi serverer, er brygget på sikkerhed, säkerhet og sikkerhet. Jeg håber også, at alle husker på, at for den løn vi modtager for vores arbejde, betaler vi knap halvdelen i skat og, at de penge vi har tilbage, bruger vi primært i skandinavien hvor vi kommer fra.
If everything goes smoothly – I don`t care what airline I fly – but if something goes wrong – well, that is why I fly SAS.
Sådan lød ordene fra en amerikansk passager for nogen tid siden og jeg forstår hende alt rigtig godt.
Kun de færreste kan med det blotte øje se, at vores profession er steward og stewardesse, medmindre vi er i uniform naturligvis …. og så alligevel. Der er noget udefinerbart og uforklarligt, men også en temmelig tydelig sammenhæng, en slags sjældent set, slægtsskab. Vi er hinandens kusiner og fætre, onkler og tanter, en famiglia gigante som tæller over 1500 mennesker, men som vi alle kender navnene på.
På hver eneste tur, opbygger eller træder vi ind in en ny konstellation af familiemedlemmer som vi giver hånd og ser i øjnene eller giver et kram. Og hvor alt på papiret tegner til blive en helt almindelig arbejdsdag og synes forudsigeligt, er vi skolet i, ati det kan forandre sig, men det er ikke noget hverken vi eller andre behøver at frygte. Istedet kan man have tillid til, at alle i” familien” er i stand til at reagere, håndtere og agere i en enhver uforudset eller utilsigtet situation. Sikkerhed er for os, aldrig en gadget, men en evig sindstilstand og sekundet før noget indtræffer, transformerer vi til sygeplejersker, politibetjente, brandmænd og barneplejersker, den hjælpende hånd til den dårligt gående, den beroligende stemme til den nervøse, det lyttende øre til den bekymrede eller øjenkontakten alle søger, når der er en lyd, en lugt eller blot et ønske om at blive beroliget.
Alle årets dage, døgnet rundt tjekker en kollega ind eller ud af sit hjem, sin arbejdsplads, en afgang eller en ankomst, en lufthavn, et hotelværelse eller en by ude i Verden. Alle årets dage, døgnet rundt, pakker en kollega sin kuffert med professionalisme, punktlighed og præcision. Alle årets dage, døgnet rundt kan man stole på,at safety smil og service er at finde i mødet med en kollega. Noget er tillært, men lige så meget er iboende. Vi vil og lykkes med, at byde på og sørge for. ikke bare kaffe, men især at få alle evakueret inden for få minutter , hvis en nødsituation skulle opstå. Det er vores primære opgave, alle årets dage, døgnet rundt – en livslang tillid til, at det vil vi lykkes med og sørge for. Det kan du som passager også have tillid til – du flyver jo med SAS, hvis noget skulle ske…
Vi har skiftende, skæve, skøre arbejdstider. Vi spiser,sover eller er vågne på uvante, ubekvemme og usædvanlige tidspunker. Vores liv bliver pakket ind og ud af en uniform, toilettasker og tidsforskel, men vi er tossede med vores arbejde og hinanden. Vores arbejdsmoral er tårnhøj og kilometer lang. Vi strækker og snor os og favner alt det der måtte komme. Vi giver hinanden håndslag på, at vi vil løfte den opgave vi bliver stillet overfor og vi retter ryggen når vi går fra arbejde velvidende, at det lykkedes.
Himmelrummet er er fuld af stjerner og jeg kunne aldrig lyse uden jer.
//Nan
af talverdenop | apr 6, 2017 | MIG
For ikke så længe siden var piloter pionerer og stewardesse, et ønske-drømme job. De første piloter var helte. Ja, de var faktisk så populære, at man måtte hænge et skilt op uden for cockpit, hvor der stod: ” Denne pilot er gift “. Piloter og deres maskiner er der skrevet mange bøger om. De første stewardesser var også pionerer, men dem er der ikke skrevet bøger om. De første danske stewardesser var et stykke ubeskrevet kvindehistorie, et stykke ukendt danmarkshistorie. Af den grund, udgav Nellie og jeg i 2014 bogen ”Vi var de første” og den bog handler om dem.
Den tidlige flyvning i Danmark begyndte på Kløvemarken som blev det store samtaleemne i København. Der blev delt løbesedler ud og droscherne drog af, med hvide flag for at fortælle, at der blev gjort forsøg på at flyve. Med held, fløj man nogle meter. i den svimlende højde af 84 meter. Folk strømmede til og man medbragte madkurve og lejrede sig i græsset. Priserne på husene omkring Kløvermarken steg.
“Hvis alle unge pigers gyldne drømme om at blive luftfarts-stewardesse kunne opfyldes, ville himlen formørkes af stewardesser”
1938 ansatte DD (Det Danske Luftfartsvæsen) de første to danske stewardesser, Hanne Hansen og Dorris Jensen. Man annoncerede efter piger med lyst til et liv i luften. Hun skulle tale tre sprog, beherske syge- og barnepleje, servere uden at spilde og ikke blive luftsyg. Som den perfekte værtinde til et middagsselskab skulle hun kunne tale med gæsterne og opfylde deres ønsker. Ca. 300 søgte og de to der blev ansat skulle naturligvis have tilladelse fra deres forældre. Samme aften Danmark blev besat, var Doris Jensen på vej mod London. Hun kom hjem fem år senere. Hanne Hansen fløj under hele krigen Da civilflyvningen kom i gang igen efter krigen skulle man bruge yderligere tre stewardesser. Mange unge piger ønskede at se verden, de ville faldskærmsfolde sig ud, da krigen havde lukket dem inde. I 1945 var der flere hundrede ansøgere til jobbet som stewardesse, man skulle kun bruge tre. Senere kom flere til og Nellie og jeg fandt frem til 26 af dem der fløj for SAS fra 1945 – 1960. Tiden blev en faktor, ikke kun den aktuelle, men fordi den yngste var 72, den ældste 92 år. De havde alle fløjet propelfly og tiden vi skriver om er før jet alderen. Flyene larmede og man fløj i ca. tre km`s højde. Når man fløj over alperne sad passagerne med iltmasker, fik blå negle og læber.
Pigerne måtte ikke være gifte,det måtte mændende gerne og det forventedes, at hun opførte sig som den gode hustru. I reklamerne antydedes det, at en mand ville få en bedre service i luften end derhjemme. Man skulle være fyldt 24 år når man begyndte, men holde op inden man var fyldt 30. Derefter skulle uniformen erstattes med et forklæde for at have maden klar, når manden kom hjem.
“De er selvfølgelig i deres gerning højt hævet over almindelige serveringsdamer, de nærmer sig stjernerne, og de er da også genstand for en opmærksomhed, som mangen en filmstjerne må misunde dem”
I slutningen af 50’erne rullede den første DC-8 fra samlebåndet i Long Beach, Californien. Den franske Caravelle og jetalderen var i gang. Nye tider var på vej, kvinderne begyndte at komme ud på arbejdsmarkedet. Bogen om “vores damer”, de første stewardesser har nu levet i tre år, også i form af foredrag . Den handler om den Verden de voksede op i og den Verden de kom ind i – en Verden deres mødre end ikke havde kunne drømme om.
Denne aften afholdt Nellie og jeg det sidste foredrag, om de første stewardesser. En æra er forbi.
http://mellemgaard.dk/product/vi-var-de-foerste-stewardessen-som-danmarkshistorie-911/
//Nan
