Et par timers nedsmeltning
Det er virkelig tankeløst at tisse i en port eller foran et plankeværk
Det er oprigtigt uansvarligt at smide tomme plastik krus og andet affald på gaden
Det er ubetænksomt at spille høj musik og så ovenikøbet på en hverdag
Det kan være irriterende at trafikken må gennes ad omveje da et par hovedårer er spærret i nogle timer
Men sådan er livet jo også og måske er det netop derfor, at man bliver tiltrukket af gadefesten, Distortion. For lige som livet kan vise tænder, svine, rode, være beskidt, holde en hen, være hensynsløs, så varer det ikke hele livet, men kun et øjeblik eller nogle timer. Det forsvinder igen og det genkendelige tager over og trafikken kører igen, menneskene fortsætter deres færden og larmen (eller musikken) er forsvundet.
Distortion er en musik- og gadefest, der fandt sted første gang i 1998 i København – I år fejrer Distortion 20 års fødselsdag. Hver dag i løbet af de fem dage gadefesten varer, regner man med at se 120.000 gæster .
Det er en begivenhed begavet med masser af musik, mennesker og muligheder for at té sig, være tosset og tage København i brug på en anden måde. Et orkestreret kaos som indtager de ellers befærdede gader og stræder, vandrer, danser, dasker…. 
Nogle timers frirum som forandrer København fra sin genkendlighed til knap så kendt, hvor politiet bliver omfavnet og stiller op til utallige selfies, hvor flaskesamlere organiserer sig med plastiksække og indkøbsvogne og hvor butikker enten barrikaderer sig eller bruger situationen til at øge omsætningen. Formålet er at måske at hylde København og byens ånd, men også at lytte til europæisk avant-pop/rave og hylde gadefesten.
For hovedpersonerne bag opstod idéen “Just for fun” og det er det formål jeg læner mig op af.
Men som med livet, skal man passe på det og ikke misbruge det. Det skal holdes om og fyldes med empati, omtanke, respekt og taknemmelighed. Livet bliver så meget lettere at være i, hvis man giver slip uden at miste og holde fast, men også husker hvad man holder fast i, før man giver slip. Og som med livet kan det være gratis at deltage, men investerer man (i et gadearmbånd fx) bidrager man, ikke blot til egen overlevelse, men også til kommende generationer ( og gratis gadefester) Man kan ændre meget for få, ved at ændre sin indstilling eller blot ved at tage stilling.
//Nan
Og vi taler #Metoo#, om veninder, døtre, kvinder og om “pigen, der godt kunne lide at sætte sig selv på spil, hende, som havde meget frihed og frimodighed i sig…..”
Det er en lørdag aften. Jeg err til nytårskur. En tradition hvor nogle kvinder skåler med hinanden, spiser og offentliggør ønsker for året der kommer. Mit ønske sidste år var, at skabe letloverule.dk – et positivt medspil – et virtuelt kram og mit nu, 110´ende indlæg, som jeg har brugt dage på at finde vinklen på, udspringer i lørdagens signifikante samtale. Det er sårbart og stærkt, voldsomt og vigtigt og så handler det om både vores mødre og vores døtre, vores fædre og vores sønner, og om hvad der sker, når kvinder vil frigøres og træde endnu et skridt frem, mens mænd skal lære, at post materialisme rækker ud over det der kan måles og vejes og, at de nu må træde et skridt tilbage, hvis det er det, de vil anvende. De selvudnævnte “store mænd ” må forstå, at det er uetisk, sårende, ødelæggende, umoderne og krænkende at tro, at man ved hjælp af penge og magt, kan tage og få…..hvad…..et andet menneske? Til at få nogen til at gøre noget man tvinger dem til? S T O P! 
Det er da generationer siden, at magthavere havde mere at sige over mennesker, der havde mindre magt eller at mænd havde magt over kvinder, tyende, børn? Og for at kunne bære tanken, bringer jeg Fred Flintstone på banen og ser ham komme trækkende, med sin kone Wilma i håret og en kølle i den anden…..i hvad….Stenalderen?
I ca. 1848 ophævede Peter Von Scholten slaveriet og i dag……tusinder, hundreder, kun tyve år senere taler vi fortsat og stadigvæk om kvinder, som tydeligvis ikke er omfattet “afskaffelsen af revselsesretten” eller “råderetten over mennesker”. Lad os nu lære at lytte og forstå, at intet menneske, kvinde som mand, bør udsættes for hverken legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling. Lad os lære og forstå, at ingen er nogens ejendom men, at vi bør bekymre os om hinanden og at ordet krænke(r) er ødelæggende som både substantiv og verbum. Det skal ud og væk fra sproget.
