Tænk over det
Kære ven,
Tak for endnu en dag. Som altid, når jeg er sammen med dig, fortsætter vores samtale længe efter, at vi har sagt på gensyn.
Jeg fortalte dig glædesstrålende, om da jeg den anden dag skulle på arbejde. Jeg passerede sikkerhedskontrolen og en smuk mand fra Security ser mit Havnekort og spørger hvor turen går hen. New York, svarer jeg og vi taler om eventyr, varmegrader og skiftende arbejdstider. Vi siger farvel og ønsker hinanden god arbejdslyst. Efter endt briefing med besætningen, bevæger jeg mig mod afgangs gaten og der, møder vi endnu en fra security. Han spørger mig: “Er du Nan?” og da jeg svarer ja, rækker han mig en æske, indeholdende en sød, stor jordbærkage. “En venlig hilsen fra en kollega”, siger han.
Overvældet af overskuddet og modet fra den den smukke mand, taler du og jeg om det at henvende sig til mennesker, man ikke kender. Hej- Hallo – Halløjsasuppe. Og jeg genkender det du fortæller og føler mig lige så udfordret som du, da du beretter, at du og en veninde havde taget netop det at henvende sig, som en ud og opfordring. Truth or Dare. At I på en natklub var blevet enige om, at det første menneske I så og som fangede jeres interesse, skulle I henvende jer til.. Sige det helt oplagte og dog så opsigtsvækkende: “Hej – Jeg synes, at du ser dejlig ud” eller: “Hvor har du bare en uimodståelig udstråling”. Ingen af jer, havde set et interessant menneske. Ingen havde været hverken dejlige eller haft en uundgåelig uimodståelig, siger du eller nok mere sandsynligt: Ingen af jer turde at henvende jer, til et menneske I ikke kender.
Samme aften, som vi havde tilbragt dagen, var jeg i Grandteatret. Filmen handlede om en gruppe unge svenske drenge, men især om Metin, en ung mand med tyrkiske rødder. Han lever i en lille forstad til Stokholm og sammen med sine venner, lever han af hurtige indbrud og omsætning af hælervarer. I en scene har Metin og vennerne bestilt og fået tilsendt, nogle kopi ure fra Kina. Metin bliver sendt til pantelåneren for at omsætte et af urene til kontanter. “Hvad skal jeg gøre?” Spørger han. “Bare se normal ud. Men lad være med at gå rundt at smile, så tror folk bare, at du er unormal”. https://www.grandteatret.dk/film/filminfo/?filmid=29388349
Koblingen mellem vores samtale og den sætning blev med ét forseglet. Angsten for at falde uden for flokken, for fællesskabet. Som enhver anden dyreart, men alligevel som en af de få, bryder vi i Norden os ikke om at komme for tæt på, bryde privat- og intimsfæren, komfortzonen, enemærkerne. Vi tør ikke løbe risikoen. Men hvad er den og hvor stor og voldsom skade gør den? Er chancen for at blive inkluderet eller måske endnu vigtigere, invitere nogen indenfor, ikke større? Ingen er uden de andre.
Og her leder tankerne videre til Grethe.
Vi havde for flere år siden et kolonihave hus. Vores nabo Grethe, kørte med bus frem og tilbage til det lille lod. Hun var et meget kærligt og bydende menneske og hun fortalte, at hun altid hvis der stod andre ved busstoppestedet, fandt på noget pænt at sige. “Sikken en smuk nederdel De har på” eller, “Hvor den jakke dog klæder Dem”. Og hun mente det. Hun ville fællesskabet. Det var aldrig påtaget eller påtvunget. Hun greb et øjebliks umiddelbarhed og nærvær – et umiddelbart, nærværende øjeblik.
Så min ven. Således nedskrevet synes jeg, at vi bør vi konfirmere en kontrakt om kontakt. Jeg foreslår, at vi insisterer lidt mere på fællesskabet, udvikler nærheden og hvis du synes, at det bliver for vovet eller voldsomt, så lad os øve os og dermed risikere at gøre nogens dag lidt bedre.
Din //Nan
