Ligegyldighed er vores største fjende
Røde Kors har flere end 32.000 frivillige i Danmark og over 17 millioner internationalt. De er til stede i midten af Verdens brændpunkter, uanset etniske tilhørsforhold, religion, nationalitet eller politiske ståsted. Men Røde Kors er også lokalt forankret og hjælper ud fra en medmenneskelig dimension som et supplement til det offentliges dækning af basale menneskelige og materielle behov. Røde Kors’ indsats sker altid under forudsætning af, at Røde Kors’ grundlæggende principper respekteres:
Medmenneskelighed – Upartiskhed – Neutralitet – Uafhængighed – Frivillighed – Enhed – Almengyldighed
Udstillingsplakat fra Blågårds Bibliotek
I mange år var jeg en del af frivillig korpset, for netop Røde Kors og underviste og oplyste om organisationen. Undervejs blev jeg opmærksom på blev ordet “venskabsfamilie”. Man søgte frivillige fra Hovedstaden, som havde lyst til at hjælpe mennesker som kom til Danmark, med en introducere en ny kultur, et nyt sprog og ydermere være den, man kunne henvende sig til, når udfordringerne med at forstå, blev for store. Man skulle ikke tage stilling til hvorfor eller om, men forstå og fastslå, at mennesker flygter eller forsøger sig og hvorfor så egentlig ikke byde på adgang til en dansk famlie, hjælpe dem i gang, selv om det blot er en overgang tænkte vi og meldte os.
Det er nu otte år siden, at Mesfin & Sorome kom gående med en klapvogn, ned ad vores villavej. I klapvognen sad Keti, et år gammel. Familien kommer fra Etiopien, Mesfin er uddannet kaffeagronom, Sorome farmaceut. Familien havde fået green-card og kunne blive i Danmark i tre år, skulle forsørge sig selv og klare sig selv. De var flyttet ind i en lille møbleret lejlighed i København NV hvor licensen ikke var blevet betalt, den kolde hane i badeværelset havde sat sig fast, hvor “komfuret” bestod af to el varme plader og huslejen skulle afleveres i kontanter i en brun kuvert.
kuvert. 
Hos os spiste vi lakage eller lammefrikadeller med flødestuvet spinat og med kniv og gaffel. Hos dem spiste vi injara, store fladbrød og keysir, misirwet og kosta med fingrene. Hos os drak vi te eller most, hos dem ristede vi kaffebønner og drak den sorte tyktflydende vædske med masser af sukker. Sammen talte vi engelsk, men øvede os på dansk. De fortalte om Etiopien, landet mange mener, at mennesket stammer fra, landet med 70-80 sprog, landet med over 100 millioner mennesker, et fattigt landbrugsland og hvor menneskerettighedssituationen i landet regnes som bekymrende. Jeg fortalte om Danmark, stenalderen og vikingerne, om sproget og æ/ø/å, de lidt mere end fem millioner mennesker der taler det, hvor vigtigt det er, at lære det og de mennesker der bor her at kende.
I torsdags var jeg på besøg hos den lille familie i Valby som har fået permanent opholdstilladelse. Både Mesfin og Sorome arbejder, taler og skriver dansk. Keti går på Ellebjerg skolen og skal til optagelse prøve på Sankt Annæ skole inden længe, mens hendes tvilingesøstre Sifan og Freja går i børnehaven lige rundt om hjørnet. Vi drikker saftevand, spiser æbleskiver og piller clementiner. Pigerne viser mig at de kan lave vejrmøller og at de har syet små tøj bamser i filt. Vi aftaler at vi, næste gang vi skal ses, tager i biografen og ser en julefilm og vi krammer og griner højt af deres jublen og forventningsglæde til det projekt.
Da jeg går derfra ved jeg, at denne lille brik i mit livs puslespil passede ved første øjekast og at det at hjælpe, uanset om det er et ældre menneske, et barn, en med en anden kulturbaggrund, en der er snublet eller,…. Videnskaben siger det og jeg ved med sikkerhed: Af venlighed bliver man mere glad, det har en selvforstærkende effekt at række ud og træde til. Kroppen udskiller mere oxytocin ( et hormon som i større mængder har indflydelse på menneskers tillid og gavmildhed) – det er bevist. Familien i Valby er helt og aldeles blevet en del af mit åndedræt.
//Nan
