Ligegyldighed er vores største fjende

Ligegyldighed er vores største fjende

Røde Kors har flere end 32.000 frivillige i Danmark og over 17 millioner internationalt. De er til stede i midten af Verdens brændpunkter, uanset etniske tilhørsforhold, religion, nationalitet eller politiske ståsted. Men Røde Kors er også lokalt forankret og hjælper ud fra en medmenneskelig dimension som et supplement til det offentliges dækning af basale menneskelige og materielle behov. Røde Kors’ indsats sker altid under forudsætning af, at Røde Kors’ grundlæggende principper respekteres:

Medmenneskelighed – Upartiskhed – Neutralitet – Uafhængighed – Frivillighed – Enhed – Almengyldighed

Udstillingsplakat fra Blågårds Bibliotek

I mange år var jeg en del af frivillig korpset,  for netop Røde Kors og underviste og oplyste om organisationen. Undervejs blev jeg opmærksom på blev ordet “venskabsfamilie”. Man søgte frivillige fra Hovedstaden, som havde lyst til at hjælpe mennesker som kom til Danmark, med en introducere en ny kultur, et nyt sprog og ydermere være den, man kunne henvende sig til, når udfordringerne med at forstå, blev for store. Man skulle ikke tage stilling til hvorfor eller om, men forstå og fastslå, at mennesker flygter eller forsøger sig og hvorfor så egentlig ikke byde på adgang til en dansk famlie, hjælpe dem i gang, selv om det blot er en overgang tænkte vi og meldte os.

Det er nu otte år siden, at Mesfin & Sorome kom gående med en klapvogn, ned ad vores villavej. I klapvognen sad Keti, et år gammel. Familien kommer fra Etiopien, Mesfin er uddannet kaffeagronom, Sorome farmaceut. Familien havde fået green-card og kunne blive i Danmark i tre år, skulle forsørge sig selv og klare sig selv. De var flyttet ind i en lille møbleret lejlighed i København NV hvor licensen ikke var blevet betalt, den kolde hane i badeværelset havde sat sig fast, hvor “komfuret” bestod af to el varme plader og huslejen skulle afleveres i kontanter i en brun kuvert.

kuvert. 

Hos os spiste vi lakage eller lammefrikadeller med flødestuvet spinat og med kniv og gaffel. Hos dem spiste vi injara, store fladbrød og keysir, misirwet og kosta med fingrene. Hos os drak vi te eller most, hos dem ristede vi kaffebønner og drak den sorte tyktflydende vædske med masser af sukker. Sammen talte vi engelsk, men øvede os på dansk. De fortalte om Etiopien, landet mange mener, at mennesket stammer fra, landet med 70-80 sprog, landet med over 100 millioner mennesker, et fattigt landbrugsland og hvor menneskerettighedssituationen i landet regnes som bekymrende. Jeg fortalte om Danmark, stenalderen og vikingerne, om sproget og æ/ø/å, de lidt mere end fem millioner mennesker der taler det, hvor vigtigt det er, at lære det og de mennesker der bor her at kende.

I torsdags var jeg på besøg hos den lille familie i Valby som har fået permanent opholdstilladelse. Både Mesfin og Sorome arbejder, taler og skriver dansk. Keti går på Ellebjerg skolen og skal til optagelse prøve på Sankt Annæ skole inden længe, mens hendes tvilingesøstre Sifan og Freja går i børnehaven lige rundt om hjørnet. Vi drikker saftevand, spiser æbleskiver og piller clementiner. Pigerne viser mig at de kan lave vejrmøller og at de har syet små tøj bamser i filt. Vi aftaler at vi, næste gang vi skal ses, tager i biografen og ser en julefilm og vi krammer og griner højt af deres jublen og forventningsglæde til det projekt.

Da jeg går derfra ved jeg, at denne lille brik i mit livs puslespil passede ved første øjekast og at det at hjælpe, uanset om det er et ældre menneske, et barn, en med en anden kulturbaggrund, en der er snublet eller,…. Videnskaben siger det og jeg ved med sikkerhed: Af venlighed bliver man mere glad, det har en selvforstærkende effekt at række ud og træde til. Kroppen udskiller mere oxytocin ( et hormon som i større mængder har indflydelse på menneskers tillid og gavmildhed) – det er bevist.  Familien i Valby er helt og aldeles blevet en del af mit åndedræt.

//Nan

Vævefejl

Vævefejl

Der var engang en mand, som rullede et nøgle garn afsted. Da snoren slap op, lå det ved et hus –  netop det hus, han havde kigget efter så længe. Det var en gammel nedlagt stationsbygning, langt ude på landet. Mandens kone blev glad og sammen flyttede familien med deres to teenage-børn fra byen. De fik høns og strikkede sig ind i landskabet. Tidligere havde unge mennesker fra området brugt bygningen som deres tilholdssted og manden måtte tale både ret og vrang, bede dem slå om. De unge forstod, samlede op og lavede en løbegang.

 

 

 

En aften mens manden og konen sov, kom en brosten gennem ruden på 1. sal. Manden vågnede og hoppede hurtigt i et par bukser og løb ud af døren. Ude, så han to mænd løbe fra stedet og han råbte dem an. Faktisk kaldte han på den, hvis fod var viklet ind i garnet og hvor maskerne løb. Den unge, hvis navn netop var blevet kaldt, stoppede og gik mod manden. Det var mørkt og deres ansigter kunne knap anes. Den unge begyndte at fægte med den ene arm som for at skærme mod en sværm, men der var ingen insekter. Kun manden som for sent forstod, hvorfor armen var trukket – han var stukket. Den unge opdager det også og manden kæmper med de sidste kræfter og lader en maske falde, rammer og lukker af. Den unge ramler og garnet er i uorden. Han bliver hægtet op af sin ven og sammen løber de fra manden som ligger blødende på jorden. Til alt held, ved manden selv, hvor han skal trykke – både ved lungen og cifrene på den telefon der tilfældigvis ligger i de bukser han fik taget på. Han samler maskerne op og og holder godt fast i nøglet.

Manden, som er en ven af os, er lappet sammen både fysisk og på sjælen. Det tog år, at få ham intakt og man vil for altid kunne se at han er syet med en synlig søm. Psykologen bad ham kontinuerligt, om at fokusere på det faktum, at han havde reageret. Han havde handlet.

Den unge blev indsat for det han havde udsat manden for. 

I dag forærede jeg Birthe garn-nøglet. Birthe er frivillig i  “Nørklerne” som er en afdeling under Røde Kors. Her mødes man og strikker hver 14. dag til godgørende formål. Jeg kørte forbi hendes bopæl i Gladsaxe for at aflevere noget garn jeg ikke længere skulle bruge. Det har ligget længe og Birthe skulle have det fordi hun strikker bamser. Bamserne bliver afleveret til kriminalforsorgen. Her bliver de givet til de indsatte som kan pakke dem ind og forære dem til deres børn og til et fantastisk formål. Når de indsattes børn skal på besøg, skal de som alle andre screenes. De skal gå igennem en scanner og for ikke at gøre børnene utrygge, ved den i forvejen tryggede situation, bruger man Birthes bamser. For bamsen skal naturligvis også screenes og børnene skal hjælpe og bære. Små helte i en skrøbelig Verden. Jeg kan ikke binde nogen smukkere sløjfe på så sørgeligt en start.

Birthe strikker til de indsatte og husker de udsatte

.

//Nan