Sliding doors
Hellerup fredag formiddag – 2017: Lysene i kastanjetræerne er tændt og bøgen har iført sig sin lysegrønne krone. Jeg bevæger mig gennem et landskabs-galleri af konturerer, flader og farver, på tværs, på vej til Kulhuse for at besøge Karin. Karins mor var dansk, hendes far fra Holland, hvor hun er født og er opvokset. Efter moderens død for to år siden, købte hun sammen med sin søster et sommerhus, men vores venskab begyndte længe før, på St. Thomas Jeg var var au pair hos en dansk/ vestindisk familie, Karin hos en vestindisk/ hollandsk familie. Vi har ikke set hinanden i siden.
St. Thomas lørdag aften 1987. Min danske far siger, at han har inviteret Eduardo over. Han er kirurg, god ven af familien og vil invitere mig ud, så jeg kan lære nogen at kende. Jeg husker det som kikset og klodset, nærmest katastrofalt. Mest fordi, Eduardo er 20 år ældre end mig, er en lille spinkel mand fra Costa Rica med lyse loafers og pink Marc O`polo . Jeg vil helst blive hjemme, men kører med. Jeg vil helst sidde i baren, men går med da han finder et bord til to.. Jeg vil helst hjem efter maden, men går med på en bar hvor han møder en bekendt, Ron.
St. Thomas søndag formiddag 1987: Telefonen hos min familie ringer. Det er til mig. Ron vil invitere mig i biografen. Jeg bliver ustyrlig og ualmindelig ungdomsforelsket. Ron er næsten 1:90 meter høj. Han har bare tæer i sandalerne og en hvid T-shirt med lange ærmer uden logo. og når han smiler er det, som at finde en perle i en muslingeskal. Vi bliver kærester den søndag og er sammen det år jeg arbejder hos familien. Jeg tager til Danmark, men kommer igen og besøger ham og bor hos ham. Mit visum udløber og jeg får afslag på at få det forlænget yderligere. Jeg må til Danmark og kommer ikke tilbage.
Hellerup torsdag morgen 2016. Min mand Nikolaj, vores to døtre og jeg, skal holde jul med min au-pair familie på St. Thomas. Det er 29 år siden, jeg har været på øen sidst. Det er bekendt og fremmed – lige til og langt fra. Der er pakker og palmer, sol og salmesang, flæskesteg og 35 grader. Jeg spørger til Ron – om de ved hvordan han har det? Min far fortæller, at han har en restaurant på øen, men at han er i Maryland over julen, om jeg vil have hans telefonnummer? Jeg nikker.
St. Thomas torsdag aften 2016. Den latter. Det sprog. Den stemme. Han lyder ikke overrasket, nærmere lettet over endelig, at høre fra mig. Vi er i det øjeblik 30 år yngre og samler de tabte hjerter op og puster liv i dem. Ron mødte ikke nogen kvinde efter mig, han blev ikke gift, han fik ikke børn.
Kulhuse fredag formiddag 2017. Karin og jeg sidder i havnen, ser færgen komme ind fra Hundested og hun spørger mig. Hvad ville der mon være sket, hvis du havde fået fornyet dit visum èn gang mere ?
//Nan
